Pape er fortaler for regeringsdeltagelse, men i store dele af partiet er modstanden massiv

*Rettet 29/11 klokken 13.00: Det fremgik tidligere af indlægget, at K's politiske ordfører, Mette Abildgaard, var blandt "mindre vokale tilhængere" af at gå i regering. Det kan Altinget ikke dokumentere, hvorfor det er fjernet fra artiklen. Altinget beklager fejlen.

Da Det Konservative Folkeparti i 2016 blev inviteret ind i VLAK-regeringen, afstedkom det kun meget begrænset kritik fra baglandet. Nedsmeltningen i den blå blok var dengang så massiv, at der var en generel accept af, at regeringsdeltagelse var vejen at gå for at forsøge at holde sammen på stumperne.

Og det på trods af at Pape havde lovet ved 2015-valget, at man kun ville gå i regering, hvis man fik fremgang. Det fik man som bekendt ikke.

For Pape selv var der i 2016 sandsynligvis også et element af overlevelseskamp i regeringsdeltagelsen. Internt i både gruppe og medarbejderstab var der i løbet af efteråret 2016 begyndt at brede sig en opfattelse af, at den ikke fløj ret meget længere.

Pape virkede mere og mere demotiveret i oppositionsrollen, og hele efteråret havde partiet været stort set fraværende fra den offentlige debat. Resultatet udeblev heller ikke. En historisk lav opbakning det efterår på kun 2,3 procentpoint hos Greens Analyseinstitut.

Alt det ændrede sig til det positive, da man kom i regering. Man fik forhandlet tre gode ministerposter hjem, som passede de konservative kernevælgere godt, og Pape virkede som justitsminister endelig til at have fundet sig selv i landspolitik.

Godt hjulpet på vej af en mappe fyldt med strammerforslag på især bandeområdet, hvoraf mange var udviklet under forgængeren, Søren Pind, begyndte Pape langsomt at brænde igennem og målingerne at stige.

Hvis Pape i dag kommer tilbage fra de igangværende regeringsforhandlinger og igen anbefaler folketingsgruppen regeringsdeltagelse, vil modtagelsen være langt mere skeptisk, end den var i 2016. I både folketingsgruppe og især i baglandet vil der denne gang være direkte modstand mod projektet.

Allerede nu er det dog tydeligt, at der er toneangivende fortalere både for og imod regeringsdeltagelse

Benny Damsgaard

Spørgsmålet om regeringsdeltagelse blev onsdag i sidste uge drøftet i gruppen. Der blev ikke taget stilling, men drøftet for og imod. Allerede nu er det dog tydeligt, at der er toneangivende fortalere både for og imod regeringsdeltagelse.

Kilder med indsigt i forløbet fortæller, at fortalerne på onsdagens møde især var generalsekretær Søren Vandsø og Pape selv. Mindre vokale tilhængere var blandt andre gruppeformand Mai Mercado*.

Modstanden kom især fra Rasmus Jarlov. Mange talte dog både for og imod, da situationen stadig er uafklaret. Modstanden mod regeringsdeltagelse er i både folketingsgruppe og bagland todelt.

For det første har tilliden til Pape og Vandsø lidt et betydeligt knæk under valgkampen. Utilfredsheden over tilrettelæggelsen og udførelsen, og ikke mindst den mangelfulde håndtering af Papes mange personsager, er stadig betydelig.

Mange er derfor ikke længere helt trygge ved Papes og hans nærmeste rådgiveres driftssikkerhed. Især ikke i så vanskelig en situation som det vil være, hvis man kommer ind som næstmindste parti i for eksempel en SVKR-regering, hvor man ikke kan forvente at få lige så gode ministerposter som i VLAK.

For det andet afskrækker udsigten til den massive kritik, som man kan se frem til fra den resterende del af blå blok, hvis man går med i regering med Socialdemokratiet. Samarbejdet i VLAK-regeringen var på ingen måde gnidningsløst, men da det dengang kun var DF, der stod udenfor på borgerlig side, var risikoen for kritik fra højre side relativt begrænset.

Freden, som blev forstærket af LA's og DF's fortsatte konflikt, gjorde, at man hos K dengang fik relativt ro og fred til at fokusere på genopbygningen.

I dag er den situation anderledes, og det er her, sammen med betydelig modvilje mod Socialdemokratiet, at den primære reservation i forhold til regeringsdeltagelse skal findes. LA er lige kommet ud af et valg med massiv fremgang og er klar til, som under VK-regeringen, at kritisere V og K fra højre på især den økonomiske dagsorden.

På den værdipolitiske akse har man i dag Danmarksdemokraterne som allerede har signaleret, at de, til forskel fra DF under VLAK, opfatter regeringssamarbejde med socialdemokraterne som noget nær borgerligt forræderi.

Går man ud i baglandet, er modstanden mod regeringsdeltagelse markant og relativt set større end i gruppen

Benny Damsgaard

Går man ud i baglandet, er modstanden mod regeringsdeltagelse markant og relativt set større end i gruppen. På den interne konservative Facebook-debatside, K-debat, er der i denne tid stort set udelukkende negative kommentarer om konservativ regeringsdeltagelse – og mange af dem.

En lang række konservative profiler har også allerede været ude og tage offentligt afstand fra regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

På weekendens hovedbestyrelsesmøde var fokus på evaluering af valgkampen. Den del forløb relativt fredeligt med forventet opbakning til formand og gruppe. En del af indlæggene under evalueringsdiskussionen kom dog også ind på spørgsmålet om regeringsdeltagelse, og her var modstanden mod regeringsdeltagelse massiv.

Op mod 80 procent af indlæggene, hvor emnet blev berørt, advarede således direkte mod at indgå i en socialdemokratisk ledet regering.

Om det kan lykkes Pape at komme tilbage med så store konservative fodaftryk fra forhandlingerne, at han kan overvinde skepsissen i gruppe og især bagland er, som tingene står nu, højst usikkert.

Det er svært at se den unikke konservative sejr -i stil med afskaffelsen af formueskatten - som man fik ved finanslovsforliget med Nyrup-regeringen i 1995, som kan få tingene til at vende. Venstre er for eksempel allerede gået i gang med at tage ejerskab til en eventuel hævelse af topskattegrænsen. Et synspunkt Venstre ellers lagde afstand til i valgkampen, hvor fokus på var på lettelser i bunden.

Rent formelt er det den konservative folketingsgruppe som træffer beslutningen om regeringsdeltagelse. Derfor kan et flertal i gruppen i princippet "bare" presse det igennem

Benny Damsgaard

Rent formelt er det den konservative folketingsgruppe, som træffer beslutningen om regeringsdeltagelse. Derfor kan et flertal i gruppen i princippet "bare" presse det igennem, hvis det er. Ovenpå den meget skuffende valgkamp er der dog ikke mange som tror, at Pape har styrken til det, uden at komme i betydelig modvind. Han risikerer i sidste ende at starte en fornyet diskussion om hans lederskab.

Omvendt bliver den kommende periode heller ikke nem for Pape eller Det Konservative Folkeparti, hvis man ikke går i regering.

Man risikerer igen at blive reduceret til et ligegyldigt mindre oppositionsparti under pres, som igen skal udvikle politik for at være interessant og kæmpe for alle overskrifter. En rolle som Pape traditionelt ikke har trives i.

Beslutningen om regeringsdeltagelse er ikke nem for Det Konservative Folkeparti.