Nordisk samarbejde skal fylde mere i EU

NORDEN: Henrik Dam Kristensen (S) vil have Norden til at fylde mere i EU. Også en mere moderne beslutningsproces og arktiske spørgsmål kommer på dagsordenen det næste år, lyder det fra den nye præsident for Nordisk Råd.
Foto: Folketinget
Morten Øyen

Det er nu engang sådan, at hvis jeg kan få en bedre politik igennem i EU ved at køre det an gennem et samarbejde i Norden, så skulle jeg da være et skarn, hvis jeg ikke gjorde det.

Henrik Dam Kristensen
Præsident for Nordisk Råd 2011
Fakta
Det danske præsidentskab 2011 har tre hovedprioriteringer:

- En nordisk stemme i det europæiske samarbejde.
- En hurtigere beslutningsproces i det nordiske samarbejde.
- En samlet strategi for Arktis.

Henrik Dam Kristensen overtager formandsposten fra den islandske socialdemokrat, Helgi Hjörvar.

Vicepræsident for Nordisk Råd i 2011 er Marion Pedersen, MF (V).

"Pragmatisk og snusfornuftig".

Sådan skal det nordiske samarbejde være ifølge den nye formand for Nordisk Råd, Henrik Dam Kristensen. Danmark har i 2011 præsidentskabet i Nordisk Råd, og tirsdag præsenteres dets hovedprioriteringer (se link). Og snusfornuften skal bruges til et større nordisk fokus på EU.

"EU-vinklen har ikke tidligere været ret meget tilstede i det nordiske samarbejde. Men det vil jeg gerne give noget mere power. Kan de nordiske lande tale med én stemme, så lyttes der, for der en stor respekt omkring de nordiske lande worldwide," siger den nye præsident for Nordisk Råd, tidligere minister og nuværende folketingsmedlem Henrik Dam Kristensen.

En stemme i EU
Den nye præsident har selv siddet med ved ministerrådsmøderne, da EU havde 12 og 15 medlemmer. I dag er der 27 medlemslande, og det skaber et behov for et større regionalt samarbejde mellem de lande, der har fælles kulturer og traditioner, mener Henrik Dam Kristensen.

"Det europæiske samarbejde ændrer sig. Og vi skal derfor i højere grad finde fællesskaber på kryds og tværs, hvor vi har politiske enigheder. Det nordiske samarbejde har også uenigheder, men der er en række pejlemærker, hvor vi er meget enige," siger han i et interview med Altinget.dk.

Pragmatisk pres
Og det skal ikke ske gennem de store teoretiske øvelser. I stedet skal det være jordnært og pragmatisk. Som gennem forbrugerpolitikken, lyder det fra Henrik Dam Kristensen.

"Vi har nogle gode traditioner for forbrugerpolitik i Norden, hvilket man slet ikke har længere syd på. Her tror jeg, vi kan bevæge EU. Det er nu engang sådan, at hvis jeg kan få en bedre politik igennem i EU ved at køre det an gennem et samarbejde i Norden, så skulle jeg da være et skarn, hvis jeg ikke gjorde det," siger han.

Hurtigere beslutningsproces
Derfor vil den nye præsident også have en hurtigere beslutningsproces i det nordiske samarbejde. Det er den anden hovedprioritet for det danske præsidentskab. Ved brug af den teknik, som alle politikere alligevel har ved hånden i dag, skal man blive bedre til at holde korte, spontane møder, når det kræves.

"I dag er der intet, der forhindrer, at vi kan holde et hurtigt møde en eftermiddag. Vi har teknikken til at kunne sidde i forskellige lande og alligevel holde møde. På den måde behøver man ikke vente på en beslutning i tre måneder, til vi mødes igen," siger Henrik Dam Kristensen, der håber, det vil gøre Nordisk Råd mere bidragende i forhold til de aktuelle debatter i de nordiske lande.

Det Arktiske spørgsmål
Det danske præsidentskab "arver" dog også en hovedprioritet, nemlig det som kaldes det arktiske spørgsmål. Det danske formandskab vil arrangere en konference om Arktis og søfartsssikerhed på Færøerne. Og dertil håber man at kunne komme tættere på enighed om et redningsberedskab, hvis der sker en skibsulykke.

"Det arktiske forhold er nogle, vi altid arbejder med. Og det giver god mening. Der kommer flere og flere sejlbåde i Arktis, og der er for eksempel intet samlet søkort over området endnu," fortæller Henrik Dam Kristensen.

Hvis Thorning-Schmidt bliver statsminister
Inden den danske formandskabsperiode udløber, så vil der jo som bekendt også have været et folketingsvalg i Danmark.

Og her spiller den erfarne socialdemokrat en vigtig rolle for sit parti. Dam Kristensen er senest blevet nævnt som et socialdemokratisk bud på en ny integrationsminister. Derfor er der heller ingen slinger i valsen, når spørgsmålet kommer til, hvordan der vil blive prioriteteret, hvis Helle Thorning-Schmidt (S) skulle ende som statsminister og ber Henrik Dam Kristensen træde ind i regeringen.

"Så skal der findes en anden præsident for Nordisk Råd resten af året. Min største og vigtigste prioritet er ikke at være præsident for Nordisk Råd - det er at få væltet regeringen," understreger Henrik Dam Kristensen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Henrik Dam Kristensen

Formand, Interforce og fhv. formand, Folketinget, fhv. MF (S)
postbud

0:000:00