Ritt Bjerregaards historiske valg 1994: Brevet til Nyrup

Mit første valg var til byrådet i Odense.

Jeg stod langt nede på den socialdemokratiske liste, så jeg regnede ikke med at blive valgt. Men på den sidste socialdemokratiske plads klarede jeg at komme med, og i 1970 blev jeg medlem af Odense byråd og kom til at arbejde med byplanlægning.

Også mit sidste valg i 2005 blev kommunalt. Her stillede jeg op som overborgmester i København. Ved dette valg stod jeg øverst på den socialdemokratiske liste og kunne trække på erfaringer fra mange andre valg.

Med folketingsvalget i 1971 startede rækken af valgkampe på landsplan. Først ved valget i 2005 holdt jeg op, men mens jeg var kommissær i EU fra 1995 til 1999, deltog jeg ikke i folketingsvalgene.

Alle valg er forskellige. Jeg har altid været glad for valgkampene. De sætter politikken på spidsen, forskelle mellem partierne bliver understreget. Det giver mulighed for at tale med mange mennesker lige der, hvor de er – i supermarkeder, på gaderne, på gymnasier og skoler, på højskoler og efterskoler med mere. 

Resultatet på valgdagen er afgørende. Er der stemmer nok til at danne regering? Eller må det overlades til andre partier? Jeg fik lov at prøve lidt af hvert. Spændingen var stor hver gang. Min egen rådvildhed blev understreget ved valget i 1975. Fyens Stiftstidende havde ved nytåret et meget omfattende horoskop. Det kastede jeg mig over for at se, hvordan det ville gå de personer, der sandsynligvis ville komme til at indgå i en regering.

Valgdage er både de bedste og de værste i enhver politikers liv. Det er her, vælgerne afgør, om vi skal fortsætte med at være deres tillidsmænd.

Ritt Bjerregaard
Forhenværende overborgmester, minister og EU-kommissær (S)

Når jeg så på Venstres og Socialdemokratiets kandidater, så mente jeg, at horoskopet viste, at Anker ville komme til at danne regering, selvom det var Poul Hartling, der havde vundet valget. Og sådan blev det minsandten efter adskillige dronningerunder.

Det valg blandt de mange, jeg har deltaget i, som fik størst betydning for mig, var folketingsvalget i 1994.

Forud for det havde Poul Nyrup Rasmussen i 1993 dannet en flertalsregering uden forudgående folketingsvalg – Poul Schlüter nedlagde efter tamilskandalen sin KV-regering. Nyrup var blevet formand for Socialdemokratiet efter at have vundet over Svend Auken, og han dannede en regering bestående af Radikale, Centrum-Demokraterne og Kristeligt Folkeparti.

Jeg blev spurgt om at blive trafikminister. Det var et mærkeligt tilbud, for jeg havde aldrig interesseret mig for eller arbejdet med trafikpolitik. Svend Auken skulle være miljøminister. Poul Nyrup så antagelig en mulighed for, at Svend og jeg kunne fortsætte den konflikt, der havde ført til, at han selv var blevet formand for Socialdemokratiet. Trafik og miljø er tit på konfliktkurs.

Jeg ville rigtig gerne have været med i regeringen efter de mange år i 1980'erne i opposition, men ikke på den post, så jeg sagde nej tak og blev derfor menigt medlem af den socialdemokratiske gruppe. 

Svend Auken og Ritt Bjerregaard i Folketinget 1992. FOTO: Thomas Sjørup/Ritzau Scanpix

Næppe bare hygge

Der skulle afholdes valg i 1994, og det var et afgørende valg for partiet: Nyrups første som formand for Socialdemokratiet og efter en kort periode som statsminister for en flertalsregering. Det var også for mig personligt afgørende.

Var vælgerne enige med mig i, at det var i orden at sige nej til trafikministerposten, eller syntes de, at det var underligt, at jeg ikke var mere ivrig efter at komme med i regeringen? Antallet af stemmer ville vise det. Og hvad ville der så ske?

Sommeren før valget inviterede Poul Nyrup mig på frokost i Statsministeriet. Det var en overraskelse, for jeg havde haft meget lidt med ham at gøre som menigt folketingsmedlem, så jeg var spændt på, hvad frokosten skulle gå ud på – det var næppe bare hygge!

Han ville høre, hvad jeg selv havde tænkt mig efter valget, og hvilken rolle jeg ønskede at spille. Vi snakkede om partiets situation i det hele taget. Jeg var kritisk og lovede efterfølgende at sende ham et brev om, hvordan jeg så på den politiske situation for Socialdemokratiet.

I det skrev jeg blandt andet, at "der var en modsætning imellem, hvad vore aktive partimedlemmer mente: De vil helst have Stauning tilbage, mens befolkningen som helhed godt var klar over, at vi stod over for store omstillinger. Vi skulle kunne overbevise dem om, at du og vi i partiet var bedst til at stå i spidsen for den omstillingsproces … Socialdemokratiet har ved tilrettelæggelsen af sit tv-image været tilbøjelig til at prioritere husfreden frem for gennemslagskraften. Det er et valg, man kan foretage, hvis man synes, man har råd til det."

Brevet sluttede med, at jeg understregede min interesse i at blive EU-kommissær, "fordi jeg har sat mig grundigt ind i sagerne, og fordi jeg gerne ville prøve kræfter med en international administration og et større miljø end det danske. Det ville for mig desuden have den fordel, at jeg ville komme på afstand af ærgrelserne over den danske indenrigspolitik, og jeg forestiller mig, at det ville være en god måde for mig at slutte på efter cirka 30 års politisk arbejde."

(Det med at slutte mit politiske arbejde var vist kun noget, jeg mente ved denne lejlighed, og den undrer mig i dag). I bind tre af mine Erindringer, der udkommer til efteråret, skriver jeg om, hvorfor det var så vigtigt for mig med EU-posten.

I egenskab af Danmarks EU-kommissær holder Ritt Bjerregaard tale på Socialdemokratiets kongres i 1997. Få år inden havde Nyrup ifølge hende lovet et tæt samarbejde for at give EU-politikken nyt liv. "Desværre viste hans tilbud sig ikke at have noget indhold," skriver hun. FOTO: Claus Bonnerup/Ritzau Scanpix

På tour med Brixtofte

Antallet af stemmer ville være medvirkende til at bestemme, hvad Nyrup ville tilbyde, og det var også klart, at jeg ikke så godt en gang til kunne sige nej til et tilbud om at være med i regeringen. Derfor brugte jeg sommeren på at udarbejde skitsen til et nyt forskningsministerium, der var langt mere potent end det eksisterende, fordi blandt andet sektorforskningsinstitutterne skulle med ind i det.

Det blev aldrig til noget. Poul Nyrup fortalte mig senere, at han havde prøvet, men den radikale Margrethe Vestager ville ikke være med, og hun var undervisningsminister.

Min valgkamp var i høj grad koncentreret om Fyn. Det var her, mine stemmer skulle hentes, og det var så heldigt, at Venstre opstillede Peter Brixtofte, der var kendt som en dynamisk borgmester i Farum. Han og jeg turede rundt til alle undervisningsinstitutionerne og havde nogle forrygende debatter, ikke mindst på gymnasierne. Vi havde det sjovt sammen, og det smittede af på forsamlingerne.

Valget gik ikke så godt for Socialdemokratiet og dermed for Poul Nyrup. Partiet tabte 7 mandater. Den store sejrherre var Venstre, der vandt 13 mandater, men ikke nok til med blå stemmer at kunne danne regering. De Konservative havde tabt tre mandater.

Valget blev en stor succes for mig med 75.232 stemmer, heraf 44.599 personlige – 37,5 procent personlige stemmer af de socialdemokratiske på Fyn (118.925). Jeg var overvældet og glad.

Valgdage er både de bedste og de værste i enhver politikers liv. Det er her, vælgerne afgør, om vi skal fortsætte med at være deres tillidsmænd. Hvor var det dejligt, at vælgerne på Fyn ikke havde haft noget imod, at jeg sagde nej til at blive trafikminister, tværtimod, de gav mig massevis af stemmer og dermed lige så meget tillid. Jeg fordoblede mit personlige stemmetal.

"Ritt tog Fyn med storm", som Morgenposten skrev 23. september 1994.

Ritt Bjerregaard til valgmøde for eleverne på Vestfyns Gymnasium i 1994. Forrest ses Steen Gade (SF) og i baggrunden Bjørn Elmquist (R). FOTO: Erik Luntang/Ritzau Scanpix

Til sidst bed jeg hovedet af al skam

For Nyrup spillede det en afgørende rolle, at Enhedslisten for første gang blev repræsenteret med seks mandater, og de pegede på ham som statsminister. Kristeligt Folkeparti gled helt ud. Nyrup kunne 27. september danne sin anden regering, og i den indgik både Centrum-Demokraterne og Radikale.

Sammen med alle de andre folketingsmedlemmer, der ventede på at få at vide, om de skulle med i den nye regering, var jeg på Christiansborg.

Min gode ven fra kaffeklubben, Helle Degn, kom forbi og var skuffet over, at hun ikke kom med i den nye regering. Jeg hørte ingenting.

Journalisterne samledes uden for mit kontor og ville vide, hvad jeg skulle være, men jeg havde intet at fortælle. Journalist Poul Schmidt, der var en erfaren Christiansborg-reporter, dukkede op og fortalte, at jeg skulle være EU-kommissær. Det var jo, hvad jeg allerhelst ville, men kunne det være rigtigt? Jeg turde slet ikke juble over den mulighed. Ingenting skete.

Til sidst bed jeg hovedet af al skam og ringede over til sekretærerne i Statsministeriet. De skulle nok sige til Nyrup, at jeg havde ringet. Så skete der noget. Jeg blev inviteret over til Poul. Bare os to til en snak. Jo, han ville gerne, at vi kunne fortsætte vores samarbejde, når han nu ville udnævne mig til EU-kommissær. 

Brudte løfter

Samtalen blev mere fortrolig, da vi sad over for hinanden med kaffe i kopperne. Han mente, at vi med vores på mange måder ens baggrund havde langt mere tilfælles, end jeg havde haft med Svend Auken, der var fra den bedre middelklasse.

Jeg havde også læst om Pouls opvækst i Esbjerg og vidste godt, at han var mønsterbryder, og at jeg også var det. Det lød lovende, og jeg ville gerne have et tæt samarbejde med ham og så for mig, at jeg også derigennem kunne give EU-politikken nyt liv. Desværre viste hans tilbud sig ikke at have noget indhold. Det hørte med til Nyrups stil at klappe folk på skulderen og sige:

"Det er da alt for lang tid siden, vi har drukket en kop kaffe sammen!"

Derefter skete der ingenting. Heller ikke i forhold til mig.

Jeg dansede ud af statsministerkontoret. EU-kommissær! Det kunne ikke være meget bedre, så om aftenen åbnede Søren (Mørch, historiker og forfatter, red.) og jeg en flaske Vintage-portvin og skålede på de nye muligheder, som vi begge glædede os til, og hvor jeg var sikker på, at jeg kunne medvirke til en fornyelse af EU-politikken i Danmark.

Socialdemokratiet blev igen leder af en regering, men denne gang ikke en flertalsregering, og partiet blev åndet i nakken af et sejrrigt Venstre med Uffe Ellemann-Jensen i spidsen.

Hele processen i EU for de nyudpegede kommissærer kunne gå i gang.