Nekrolog: Miljø og kvindekamp trak hende ind i politik – og hun trak begge dele i en ny retning

NEKROLOG: Poltikeren Lone Dybkjær satte sit præg på dansk politik med markante holdninger, politisk talent og uhørt vedholdenhed. Hun blev den første kvindelige minister, den første miljøminister og den første EU-parlamentariker for Radikale Venstre.

Lone Dybkjær var engang et samtaleemne, da Marianne Jelved kørte i bil med to bekendte.

"Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvorfor du er medlem af Radikale Venstre", sagde den ene bekendte.

"Jo, de har jo Lone Dybkjær," svarede den anden.

Lone Dybkjær, som er gået bort i en alder af 80 år, nåede at markere sig som en af landets helt store ligestillings- og miljøforkæmpere gennem en lang parlamentarisk karriere for Radikale Venstre.

Som folketingsmedlem, minister, europaparlamentariker og statsministerfrue fik hun med markante holdninger, stærke politiske evner og en vedholdenhed uden lige sat et stærkt præg på dansk politik.

En målrettet og skrap politiker
Lone Dybkjærs store styrke i dansk politik skyldtes hendes målrettethed og klare holdninger, vurderer hendes mangeårige partikollega og nuværende folketingsmedlem Marianne Jelved.

"Hun var en meget markant person. Den, der turde gå forrest og tage modstanden. Hun var ikke efterløber på nogen måde. Hun gik efter det mål, hun syntes, var det rigtige," siger hun.

Også den mangeårige parlamentariske kollega Bertel Haarder fra Venstre oplevede Dybkjær som målrettet og ambitiøs. De nåede at køre et politisk parløb som socialordførere i 1970'erne; hun som uddannelsesordfører og han som undervisningsminister i 1980'erne, og begge som europaparlamentarikere i 1990'erne.

"Hun var skrap på den måde, at hun stillede krav til sine omgivelser. Man skulle ikke komme på tværs af hende. Hun havde sine bestemte meninger, men det gør jo ikke så meget, når man har noget at have dem i. Det synes jeg altid, hun havde," fortæller Bertel Haarder.

Selvom Lone Dybkjær kunne virke skrap og kontant, kunne Bertel Haarder sige hende imod, så længe han kunne argumentere for sin sag. Bertel Haarder husker, at de efter et ministermøde var taget i svømmehallen.

"Hun var lidt hovski-snovski overfor en ministerkollega – en af mine partifæller – og så sagde jeg til hende: "Prøv nu bare at forestille dig et kort øjeblik, at vi venstrefolk kan være ligeså hæderlige og optagede af, hvad der er godt for landet som I Radikale". Det tog hun til sig," fortæller han.

Lone Dybkjær uddannede sig som ung til civilingeniør. "Hun var jo ikke ingeniør for ingenting. Hun var opmærksom på detaljer," siger Bertel Haarder. Arkivfoto: Leif Nyholm/Ritzau Scanpix

Rundet af 60'erne
Lone Dybkjær kom ikke fra nogen synderlig politisk baggrund. Hun blev født af arkitekt Kristian Vincent og fuldmægtig Else Vincent og uddannede sig som civilingeniør.

Det politiske sneg sig dog ind i hendes liv, da hun igennem 1960'erne og særligt med studenteroprøret i 1968 oplevede en stigende politisering af samfundet, som vækkede hendes interesse for ligestillingskampen. Sammen med hendes faglige interesse for miljøet lagde de to emner grundstenene for hendes politiske liv.

Lone Dybkjær meldte sig i 1968 ind i Radikale Venstre, og som 33-årig blev hun – temmelig usædvanligt dengang –med to børn og fuldtidsarbejde valgt til Folketinget i 1973.

Hun sad i første omgang kun i Folketinget indtil 1977, da Radikale Venstre fik et katastrofevalg, og hun røg ud af Folketinget.

Et stærkt forbillede for kvinder
To år efter var Lone Dybkjær tilbage på Christiansborg. Hun bed sig fast og var en del af Folketinget i de følgende 15 år, hvor hun blev et klart forbillede både som karrierekvinde og som politiker.

"Hun var et eksempel til stor efterfølgelse. Hun var velformuleret, hun så godt ud og var mor. Hun klarede alle de ting som kvinde, og hun gjorde det i fuld offentlighed," siger Marianne Jelved.

Lone Dybkjærs stærke engagement i kvindekampen fik Bertel Haarder at mærke. Første gang, de to diskuterede med hinanden, var til et weekendarrangement, som BUPL afholdt i 1970'erne.

"Jeg nævnte, at jeg jo havde forsømt mine egne børn for at diskutere børn i almindelighed. Det misforstod hun, som om jeg havde sagt noget i retning af, at hun skulle være blevet hjemme og passe sine børn. Det var en total misforståelse, men det blev hun vældigt vred over, indtil jeg forklarede hende sammenhængen."

Lone Dybkjær steg løbende i graderne på Christiansborg og blev formand for Det Energipolitiske Udvalg og Teknologiudvalget. Samtidig var hun partiets ordfører inden for miljø, uddannelse, energi, arbejdsmarked og udenrigspolitik.

Da Lone Dybkjær i 1980'erne var uddannelsesordfører og Bertel Haarder undervisningsminister, oplevede han, hvordan Lone Dybkjær kunne tage hensyn, være "meget ordholdende" og lave politiske kompromisser. Et af kompromisserne oplevede Bertel Haarder, da han ville optage ti procent flere studerende på alle uddannelser.

"Det gik de Radikale imod på gymnasieområdet. Lone havde tydeligt lidt dårlig samvittighed over det, så hun sagde til mig: "Vi er altså nødt til at gå imod dig, når det handler om ti procent flere på gymnasierne, men til gengæld synes jeg, at vi skal få ordnet statsgymnasierne og få dem ført over til amterne"," siger han.

Det blev, som Lone Dybkjær foreslog.

Lone Dybkjær medvirkede i 1988 til, at statsminister Poul Schlüter udskrev valg. "Dermed blev det også hende, der fik Radikale Venstre med ind i regeringen," siger Bertel Haarder. Arkivfoto: Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix

Atomvalget i 1988
Som udenrigsordfører for Radikale Venstre i slutningen af 1980'erne spillede Lone Dybkjær en central rolle i udskrivelsen af valget i 1988.

Poul Schlüters firkløverregering kom i mindretal, da det alternative sikkerhedspolitiske flertal, som bestod af blandt andet Radikale Venstre, var uenige med regeringen.

Mens Radikale Venstre i mange år havde støttet Schlüters regeringer indenrigspolitisk, havde partiet flere gange bragt regeringen i mindretal i udenrigspolitikken. Lone Dybkjær kom på den måde i klemme som udenrigsordfører.

"Der var over 20 fodnoter efterhånden, og Uffe Ellemann-Jensen fik den ene næse efter den anden, og Schlüter blev siddende. Så sagde Lone i gruppen, at der var nødt til at være sammenhæng mellem udenrigs- og indenrigspolitikken. Vi måtte finde en anden vej," siger Marianne Jelved.

Forløbet kulminerede med en afstemning i folketingssalen, hvor både regeringen og oppositionen havde et forslag til afstemning. Socialdemokraterne var snedige nok til at bede om en afstemning om rækkefølgen af forslagene, fordi partiet ønskede, at oppositionens forslag skulle behandles først, fortæller Bertel Haarder.

Lone Dybkjær medvirkede på den måde til at udløse atomvalget i 1988, som efterfølgende førte til, at Poul Schlüter  smed Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti ud af regeringen, og ind kom i stedet Radikale.

"Det var den afgørende afstemning, da Lone Dybkjær gik med til at støtte en afstemning om rækkefølgen på forslagene. Det var der, regeringen væltede. Det var hende, der udløste valget. Dermed blev det også hende, der fik Radikale Venstre med ind i regeringen," siger Bertel Haarder.

Lone Dybkjær fik posten som miljøminister og blev dermed – sammen med kollegaen Aase Olesen – partiets første kvindelige minister.

Niels Helveg Petersen trådte tilbage som politisk ordfører i 1990'erne. Han blev erstattet af Marianne Jelved, men forinden var Lone Dybkjær i spil til posten. Arkivfoto: Mogens Ladegaard/Ritzau Scanpix

En svær tid som miljøminister
Som minister oplevede Lone Dybkjær, at det kunne være op ad bakke at skabe en stærk miljøprofil i en regering med Venstre og Konservative, som ikke var specielt optagede af problematikken. Men hun formåede alligevel i høj grad at sætte fokus på området, forklarer Altingets politiske kommentator, Erik Holstein.

"Hun formåede virkelig at give Radikale Venstre en meget stærk miljøprofil. Det er der ingen tvivl om. Den havde ellers på mange måder været venstrefløjens område indtil da," siger han.

Lone Dybkjær tog ifølge Marianne Jelved sin idealisme med sig ind i ministeriet. Hun lagde linjen, og folk omkring hende skulle ikke gå imod hende. Lone Dybkjær var på mange måder foran sin tid, idet mange af de ting, som hun fokuserede på, fortsat bliver diskuteret i dag.

"Hun gav sig ikke. Hvis hun var imod, at man skulle sænke affald i havet, så var det forbudt. Hvis hun opdagede, at nogle var uenige med hende, så gik hun lige imod dem," forklarer Marianne Jelved.

Bertel Haarder oplevede som Lone Dybkjærs ministerkollega, hvordan hun brændte for miljøet. Det skete blandt andet, da hun ifølge Bertel Haarder begik sin største fejl som politiker.

"Da EU skulle fordele forskellige agenturer, ville Lone Dybkjær absolut have, at vi skulle have EU's miljøagentur, hvor vi i stedet kunne have fået det meget større lægemiddelagentur. Det havde været langt bedre. Men der var hun altså stærkest," fortæller Bertel Haarder.

Han lå i perioden i åbenlys konflikt med Lone Dybkjær, som – selv når han havde konflikter med hende – var "ligefrem og ordentlig i enhver henseende".

"Hun lavede ikke numre," siger Bertel Haarder.

Ny partiformand og tiden i Europa-Parlamentet
Ministertiden blev en kort fornøjelse for Lone Dybkjær.

De sammenbrudte finanslovsforhandlinger i 1990 udløste endnu et nyvalg, hvor Radikale Venstre mistede tre mandater og trådte ud af regeringen.

Valget førte til et skifte i toppen af partiet. Niels Helveg Petersen trådte tilbage som politisk leder og blev erstattet af Marianne Jelved, men forinden var Lone Dybkjær i spil til posten, siger Erik Holstein.

"Hun var på tale som Radikales leder, efter Niels Helveg Petersen trådte af. Men hun kunne ikke samle nok stemmer, og derfor afstod hun. Men der er ingen tvivl om, at hun var interesseret i posten, og at der blev spekuleret i det," siger han.

Lone Dybkjær blev i 1992 forlovet med den socialdemokratiske formand Poul Nyrup Rasmussen – et forhold, der skulle vare indtil hendes død.

Lone Dybkjær og Poul Nyrup Rasmussen blev gift 14. maj 1994. Deres forhold blev først offentligt kendt, da de samme år dukkede op hånd i hånd til en koncert med Luciano Pavarotti. Arkivfoto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Tvunget ud på et sidespor
Forholdet betød, at Lone Dybkjær blev forbigået som minister, da Radikale Venstre i 1993 indtrådte i regering med Socialdemokratiet.

"Hun blev tvunget lidt ud på et sidespor, da hun blev gift med Nyrup. De kunne ikke begge to være i Folketinget, særligt ikke, når partierne sad i regering med hinanden. Derfor måtte hun finde andre græsgange," siger Erik Holstein. 

Med den glippede ministerpost skiftede Lone Dybkjær Christiansborg ud med Europa-Parlamentet. Hun blev i 1994 valgt som Radikale Venstres første medlem af Europa-Parlamentet nogensinde.

"Europa-Parlamentet var en oplagt bane, da den begyndte at få større betydning for Radikale Venstre i starten af 1990'erne. De var ikke supereuropæere i 1980'erne, men de blev stadig mere pro-EU i 1990'erne. Så det var ikke en dårlig bane at spille på," siger Erik Holstein.

Som statsministerfrue og medlem af Europa-Parlamentet skulle Lone Dybkjær balancere to vigtige roller. Det endte ikke med at være et problem for Lone Dybkjær, som "passede sit arbejde, som hun altid havde gjort".

"Hun var dybt samvittighedsfuld i alt, hvad hun foretog sig. Hun var jo ikke ingeniør for ingenting. Hun var opmærksom på detaljer," siger Bertel Haarder.

Comeback i Folketinget
Lone Dybkjær stoppede efter to perioder i Europa-Parlamentet i 2004. Hun gik atter efter at blive medlem af Folketinget og blev valgt ind ved Folketingsvalget i 2005, hvor hun blev Radikale Venstres nye ligestillings- og europaordfører.

Da Lone Dybkjær var tilbage til Folketinget, stod Radikale Venstre i en ubehagelig position. Selvom partiet var vokset, havde det svært ved at skabe et andet flertal. Lone Dybkjærs kontante kommunikation skulle vise sig at være en klar fordel for partiet.

"Hun gik lige til stålet og kunne altid svare for sig, og det var en kæmpe fordel for partiet i den situation, hvor man skulle kunne svare for sig alle steder, også uden for Christiansborg. Der var hun meget klar og lige ud af landevejen," siger Marianne Jelved.

Lone Dybkjær stoppede i Folketinget i 2011, men hun kunne efterfølgende ikke lade sit hjertebarn, ligestillingskampen, ligge. De seneste år har hun løbende kommenteret og analyseret den haltende ligestilling, som da hun fastslog, at det var for dårligt, at øremærket barselsorlov til mænd ikke blev gennemført hurtigt nok.

For Lone Dybkjær var, som Marianne Jelved siger, markant og vedholdende:

"Hendes styrke var, at hun var den kvinde, som hun var, og hun blev ved med at være det hele tiden. Hun gik efter de mål, som hun havde sat sig for. Så måtte hun tage kampen, hvor end den så kom. Styrken var hendes stædighed og vedholdenhed".

"Hun er og var min elskede, og jeg er så taknemmelig over det liv, vi sammen har haft. Med de store sorger men også de største og lykkeligste øjeblikke. For hende og jeg var kærligheden det største". Sådan siger Poul Nyrup Rasmussen om sin afdøde hustru. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Forrige artikel Valgforsker: Alternativets deroute gavner Veganerpartiet Valgforsker: Alternativets deroute gavner Veganerpartiet Næste artikel Morten Østergaard ved Lone Dybkjærs mindehøjtidelighed: Morten Østergaard ved Lone Dybkjærs mindehøjtidelighed: "Lones virke var meget større end hendes parti"