Anmeldelse: SF-strategen fra sovesalen

ANMELDELSE: Aage Frandsen står som selve inkarnationen af SF i 80'erne og 90'erne, og hans politiske erindringer er en guldgrube for en partihistoriker. Men bogen er meget nørdet og har for stort fokus på proces frem for de lange politiske linjer.

Altingets vurdering: 3/6

Man har aldrig kunnet beskylde ham for pampertendenser.

Selv i de år, hvor han var formandens nærmeste rådgiver, næstformand i partiet og nestor i hovedbestyrelsen, sov Aage Frandsen i en sovepose på de berygtede gymnastiksale på folkeskoler i provinsen. En stil, der lå meget bedre til Aage Frandsen end SF-landsmøder på fancy hoteller, hvor en almindelig bajer koster 58 kroner.

Aage Frandsen kender SF som sin egen lomme. Han sad flere perioder i Folketinget, han var en vigtig sparringspartner for SF-formand Gert Petersen, og han var efterfølgeren Holger K. Nielsens tætteste rådgiver. Frem for alt kender han partiets græsrødder gennem sine 34 år i SF's hovedbestyrelse. Så der er god logik i, at veteranen nu har skrevet sine politiske erindringer.

Bogen har fået den ikke særlig originale, men rammende titel ”Folkesocialisten – SF's historie fortalt af Aage Frandsen”. Og det er præcis, hvad det er: En partihistorie, der gør rede for landsmødebeslutninger, partiprogrammer og forslag i Folketinget. En del af det temmelig tungt læsestof.

Gruppeformand hyppede egne kartofler
Der er dog også mere underholdende elementer om spillet bag kulissen. Aage Frandsen er generelt meget loyal – selv over for de kammerater, der har forladt SF – men enkelte får et drag over nakken. Det gælder specielt den tidligere gruppeformand Jes Lunde, der skildres i et decideret pinligt lys.

Bogen beskriver, hvordan Lunde som finansordfører forsøgte at blokere Nyrup-regeringens planer om at finansiere en lettelse af selskabsskatten med en begrænsning af de meget gunstige afskrivningsregler for landbruget. En model, der flugtede fint med SF's politik. Men som Aage Frandsen tørt bemærker, var Jes Lunde selv en aktiv fritidslandmand!

Lunde havde uden om SF's ledelse givet Venstre-formand Anders Fogh Rasmussen håndslag på, at SF ville blokere, og til finansminister Mogens Lykketofts (S) frustration måtte man i første omgang droppe idéen. Et par år efter måtte Lunde dog kapitulere, men først efter et langvarigt og absurd forløb, hvor han igen kørte sin egen linje.

Det var en ekstrem illoyalitet fra Lundes side, men historien viser også en konfliktsky SF-ledelse. Som Aage Frandsen skriver:

”Det havde været godt, hvis Holger som formand havde taget initiativ til at løse konflikten. Jeg kunne også selv have forlangt, at der blev truffet en afgørelse tidligere, så jeg var ikke uden medansvar for det kaos, som SF bidrog til.”

Ja, mon ikke! I de fleste andre partier havde Lundes optræden ført til en omgående fyring som gruppeformand eller eksklusion af partiet.

For meget folkehøjskole
Den slags beskrivelser af spillet bag kulissen er super spændende for læseren. Det skulle bogen have satset mere på i stedet for en endeløs opremsning af vedtagelser i forskellige SF-organer.

Med al respekt har de fleste beslutninger på SF's landsmøder og hovedbestyrelse kun teoretisk interesse, fordi de ingen chance har for at blive til virkelighed. Det interessante er de afgørende øjeblikke, hvor der har været et historisk vindue for SF.

Et sådan vindue var den socialdemokratiske regerings forslag om obligatorisk overskudsdeling på virksomhederne tilbage i 1979. Det afviste SF's hovedbestyrelse med 15 stemmer mod 13 at forhandle om. Hvis SF havde taget en anden beslutning, havde det fået langsigtet betydning for selve den økonomiske struktur i Danmark. Men den konflikt får kun to sider i bogen.

Derimod bruges der fire sider på at beskrive, hvordan Aage Frandsen i 90'erne puslede med et folketingsforslag til ”demokratisering af økonomien”. På det tidspunkt var det totalt ligegyldigt, for det politiske vindue var for længst hamret i.

Der går simpelthen for meget folkehøjskole – og debat for debattens skyld – i bogen. Men det er på den anden side kendetegnende for Aage Frandsens tilgang til den politiske verden.

Hårde opgør om EU
På samme måde med EU-politikken. Her var også et vindue, hvor SF i enkelte situationer blev tungen på vægtskålen. Som ved EF-afstemningen om Maastricht-traktaten i 1992, hvor den nyvalgte formand Holger K. Nielsen spillede en afgørende rolle for nej-sidens sejr. Hans mundrette slogan ”Holger og konen siger nej til Unionen” blev eksemplet på den voksende modstand mod EF.

Men SF skiftede kurs og anbefalede et ja til Edinburgh-traktaten i 1993, der som bekendt var Maastricht-traktaten minus fire danske undtagelser. Det førte mange steder til en enorm vrede mod Holger K. Nielsen, der i stedet for hyldest blev mødt med kasteskyts i Fælledparken og sloganet:

”Holger og Madammen siger ja og amen.”

Aage Frandsen beskriver udførligt de interne SF-debatter om traktaten, og hvordan Holger K. Nielsen efterfølgende sørgede for, at modstanderne ”fortsat kunne føle sig som lige så gode SF'ere som flertallet.” Men der er kun få refleksioner over de langsigtede politiske konsekvenser af partiets herresving.

Høj pris
Kovendingen blev dyr for SF. Ikke alene gav den Enhedslisten en chance for at komme i Folketinget i 1994, som Frandsen kortfattet bemærker. Det var faktisk en ret vigtig begivenhed, fordi SF dermed mistede patentet på at repræsentere venstrefløjen i Folketinget.

Beslutningen vingeskød også Holger K. Nielsen bare et par år inde i hans formandsperiode. Han var startet stærkt som formand, men fik aldrig samme popularitet igen efter nedturen i 1993. Og han fik aldrig den belønning i form af deltagelse i Nyrup-regeringen, som han tydeligt havde håbet på.

Og i forhold til selve EU-politikken fik SF's støtte til Edinburgh-traktaten enorm betydning. Hvis man ville have stoppet Unionstoget – og det var SF's erklærede mål dengang – skulle partiet have fastholdt nej'et. Det var præcis på det tidspunkt, der var politisk momentum.

At SF ikke helt havde fanget, hvor det bar hen, blev illustreret af, at Holger K. Nielsen stædigt blev ved at kalde EU for EF en tid efter det formelle navneskifte. For man var jo stadig imod udviklingen hen imod en union!

Det havde været interessant med nogle analyser af alt dette, mens det er jævnt uinteressant at få refereret interne SF-debatter om teksten i Amsterdam-traktaten, Nice-traktaten og Lissabon-traktaten. De debatter var uden praktisk betydning for dansk og europæisk politik.

Aage Frandsen elsker SF's debatkultur og medlemsdemokrati. Han var i en menneskealder dirigent på landsmøderne, hvor han på imponerende vis holdt styr på, om ændringsforslag 184B skulle til afstemning før forslag 183E – og at forslag 188F dermed var bortfaldet. Men læserne har ikke nødvendigvis samme veneration for et orgie af gamle landsmødevedtagelser.

Berettiget hån af kommentatorkorpset
Frandsens sublime føling med SF's partis græsrødder kan der til gengæld ikke stilles spørgsmålstegn ved. Derfor tror man også på, at han følte sig sikker på, at Holger K. Nielsen ville vinde over Steen Gade i 1991, og at Villy Søvndal ville vinde over Pia Olsen Dyhr i 2005. Den indsigt manglede hos mange politiske journalister.

Frandsen troede også på en sejr til Annette Vilhelmsen over Astrid Krag i 2012, og han er meget hånlig i sin beskrivelse af kommentatorernes vurdering af det opgør. Den hån er helt berettiget. Ingen af os havde forudset, at den tydeligt ukvalificerede Vilhelmsen ville tage stikket hjem. Det formandsvalg var bestemt ikke kommentatorernes ”finest hour”.

Aage Frandsen støttede Vilhelmsen, men han erkender, at hun skuffede sine støtter, fordi hun overhovedet ikke ”udfordrede regeringsgrundlaget”, som hun havde lovet. Alligevel fortryder han ikke sin støtte. For ham er Vilhelmsen stadig et mindre onde end gruppen omkring Astrid Krag og Thor Möger Pedersen, som Aage Frandsen opfatter som de rene partikaprere.

Kan SF komme igen?
I sine 44 år som SF-medlem har Aage Frandsen oplevet partiets storhed og fald. Flere gange endda. Det giver et vist perspektiv, og de sølle 4,2 procent, SF scorede ved valget i 2015, er ikke helt så traumatiske, når man som Frandsen kan huske det elendige resultat på 3,9 procent tilbage i '77.

Det var et absolut nulpunkt for SF, men med valget af Gert Petersen som ny formand gik det hurtigt fremad. Og kun ti år efter katastrofevalget scorede SF 14,3 ved valget i 1987. Et resultat, ikke engang Villy Søvndal kunne matche.

Med det lange bagtæppe er det logisk nok, at Aage Frandsen slutter bogen af med en vis optimisme:

”Kan SF gøre lidt af det samme, som SF gjorde efter valgnederlaget i 1977 ... Ja, hvorfor ikke?” spørger han. Og han har ret: Det er der principielt intet til hinder for.

Aage Frandsen var et omvandrende tværsnit af SF i en menneskealder, og han fortjener en bog.

Men ”Folkesocialisten” burde have været langt strammere redigeret og mere fokuseret. Det er egentlig lidt synd, for SF's gamle partitaktiker fortjener en ordentlig rune efter sig.

Folkesocialisten
SF's historie fortalt af Aage Frandsen
334 sider
299,95 kroner
Udkommer 12. april
Momenta

 

Forrige artikel Uffe Ellemann anmelder: Marie Krarups kolde krig Uffe Ellemann anmelder: Marie Krarups kolde krig Næste artikel Anmeldelse: Ida Aukens værdikamp minder om et afsnit af Borgen Anmeldelse: Ida Aukens værdikamp minder om et afsnit af Borgen
Frank Jensens problemer er først lige begyndt

Frank Jensens problemer er først lige begyndt

ANALYSE: Oprørerne mod Frank Jensen har ikke styrke til at vælte ham endnu. Men nedslidningen er i gang på flere fronter, og spørgsmålet er, hvor længe partiet og han selv tror på, at overborgmesteren faktisk kan vinde valget i 2021.