Analyse af 
Erik Holstein

Rwanda-melding maler Radikale ind i et hjørne

Radikale har strammet retorikken om Rwanda-modellen så meget, at partiet lige nu har placeret sig på den anden side af Enhedslisten. Planen om at sende asylansøgere til Rwanda står og falder med, om flygtninges menneskerettigheder kan sikres i Rwanda.

Den radikale leder Sofie Carsten Nielsen strammede den radikale linje over for Rwanda-modellen, men ikke alle radikale er vilde med den udvikling. 
Den radikale leder Sofie Carsten Nielsen strammede den radikale linje over for Rwanda-modellen, men ikke alle radikale er vilde med den udvikling.  Foto: Arthur Cammelbeeck/Altinget

”Øh, hvordan landede vi lige der?”

Ikke alle i den radikale folketingsgruppe var lige begejstrede for den seneste skærpelse af partiets position i forhold den omdiskuterede plan om at oprette et asylcenter i Rwanda. Taget for pålydende udelukker den nye radikale linje, at partiet kan komme med i en regering efter valget.

Tidligere var den radikale linje, at partiet ikke ville støtte en regering, der gennemfører Rwanda-modellen. Det er nu skærpet til, at partiet ikke engang vil støtte en regering, der ”arbejder for” et asylcenter i Rwanda, som spontane asylansøgere fra Danmark skal overføres til. Og det er en skærpelse, der har mere end semantisk betydning.

Pragmatisk venstrefløj
På Christiansborg er mange stadig i tvivl om, hvorvidt Rwanda-modellen nogensinde bliver en realitet, det gælder ikke mindst blandt støttepartierne. Derfor har SF og Enhedslisten indtil videre anlagt en mere taktisk linje.

Enhedslisten har ikke meldt endeligt ud, men meget tyder på, at partiet vil udskyde opgøret om Rwanda-modellen til det øjeblik, det – mod Enhedslistens forventning - bliver til virkelighed. Så man først trækker støtten til S-regeringen i det øjeblik, den første asylansøger fra Danmark lander i Rwanda. Man vil ikke levere magten til de borgerlige på et sølvfad på grund af noget, der måske aldrig bliver en realitet.

SF er også imod Rwanda-projektet, men lader emnet indgå i en samlet vurdering med klima, socialpolitik og børn og unge. Det efterlader Radikale på en mere yderliggående position end både SF og Enhedslisten.

Luftkastellet tager form
Diskussionen om Rwanda er flammet op igen, efter udlændingeminister Kaare Dybvad Bek (S) sammen med udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) i sidste uge var i Rwanda. Her erklærede det centralafrikanske land sig for første gang rede til at modtage asylansøgere fra Danmark.

Dermed er man kommet et pænt skridt nærmere virkeliggørelsen af den idé, som blev hældt af brættet af både politikere og kommentatorer, da socialdemokraterne lancerede den tilbage i 2018. Det var et bluffnummer, valgflæsk, totalt urealistisk, måtte man forstå.

Dengang lød argumentet, at man aldrig ville få noget land i den tredje verden til at modtage asylansøgere fra Europa. Den indvending viste sig at være temmelig ukorrekt.

Her finder man en af de væsentlige årsager til de hårdere toner fra Radikale. Man anser ikke længere Rwanda-projektet for et luftkastel, og man vil have det standset, inden en ny regering er etableret.

Menneskerettighederne
For Radikale er der mindst tre argumenter for at stoppe Rwanda-modellen:

For det første er der spørgsmålet om menneskerettigheder. Rwanda er reelt et diktatur, og der er rapporter om, at flere flygtninge i Rwanda for nogle år siden blev skudt under en demonstration imod nedskæring af deres madrationer. Så problemet er reelt nok.

I regeringen henholder man sig til, at Rwanda har modtaget ros fra FN’s Flygtningehøjkommissariat UNHCR for at modtage flygtninge fra Libyen, og man undrer sig over, hvordan FN kan mene, at Rwanda er egnet til at modtage flygtninge fra Libyen, men ikke fra Europa.

Socialdemokraterne hæfter sig samtidig ved, at Radikale faktisk støtter EU’s flygtningeaftale med Tyrkiet, selvom præsident Erdogans krænkelser af menneskerettighederne er helt systematiske.

Ikke desto mindre er spørgsmålet om sikring af asylansøgernes rettigheder den vigtigste tilbageværende hurdle, før et dansk center i Rwanda kan blive til virkelighed.

Internationale forviklinger
For det andet kritiserer Radikale, at de danske bestræbelser slet ikke har international opbakning. Såvel FN som den afrikanske union (AU) og EU-Kommissionen har vendt sig mod de danske planer. Radikale mener derfor, at Rwanda-projektet er i strid med forståelsespapiret, hvor der står, at regeringen vil ” søge international tilslutning til et fremtidigt og mere humant asylsystem indenfor gældende international ret.” 

Regeringen peger derimod på, at flere europæiske lande uformelt har vist stor interesse for det danske initiativ. Desuden har Storbritannien allerede indgået en aftale med Rwanda, der ganske vist er sat i bero, indtil retten har taget stilling til en række enkeltsager. Regeringens forventning er, at flere europæiske lande hurtigt vil kopiere den danske model, hvis den føres ud i livet og kommer til at virke i praksis.

Inhumant asylsystem
For det tredje er der den helt overordnede politiske og moralske vurdering af projektet.
Her ser Radikale – og andre kritikere – Rwanda-modellen som ansvarsforflygtigelse, hvor Danmark skubber ansvaret for asylansøgere over til et afrikansk land – og mere indirekte til andre europæiske lande.

Omvendt pointerer regeringen, at det nuværende asylsystem er brudt sammen og fungerer inhumant, og at mange drukner på vej over Middelhavet, mens menneskesmuglerne skummer fløden. En vurdering Radikale er enige i. Regeringen afviser, der er tale om national-egoisme, fordi man i stedet for spontane asylansøgere vil tage kvoteflygtninge gennem FN-systemet.

Langt til regeringskontorerne
Der er således nok af substans-uenighed om Rwanda, men der er alligevel en vis undren på Borgen over, at Radikale har valgt at køre striden så ultimativt op. For også her står Radikale over for deres sædvanlige dilemma i udlændingepolitikken: De er utilfredse med Socialdemokratiet, men de kan ikke få et bedre resultat med de blå.

Radikale står over for deres sædvanlige dilemma i udlændingepolitikken: De er utilfredse med Socialdemokratiet, men de kan ikke få et bedre resultat med de blå.

Erik Holstein, politisk kommentator, Altinget

Drejede det sig kun om at deale med Venstres Jakob Ellemann-Jensen og den konservative Søren Pape Poulsen, kunne den radikale leder Sofie Carsten Nielsen måske godt lave en studehandel, der indebar et stop for Rwanda-projektet. Hverken Pape eller Ellemann virker på det personlige plan særlig begejstrede for idéen.

Men de to partier har ikke desto mindre stemt for en en principiel tilslutning til projektet, og de borgerlige ledere ved udmærket, at de ikke kommer til magten via radikale stemmer. Ellemann og Pape skal også bruge stemmer fra Morten Messerschmidt (DF), Inger Støjberg (DD) og Pernille Vermund (NB), og de tre indvandrerkritiske partier har på ingen måde tænkt sig at acceptere udlændingeindrømmelser til Radikale.  

Principielt og problematisk
Radikale kan i valgkampen bryste sig af at stå på en klar og principiel udlændingepolitisk platform. Det kan give et godt udgangspunkt i de skarpe debatter.
Prisen er, at det igen bringer Radikale langt væk fra regeringskontorerne – og placerer partiet på en yderposition snarere end den eftertragtede midterposition, de radikale politikere så inderligt længes tilbage til.

Det er en af grundene til, det ikke er alle radikale, der er lige begejstrede for den skærpede kurs. Men bekymringen går videre end det.

For ikke alene bevæger Radikale sig væk magten og den traditionelle radikale rolle. Man risikerer også at ændre partiets DNA gennem en gradvis udskiftning af medlemmerne, hvis partiet igen kaprer stemmer og medlemmer på en fløjbetonet valgkamp. Som det skete tilbage i 2019.

Omtalte personer

Sofie Carsten Nielsen

Politisk leder (R), MF
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2002), MA i europæisk politik og administration (Brügge, Belgien, 2001)

Kaare Dybvad Bek

Udlændinge- og integrationsminister, MF (S)
cand.scient. i geografi og geoinformatik (Københavns Uni. 2012)

Flemming Møller Mortensen

Minister for udviklingssamarbejde og for nordisk samarbejde, MF (S)
sygeplejerske (Sygeplejeskolen i Aalborg 1988), salgsuddannet (AstraZeneca 2004)

    Politik har aldrig været vigtigere

    Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion