Kommentar af 
Christian Egander Skov

Skyldes Støjbergs succes virkelig, at vælgerne er kluntede og uvidende?

Uden at præsentere politisk substans har Inger Støjberg genskabt den folkelige midterposition, der de seneste to årtier har været forudsætningen for den borgerlige bloks styrke, skriver Christian Egander Skov. 

Ingen ringere end Kaare Dybvad (S) har for nyligt&nbsp;<a href="https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE14266122/inger-stoejbergs-tomme-pose/" target="_blank" rel="noopener">spiddet</a> de mange forsøg på at gøre sig vittig over Støjbergs kritik af "de københavnske saloner", skriver Christian Egander Skov.<br>
Ingen ringere end Kaare Dybvad (S) har for nyligt spiddet de mange forsøg på at gøre sig vittig over Støjbergs kritik af "de københavnske saloner", skriver Christian Egander Skov.
Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix
Christian Egander Skov
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

"Han er så uvidende og kluntet, at vælgerne genkender sig selv i ham."

Så hårdt og kontant faldt ordene fra den legendariske svenske statsminister, socialdemokraten Tage Erlander, da han i 1970'erne skulle forklare den popularitet, som Centerpartiets leder Thorbjörn Fälldin nød blandt de svenske vælgere.

Tage Erlander var en af den svenske velfærdsstat, Folkhemmets, arkitekter. I et land, hvor de socialdemokratiske folkhems-pionerer havde regeret næsten enevældigt, var han derfor også systemets mand.

Centerpartiet er i dag på mærkværdigvis blevet et parti, der bedst kan beskrives som en pendant til Det Radikale Venstre. Historisk var det dog landbrugets parti. Med en litterær stramning Udkantssveriges – eller i hvert fald det nære Sveriges – parti. I 1970’erne var partiet en særegen blanding af Danmarksdemokraterne og Det Radikale Venstre.

Erlander, den ledende politiker for et parti, hvis rødder og endnu levende base var landets stærkeste folkelige bevægelse, havde kun et arrogant håndkantsslag tilovers for Centerpartiet. I 1976 kom Fälldin til at stå i spidsen for den første borgerlige regering siden mellemkrigstiden.

Mange år senere i Danmark spiller Inger Støjbergs nye parti, Danmarksdemokraterne, en hovedrolle i det aktuelle og dramatiske opbrud, som dansk politik oplever lige nu.

Måske er vælgerne – som Erlander sagde – kluntede og uvidende? Eller måske er der en anden forklaring?

Christian Egander Skov

Det har ikke skortet på kritik af Støjberg, der bringer mindelser om Erlanders forsøg på at hælde Fälldin ned af brættet. Ingen ringere end Kaare Dybvad (S) har for nyligt præcist spiddet de mange forsøg på at gøre sig vittig over Støjbergs kritik af "de københavnske saloner", hvor eliterne mødes og gnubber albuer med hinanden.

Man skal faktisk være godt og grundig nedsunket i sin egen makronbund, hvis man afviser modsætningen mellem landets geografiske, økonomiske, politiske, kulturelle og symbolske centrum og dets periferi som et udtryk for gold populisme – eller hvis man bilder sig selv og omverden ind, at eliterne ikke i høj grad virker inden for netværk, hvor de omgås, udveksler idéer og har privilegeret adgang til en magt, som de fleste mennesker i større eller mindre grad er afkoblet fra.

Her er tale om grundforhold, der strukturerer de politiske modsætninger i det hele taget.

Nu står Støjbergs parti så til lige over 10 procent af stemmerne, har kurs med at blive landets fjerdestørste parti. Konservative er kun et mulehår foran. Dansk Folkeparti er mere eller mindre reduceret til Morten Messerschmidt, der både ligner sit partis stærkeste kort og dets akilleshæl.

Frem for alt har Inger Støjberg genskabt den folkelige midterposition, der de seneste mere end 20 år har været forudsætningen for den borgerlige bloks styrke. Det har hun indtil videre præsteret uden at præsentere meget politisk substans.

Hendes elite-kritik er performativ. Hendes jyskhed en teaterrekvisit. Aldrig har vi hørt så meget til Hadsund og omegn i dansk politik. Og til almindelig forargelse og forundring virker det.

Læs også

I Kristeligt Dagblad bevægede journalisterne sig helt ind på en bodega i Vendsyssel for at finde svaret på Støjbergs succes. Naturligvis måtte hendes kernevælgere findes dér – uden tvivl godt optaget af alt for megen øl.

Det hele kan virke noget nedslående, hvis man gik og opfattede politik som en disciplin, der ligger i forlængelse af bemestringen af det teknokratiske system, indsigten i de til enhver tid nødvendige reformer og kommunikationen af denne nødvendighed til de tøvende vælgere, der som Ellemann har peget på, ofte er konservative i ordets negative forstand.

Ja, måske er vælgerne – som Erlander sagde – kluntede og uvidende? Eller måske er der en anden forklaring?

Den venstreorienterede filosof Chantal Mouffe har peget på, at den teknokratiske politik per definition undertrykker det element af konflikt, der altid er til stede i et samfund, og derfor – enhver fortrængning til trods – også er (eller må være) til stede i politik. Populismen er, som idéhistorikeren Mikkel Thorup skrev i en anmeldelse af Mouffe, "den praktiske genpolitisering af det sociale. Det er genkomsten af undertrykte behov for demokrati og lighed."

Den analyse mere end antyder problemet i forestillingen om, at politik kan reduceres til udøvelsen gnidningsfri magt med udgangspunkt i en konsensus, der udsletter de interessemodsætninger, som præger ethvert samfund.

Derfor fungerer Støjbergs performative provinsialisme. Hun griber et skel, folk kender som virkelighed, fordi det i al sin kompleksitet og uklarhed er udtryk for virkeligheden. Og så mobiliserer hun på baggrund af det skel. Og mobiliseringen er første forudsætning for forandring.

Det er ikke mindst i Socialdemokratiet, at alvoren af den nye virkelighed må begynde at indfinde sig

Christian Egander Skov

Trods den manglende substans kan Støjberg nemlig være med til at sætte og fastholde en afgørende debat, sådan som Steffen Damsgaard for Landdistrikternes Fællesråd for nyligt har konkluderet.

I mellemtiden kan de systembærende partier så ærgre sig over, at de selv har skabt plads til Støjbergs succes gennem deres tilsyneladende overbevisning om, at problemet med Udkantsdanmark var mere eller mindre løst. Venstre har bejlet den højere urbane middelklasse helt i knæ og har formået at spalte partiet i alle retninger.

Alligevel er det ikke mindst i Socialdemokratiet, at alvoren af den nye virkelighed må begynde at indfinde sig. Her begyndte man fra efteråret 2021 at opfatte parties hidtidige folkelige linje som en hæmsko. Det blev for de allerede overbeviste cementeret med kommunalvalget, der fik partiet til radikalt at ændre signaler. Det skulle sikre dem sejren. I stedet siver vælgerne.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Inger Støjberg

MF, partistifter (DD)
MBA (Aalborg Uni. 2013)

Kaare Dybvad Bek

Udlændinge- og integrationsminister, MF (S)
cand.scient. i geografi og geoinformatik (Københavns Uni. 2012)

Christian Egander Skov

Historiker, konsulent ved Tænketanken Prospekt, redaktør for Årsskriftet Critique
ph.d. (Aarhus Uni. 2013), cand.mag., historie & religionsvidenskab (Aarhus Uni. 2010)

0:000:00