Seniorforsker: Udenrigsministeren taler udenom i Taiwan-sag

Den udstiller nemlig ikke blot dansk enegang på et uhyre følsomt område med storpolitiske forgreninger, men også en højst besynderlig administrationspraksis, der i bedste fald hviler på et tvivlsomt retsgrundlag.

Alt imens gjorde ministeren på samrådet sit ypperste for at glide af på spørgsmålene – og i enkelte tilfælde tilsyneladende fordreje virkeligheden.

Virkeligheden fordrejes, og debatten afspores

Allerførst lidt om selve sagsproblematikken, som Berlingske har løftet sløret for.

I marts sidste år kunne avisen afsløre, at de danske myndigheder pludselig var begyndt at registrere herboende taiwanere som borgere i Kina i deres danske opholdstilladelser og sågar statsborgerskabsbeviser.

Den ændrede praksis udløste et ramaskrig fra taiwanerne i Danmark, det taiwanske repræsentationskontor i København samt Taiwans udenrigsminister, hvilket fik Lars Løkke Rasmussen (M) til at bebude en undersøgelse af, “hvad praksis for registrering af borgere fra Taiwan er, og hvad andre ligesindede lande gør”.

Undersøgelsen blev afsluttet i december, og på fredagens samråd i udenrigsudvalget fik folketingspolitikerne endelig mulighed for at spørge ind til resultaterne.

Fremmødet var begrænset, men spørgelysten stor hos Pia Kjærsgaard (DF), Steffen Larsen (LA) og Karsten Hønge (SF).

Alligevel måtte de forlade mødet med uforrettet sag, idet den nye – og i øvrigt bizart uensartede – administrationspraksis ifølge udenrigsministeren ikke vil blive rullet tilbage.

Tilbage sad man med oplevelsen af, at Løkke fordrejer virkeligheden for at afspore debatten og dermed begrave den betændte sag.

To nedslag i debatten er illustrative.

Udenrigsministerens logik halter

For det første foretog den danske udenrigsminister flere gange en kobling mellem Danmarks ét-Kina-politik og den ændrede praksis, hvor taiwanere nu kan registreres som kinesere af de danske myndigheder.

Fordi vi fra dansk side alene anerkender Folkerepublikken Kina – og altså ikke Taiwan – i diplomatisk og folkeretlig forstand, kan de danske myndigheder ikke for herboende taiwaneres vedkommende angive Taiwan som deres nationalitet eller statsborgerskab i officielle borgerattester, lod udenrigsministeren forstå.

Lad ligge, at vores 75 år gamle ét-Kina-politik igennem årtier ikke har hindret myndighederne i at gøre netop dette, for logikken halter i mere fundamental forstand.

At de danske myndigheder ikke længere må kategorisere taiwanere som borgere i Taiwan, indebærer jo ikke i sig selv nogen bemyndigelse til at stemple dem som kinesere.

Andreas Bøje Forsby
Seniorforsker, DIIS

At de danske myndigheder ikke længere må kategorisere taiwanere som borgere i Taiwan, indebærer jo ikke i sig selv nogen bemyndigelse til at stemple dem som kinesere.

Man fristes til at spørge til den bagvedliggende hjemmel for denne praksisændring.

Officielt har Danmark nemlig aldrig tilsluttet sig Beijings såkaldte ét-Kina-princip, om at Taiwan er en uadskillelig del af Folkerepublikken Kina.

Man kunne endda let få den tanke, at Udenrigsministeriets modvilje mod en "harmonisering af registreringspraksis på tværs af ministerier" bunder i den tvivlsomme hjemmel.

Kun to EU-lande refererer til taiwanere som borgere i Kina

For det andet leverede Løkke et både misvisende og stærkt mangelfuldt svar på det mest prekære aspekt af undersøgelsen, nemlig "hvad ligesindede lande gør".

Som udgangspunkt ville udenrigsministeren slet ikke indvie Udenrigsudvalget i undersøgelsens resultater på dette punkt grundet sagens sensitive karakter, uagtet at der i praksis er tale om offentligt – omend vanskeligt – tilgængelige oplysninger.

Herudover affærdigede han i sin indledende redegørelse kontant beskrivelsen af dansk enegang på dette område som noget, "jeg ingenlunde kan genkende".

Men realiteten er, at Danmark (og Luxemborg) er de eneste EU-lande, der lader deres myndigheder referere til taiwanere som borgere i Kina.

Hertil kommer Norge og Island, som står i en langt mere sårbar position uden for EU, hvilket nordmændene erfarede i 2010-16, da Kina havde afbrudt al politisk kontakt med Norge (på grund af tildelingen af Nobels fredspris til den kinesiske systemkritiker Liu Xiaobo).

Nogle af de øvrige EU-landes administrative kategorisering af taiwanere er ganske vist ligeledes præget af en vis inkonsistens, men de stempler dem ikke som kinesere.

Og hvad så, vil nogen måske indvende.

En administrationspraksis, som ikke er en liberal stat værdig

Sagen drejer sig om cirka 500 herboende taiwanere og har ifølge Udenrigsministeriet "ikke hidtil givet anledning til juridiske eller administrative problemer for de berørte".

Den kontroversielle danske administrationspraksis lader til at være endnu en indikator på et stadig mere fremskridende knæfald for det ét-Kina-princip, som Beijing forsøger at påtvinge resten af verden.

Andreas Bøje Forsby
Seniorforsker, DIIS

Hvis vi ser bort fra de følelsesmæssige omkostninger, som næppe vejer tungt i Udenrigsministeriets beslutningskalkuler, er der imidlertid adskillige andre gode grunde til at tage sagen alvorligt.

Den kontroversielle danske administrationspraksis lader til at være endnu en indikator på et stadig mere fremskridende knæfald for det ét-Kina-princip, som Beijing forsøger at påtvinge resten af verden.

Og i stedet for at støtte op om Asiens førende liberale demokrati risikerer Danmark med sin nærved enegang at skabe en præcedens blandt andre EU-lande.

Hertil kommer de omdømmemæssige omkostninger for det danske frontlinjedemokrati, som ifølge statsminister Mette Frederiksen skal "tage opgaven på sig" med at stå op imod Kina og de øvrige "mørke kræfter".

Endelig handler det om en højst mærkværdig og tilsyneladende uretmæssig administrationspraksis, som vel ikke er en liberal retsstat værdig.

Udenrigsministerens udenomssnak bliver næppe det sidste punktum i sagen.