Søs Marie Serup om #metoo: Jeg har set den anden vej. Det stopper nu

ESSAY: Jeg vedkender mig fuldt ud, at jeg har været en del af den kultur, der har tiet: Det slutter nu. Sådan skriver Søs Marie Serup i dette essay om sexisme, magt og politik.

Skrevet af Søs Marie Serup Laybourn, politisk kommentator og forfatter til 'Da kvinder tog magten'

Jeg er ikke ekspert i hverken kvindebevægelse, feminisme, rødstrømper eller #metoo. Men jeg ved noget om magt, politik og samfundsdagsordner. Det, du nu skal til at læse, er hverken en politisk analyse eller tilstræbt objektivt. Det er mit helt personlige bud på nogle perspektiver på debatten.

Og lad det være sagt fra start: Jeg vedkender mig fuldt ud, at jeg har været en del af den kultur, der har tiet, set den anden vej og fundet praktiske hverdagsløsninger frem for at tage debatten åbent.

Jeg kan kun tale for mig selv, men jeg tror, det gælder mange i min generation af kvinder, når jeg efterrationaliserer, at jeg (måske vi) havde fokus på at komme til at sidde ved det bord, hvor magten var. Vi tog ”en af gutterne”-uniformen på, vi gik tidligt i seng, flyttede hænder med bestemthed og gjorde os selv blinde, døve og stumme over for den sexisme, der ikke lige var regulære voldtægter. Vi åd skovsneglen for at være med i hulen. Og dermed svigtede vi både vores egne idealer og de kvinder, der fulgte efter os.

Det slutter nu.

Jeg bakker op om #metoo og #enblandtos!

Som Peter Øvig Knudsen formulerede det på Facebook for nylig: ”Det handler ikke om at begrænse seksualiteten mellem os, det handler tværtimod om at sætte den fri fra tvang og overgreb. Vi står midt i en af de smukkeste frihedskampe i vores tid!”

Den anden dag så jeg et tweet fra en tidligere kær ven og kollega. Han havde taget et billede af et stramajbroderi i glas og ramme, som han ville hænge op i sit køkken derhjemme. I sirlige sting stod der: ”En kvindes plads er i revolutionen”.

Spørgsmålet er, om der er gang i en revolution lige nu.

Enhver generation genforhandler en slags samværskontrakt med hinanden. Dem, der i høj grad er arkitekterne bag det gældende samværskodeks, vil forsøge at bevare det samfund og de samværsformer, de selv har skabt. Men nye generationer kommer med andre ideer. Det var blandt andet det, der skete med ungdomsoprøret i 1968. Og det sker nu.

I starten kommer de nye stemmer som forposter eller varsler om en ny tid, men på et tidspunkt er de nok til, at det bliver en bølge.

Frank Jensen holder sit 40 minutter lange pressemøde på Københavns Rådhus 18. oktober. ”Jeg har været krænker,” indrømmer han. Dagen efter trak han sig som overborgmester. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

En bølge efterlader verden anderledes, end den fandt den. Sten bliver slebet runde, sand flytter sig, nogle gange vælter et sommerhus ned af en skrænt – andre ganger suger havet den sidste synlige beton fra den tyske bunker fra Anden Verdenskrig helt ned i dybet. Når bølgen kommer, er det sjældent åbenbart, hvad der bliver til blivende forandringer, og hvad der bliver korrigeret eller helt udvisket af den næste bølge.

Spørgsmål om kvinders stilling i samfundet har også bevæget sig i bølger. I 1915 kom den grundlovsændring, der gjorde, at kvinder 22. april 1918 første gang kunne stemme ved Folketingsvalg – og blive valgt. Der lå årtiers arbejde – og megen modstand fra både mænd og kvinder – forud for den forandring, som, vi alle i dag er enige om, var en rigtig god ide.

I 1924 blev Nina Bang (S) så den første danske kvindelige minister i Staunings regering. De næste to kom først i 1947, nemlig Fanny Jensen (S) og Bodil Koch (S). Men det var først fra 1970’erne, at ting rigtigt begyndte at forandre sig med de kvinder, der er født i 1940’erne. Ifølge dem selv, fordi tiden var til det. Da Ritt Bjerregaard i 1973 blev minister, var hun den kun 10. kvinde, der blev minister i Danmark.

En gylden generation
Den gyldne generation fra 1940’erne var så få, at vi husker dem meget tydeligt. Men de var også så mange, at de kunne ændre normen. Der havde været en kvindelig minister i mange regeringer før dem. En kvinde. Maksimalt to. Men normen, om at magt var noget med mænd, havde ikke ændret sig. Det gjorde den med den gyldne generation.

Jeg skrev i 2018 en bog om den bølge af kvinder i politik, der er født i 1940’erne, som jeg selv har beundret hele mit liv. Og jeg skrev allerede dengang, at: ”Når jeg i dag møder helt unge kvinder i 20-årsalderen, så minder de mig om kvinderne fra 40’erne,” og jeg uddybede: ”Og så finder de sig ikke i noget pis, for de ved, at de har opbakningen til at lave tingene om.” De demonstrerer en selvfølgelighed om deres ret til at lave ting om, som man ikke har set siden kvinderne fra 1940’erne.

Min egen generation fører i disse dage nogle slukørede samtaler med sig selv om, hvorfor vi ikke forandrede noget. Men der træder Jytte Hilden til med en slags feministisk benådning. Hun sagde nemlig i min bog, at det jo sådan set er naturligt, at der efter en revolution kommer en periode med konsolidering før den næste revolution. Jeg og mine generationssøstre har altså konsolideret – ikke så sexet som revolution, men dog en vigtig driftsopgave.

Og det var konsolideringsholdet, der snuppede titlerne som første kvindelige statsminister, udenrigsminister og finansminister. Det unge århundredes kvinder slog hul på magten, men 40’ernes kvinder indtog både bredden og højden af den – og konsolideringsholdet fastholdt og udbyggede med nogle af de allerøverste poster.

Men vi har aldrig rigtigt haft snakken med hinanden om, hvad vi ville med ligestillingen, og hvordan vi kunne hjælpe hinanden. I hvert fald ikke med en bred folkelig dagsorden. Vi har i stedet – med stor beundring – dyrket de kvinder, der tog kampen i 1970’erne.

Men – og det er ikke uvæsentligt at huske på – det var ikke alt det, kvinder kæmpede for i 1970’erne, der overlevede. Ligesom det ikke er alt som #metoo-generationen kæmper for, der vil stå i eftertiden. Derfor skal man måske også skrue en anelse ned for bekymringsbarometeret i den nuværende situation.

Rødstrømper og kvindebevægelsen
”En feministisk inkvisitorisk heksejagt forestået af en gruppe ikke-tilgivende, nådesløse furier og amazoner” – sådan skrev en tidligere radikal landsformand for få uger siden om #metoo-debattens forkæmpere. Det er nok ikke langt fra, hvordan man i 1970’erne beskrev rødstrømperne.

Rødstrømperne var vilde! Men vi har også en tendens til at huske tilbage på dem enten som en lille skør gruppe, der brændte BH’er og ville kalde vandhaner for vandhøner – eller se på dem som en meget større gruppe, end de var. Rødstrømperne var én del af kvindebevægelsen, som bestod af mange fraktioner med meget forskellige udgangspunkter og målsætninger.

Rødstrømperne var venstreorienterede radikale feminister, der organiserede sig mere i små grupper end som en samlet organisation. Målet var at omstyrte kapitalismen og patriarkatet – men i konkret politik handlede det om lige løn og lige vilkår. Det er kampen om lige vilkår, der har fået et nyt udtryk og nye konkrete målsætninger med #metoo-bevægelsen, som – ligesom 70’ernes kvindebevægelse – ikke er én samlet gruppe med ét veldefineret mål. Der er meget, #metoo-bevægelsens aktører er enige om, men ikke alt. Det skal jeg nok vende tilbage til.

Et andet sammenligningspunkt er rødstrømpernes basisgrupper, hvor man talte om privatliv, arbejdsliv og samfund – og nåede en erkendelse af, at kvinders erfaringer var ens. Det affødte søstersolidariteten, som handlede om at bakke hinanden op som kvinder.

I dag ser vi også erkendelsen af fælles erfaringer hos mediekvinder, forskerkvinder, tandlægekvinder, ungdomspolitiske kvinder – og så videre. Altså fælles kvindelige erfaringer på tværs af sektorer, indkomstgrupper og kulturelle forskelle, som man nu er enige om at bakke hinanden op i et opgør med.

Når ikke alle kalder det søstersolidaritet i dag, så handler det om, at det begreb stadig forbindendes med noget venstreorienteret. Og #metoo-bevægelsen er apolitisk.

Rødstrømperne var bare én bevægelse mod forandringer af samværsformerne, som påvirkede samfundet i 1970’erne, men ikke en uvæsentlig del. Det er dog værd at bemærke, at for eksempel Ritt Bjerregaard solidariserede med rødstrømperne, men ikke var en aktiv del af bevægelsen. Det er også værd at bemærke sig, at selv de kvinder, der kæmpede meget aktivt imod rødstrømpernes idéer, faktisk også blev ført med frem af den forandringskraftige bølge, som blandt andet rødstrømperne og ungdomsoprøret havde skabt.

Nogle har måske set serien Mrs. America på HBO, hvor man følger Mrs. Schlaflys kamp i USA mod ERA (Equal Rights Amendment) og de radikale feminister som Gloria Steinem. Mrs. Schlafly kæmper indædt for at beskytte kernefamilien mod feministernes ideer, men hun ender selv med at løserive sig, få et offentligt professionelt liv og en ”mands” frihed igennem kampen mod feministerne. Det er et billede på, at når samfundet flytter sig i så store bevægelser, så rykker alle med – frivilligt eller modvilligt.

I 1970’ernes Danmark betød det, at alle kvinder fik adgang til fri abort i 1973, ligelønsloven i 1976 og bedre barselsforhold i 1980. Men ved siden af lovgivningen fulgte der lige så store forandringer af normer og hverdag – som også påvirkede (jeg vil endda sige gavnede) de kvinder, der kæmpede imod feministerne og rødstrømperne. Man byggede for eksempel daginstitutioner, så de ”udearbejdende” kvinder, som man dengang omtalte dem, kunne få passet afkommet.

Den gyldne generation fra 1940’erne nåede langt. Ufatteligt langt på meget kort tid. Men der var én kamp, som de opgav på forhånd – og det er den, vi debatterer nu.

Første bølge #metoo
I 2017 skyllede #metoo som en tsunami verden rundt. Millioner af kvinder verden over fortalte om overgreb og sexchikane under det beskedne hashtag. Men i Danmark skete der ikke ret meget. Jovist, Ålen (Peter Ålbæk, Zentropa, red.) fik en rusketur, men det er i dag svært at huske mange permanente aftryk fra første bølge i Danmark. Spørger man til gengæld i internationale koncerner og organisationer, så opdagede de allerede i 2017, at verden var fundamentalt forandret. Proppen var af flasken, og ånden kunne ikke stoppes tilbage. Derfor er de globale spillere også bedre klædt på til #metoo i denne omgang end de nationale. Der er i det hele taget ofte en meget professionel kultur i globale organisationer – i modsætning til den danske hyggearbejdsplads.

Men én af de historier, vi talte om i 2017 i Danmark, var historien om Sonja Marie Jensen, 22-årigt socialdemokratisk byrådsmedlem i Nyborg. Hun stod frem og fortalte om klap bagi og en sexistisk kultur i byrådet. Hun blev både beskyldt for at knalde sig til tops og fik besked på at få nogle børn.

Sonja Marie Jensen er i dag en af de stærkeste stemmer i anden bølge af #metoo – denne gang med mere vilje og råstyrke, for hun har allerede overlevet tilsviningerne på sociale medier og i mediernes dækning én gang.

Og denne gang træder søstre på tværs af partier op sammen med hende – ikke med likes og retweets, nej, de står helt fysisk ved siden af hende som en mur af kvinder, der siger: ”Nu stopper det.” I 2017 var Sonja Marie Jensen en forpost – en tidlig advarsel om, at nu vil samværsnormerne forandre sig. Og i dag er hun en af dem, der driver forandringen frem.

Argumenter mod kvinder
'Argumenter mod kvinder' er titlen på en fremragende bog (netop optrykt i 5. oplag) af professor, dr.phil. Birgitte Possing, som udkom samtidig med min bog 'Da kvinder tog magten' i 2018. Allerede dengang redegjorde hun for, hvordan de argumenter, der bruges mod kvinder, konstant flytter sig. I dag er kravet for eksempel ”lær at sige fra”, men hvis alle kvinder pludselig gjorde det, så ville der blot opstå et andet krav til kvinder.

Possing udtalte for nyligt til Politiken:

”Vi mangler i usædvanlig forskrækkende grad historisk viden. Det tragiske er, at vi må begynde forfra hver gang.” Professor Possing mener, at ”hele ligestillingsspørgsmålet i høj grad ignoreres og afpolitiseres i Danmark, modsat vores nabolande”, og hun fremhæver, at det nye lige nu er, at den skyld og skam, der påføres kvinder, der bliver udsat for sexisme og overgreb – den vil vi af med. Og det står vi sammen om. Det er det nye.

Den største modstand er altid kommet fra andre kvinder. Historien er rig på eksempler på kvinder, der har opnået en høj position, som har argumenteret imod andre kvinders ret til det samme. Vi ser også mange stærke indflydelsesrige kvinder i dag tage ordet mod de unge kvinder. Måske ser vi endda flere kvindelige modstemmer fra eliten, end vi ser opbakning.

Afsporing af debatten
Der er uendeligt mange måder, hvorpå man kan afspore den nuværende debat, hvis man vil. Og de seneste uger har vist en perlerække af eksempler. Nogle af dem er valide pointer, som vil blive inddraget i dialogen fremadrettet – andre er bare ren obstruction. Et par eksempler:

”En hånd på låret”, ”må man nu ikke flirte længere?”, ”de ting skal politi og domstole tage sig af”, ”advokatundersøgelse”, ”ind i et professionelt rum”, ”lære at sige nej”, ”mit ægteskab er startet med en krænkelse” og så videre.

Det er svært at afgøre, om det klogeste er at tale om den samlede paraply at udfordringer eller om man, om man så må sige, skal fortære elefanten én bid ad gangen.

Helt sikkert er det, at uenighederne på tværs af sektorer, generationer og det politiske spektrum er mindre, end de ser ud til. Ligesom der faktisk er flere juridiske regler på området, end det lader til – problemet er, at de ikke bliver brugt.

De groveste krænkelser – for eksempel de regulære voldtægter – er vi stort set alle sammen enige om er langt over stregen og bør føre til både anmeldelse, dom og straf. Men vi skal passe på med at pakke den forbavsende store mængde vidnesbyrd væk i en ruf, for så får vi problemet til at se mindre ud, end det er – og får aldrig fat i debatten om kultur og struktur overfor individets dårlige (eller kriminelle) opførsel.

7. Oktober – dagen efter åbningen af Folketinget – trådte Morten Østergaard tilbage som politisk leder af De Radikale efter et dramatisk gruppemøde i Den Sorte Diamant i København. Her indrømmede han, at han havde taget sin partikollega Lotte Rod på låret. Dagene efter kom flere sager frem. Foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix

Nå, men kan vi så etablere en bagatelgrænse og blive enige om, at man gerne må lægge en hånd på et lår og giv en kompliment – og så pakke den del af diskussionen væk? Nej, for så får vi ikke ændret på, at folk (oftest mænd, men bestemt også kvinder) nogle gange bruger deres magtposition på en uacceptabel måde.

Der er intet i vejen for, at to jævnbyrdige universitetsstuderende flirter med hinanden, lægger en hånd på lår eller afprøver en kikset scoring, som afvises. Der er til gengæld noget i vejen med det, hvis det er professoren over for den studerende, partilederen over for ungdomspolitikeren, direktøren over for kasseassistenten i supermarkedet. Det er magtforholdet, der er afgørende.

Men kan man ikke bare sige nej? Nej. Det er hele pointen, at det kan man ikke altid. Det er med #metoo blevet en fælles erkendelse blandt kvinder. Nogle ”fryser” i situationen, nogle frygter konsekvenserne, andre føler sig så skamfulde og ydmygede, at de ikke KAN gøre noget lige på minuttet.

Man kunne også vende spørgsmålet om og spørge: Kan folk ikke bare opføre sig ordentligt? Hvorfor er det kvinders ansvar at slå fra sig – frem for mandens ansvar at opføre sig ordentligt?

Og tag ikke fejl. De mænd (og kvinder), der opfører sig krænkende, er mere bevidste om magtstrukturer, end man ser på overfladen. Det er veldokumenteret, at tidligere overborgmester Frank Jensen har overtrådt underordnede kvinders grænser gentagende gange. Men er der nogen, der tror, at han har lagt en hånd på låret af for eksempel Ritt Bjerregaard, Helle Thorning-Schmidt eller Mette Frederiksen?

Pointen er, flirt bare løs – med jævnbyrdige. Er du chef eller overordnet i hierarkiet så hold nallerne for dig selv!

Og ja, så er der en del af de unge kvinder, der har holdninger til komplimenter, som ikke deles af alle. Lad mig – for argumentets skyld – bruge mig selv som eksempel: Jeg modtager (heldigvis) ofte søde beskeder for mine optrædener på tv. Mange af dem handler om mit udseende. Der vil nogle kvinder sige: Det gør man jo ikke til Hans Engell, så når man kommenterer mit udseende, gør man mig mindre værd. Man trækker simpelthen fra min faglighed. Sådan har jeg det ikke selv. Men jeg forstår godt, hvad nogle af de unge kvinder mener.

Og her bevæger vi os ind i hajfyldt farvand, for nu er vi inde på det identitetspolitiske felt, hvor man også kommer op at toppes om, hvorvidt man må sige hottentot, eskimo og neger. Også på det felt kan vi se en generationsforskel. Den generation, der har defineret de gamle normer, er ved at nå et blandingsforhold med de generationer, der udfordrer status quo, der gør, at normerne for samvær er ved at blive genforhandlet.

Det er måske den største trussel mod de forandringer #metoo-bevægelsen arbejder hen imod, hvis det lykkes for de mange, der forsøger at gøre sexisme til identitetspolitik, at få det til at handle om krænkelsesparathed eller værst af alt: proppe det i ”woke”-kassen. Der dør selv de bedste ideer i Danmark.

Og til anti-woke-folket kan jeg igen berolige med, at hvis vi trækker på erfaringerne med rødstrømpebevægelsen, så vil vi vide, at den samværskontrakt, vi lander på om ti år, IKKE vil være bygget på de mest yderligtgående standpunkter fra nutidens debat. Og dermed vil der være lagt i skuffen til enten en modbølge eller en senere anden bølge. Så lad os parkere den for nu.

Anonymitet, store skalpe og ”det professionelle rum”
Statsministeren har for nylig stillet sig på de unge kvinders side – sådan er det i hvert fald blevet udlagt. Men samtidig siger hun, at nu skal sagerne håndteres i ”et professionelt rum”. Socialdemokratiet har – ligesom andre partier, virksomheder og organisationer - igangsat en advokatundersøgelse. Og da Frank Jensen gik af som næstformand i Socialdemokratiet og som overborgmester i København, pegede han netop på det urimelige i, at kvinder både kan anmelde ham for krænkelser i det professionelle rum (hos advokater) og i avisspalterne.

Men én af de historier, vi talte om i 2017 i Danmark, var historien om Sonja Marie Jensen, 22-årigt socialdemokratisk byrådsmedlem i Nyborg. Hun stod frem og fortalte om klap bagi og en sexistisk kultur i Byrådet. Hun blev både beskyldt for at knalde sig til tops og fik besked på at få nogle børn. Foto: Birgitte Carol Heiberg.

Jeg talte for nylig med nogle avismennesker med stjerner på skuldrene. De sagde helt klart, at de ville holde fast i #metoo-sagen, også efter den hang læserne ud af halsen, for den var vigtig. De sagde også, at de ville gå efter de mest veldokumenterbare cases mod de mænd med flest gyldne kæder.

For nogle er det en god melding, for andre er det udtryk for en heksejagt. Spørger man de unge kvinder i fronten af #metoo-sagen i Danmark, så er det afgørende for dem, at nu skal der ryddes op – ordentligt op. Seriekrænkerens tid er forbi, som blandt andet venstrekvinden Camilla Søe har udtalt. Det, at der er konsekvens, er helt afgørende – og var det for eksempel også for DSU-formand Cecilie Sværke Priess. De blev bakket op af Ritt Bjerregaard, som heller ikke kunne se manglende retssikkerhed for Frank Jensen, som jo selv havde erkendt krænkelserne og selv trak sig. Jeg er enig.

De unge kvinder fremhæver igen og igen, at den måde, man har tacklet tingene på igennem de sidste 50 år, netop har vist, at den krænkede ofte ender med at blive fortrængt, marginaliseret, ekskluderet eller fyret, mens krænkeren bliver siddende på sin magtfulde post. Og alle de sager har været håndteret i ”det professionelle rum”. Her peger pilen på mange. HR-afdelingerne ligner nogle, der er lige så meget på medarbejderens side, som bankrådgiveren er på kundens side. Det professionelle rum med tillidsfolk, advokater og ledelser har lukket ting ned, forseglet med fortrolighed og forbigået i tavshed over for resten af virksomheden eller organisationen. Og måske skal man også tænke over, at det juridiske rum er sort-hvidt – i modsætning til det demokratiske rum, hvor moral kan anskues på flere måder.

Jeg talte for nylig med nogen, der skulle ud og ansætte en ny topchef. Her lærte jeg, at når man indhenter referencer, så er det simpelthen forbudt for den tidligere arbejdsgiver at sige det, hvis der ligger en krænkelsessag på en chef. Hvordan skal man så sikre sig, at man ikke ansætter en seriekrænker?

Derfor er vi også nødt til at spørge, om det er en krænkelse at spørge nogen direkte, om de nogensinde – eller inden for de sidste fem år – er blevet anklaget for sexisme eller krænkelser?

Anonymitet og kultur
Anonymitet bliver ofte fremhævet som en retssikkerhedsmæssig udfordring i #metoo-debatten. Ligesom nogle kræver navne på bordet, mens andre opfordrer til, at man ikke bliver så konkret. Lad os starte med at se udfordringen i den rette størrelse, før vi forholder os til det. Hvor mange navne er der egentlig blevet nævnt i Danmark? Det er under et dusin. Af dem er der indtil nu ganske få, som har forladt deres poster. Dem, der har forladt deres poster, har selv erkendt flere tilfælde af krænkelser. Altså et meget begrænset fænomen!

Lige nu sidder der rigtigt mange personer, organisationer og virksomheder og putter sig. De håber, at der nu er ofret det pund kød, der skulle til – og om lidt bliver alt normalt igen, hvis bare der kan komme ro på. De tager fejl! Ikke fordi der skal ofres mere kød, men fordi der vil blive en ny normal.

Jeg har modtaget virkelig mange henvendelser fra krænkede kvinder. Det har andre mediekvinder, jeg kender, også. Og det, I bør vide om dem, er, at de IKKE ringer med et tip, som kan føre til en historie om deres krænker. De ringer alene for at fortælle om deres oplevelser, sådan at vi ikke giver op. De TØR ikke stå frem! De frygter stadig for professionelle konsekvenser, for offentlig udskamning og tilsvining – og de frygter for, hvad deres krænker kan finde på.

Styrken i de samlinger af vidnesbyrd, som for alvor startede med støtteerklæringerne fra mediekvinder til Sofie Linde – og derefter initiativet #enblandtos fra kvinder i det politiske miljø – har netop været, at de ikke havde til hensigt at udskamme enkeltpersoner, men derimod at gøre opmærksom på en problematisk kultur.

Mange har undervejs udfordret, om der nu også er tale om en kultur. Jeg så blandt andet præsten Kristian Ditlev Jensen i Debatten på DR2 sige, at man må bestemme sig for, om sexismen er overalt – altså kultur – eller ikke overalt, for i så fald er der ikke tale om kultur. I min optik er det en falsk præmis. Og Kristian Ditlev Jensen prøver netop at smide en stor kulturel udfordring ned i en lille bitte woke-kasse.

Stålsatheden til at lave tingene om går igen mellem den unge generation af kvinder, der i disse uger siger offentligt fra, og generationen fra 1940'erne med kvinder som Ritt Bjerregaard i spidsen, skriver Søs Marie Serup. Foto: Arthur J. Cammelbeeck/Altinget.

Det bør være overraskende for de fleste, HVOR udbredt et problem, det er med sexisme – uden at man dermed påstår, at det er en altdominerende kultur. Jeg kender gode og ordentlige mænd, der har krænket, og jeg kender gode og ordentlige arbejdspladser, hvor der er foregået krænkelser. Kultur kan godt være udbredt – uden at omfatte alle og hele tiden. Jeg talte med en chef fra en af de globale organisationer, som allerede fra første #metoo-bølge indså, at verden havde forandret sig, som havde erfaret, at hvis man straks – inden for 48 timer – tager hånd om den hånd på låret, som var uvelkommen til julefrokosten, så bliver det aldrig en krænkelse.

Det gør det til gengæld, hvis man lader den ligge, ignorerer den – og lader den gentage sig. Tager man straks fat, opnår man tre ting: Virksomheden viser, at her opfører vi os ordentligt, den krænkede bliver taget alvorligt, og krænkeren får sagt undskyld. Logikken i dette eksempel peger altså igen på, at man ikke skal skælde kvinden ud for ikke at have sagt fra i situationen, man skal derimod insistere på en god og sund kultur på arbejdspladsen. På den måde undgår manden også at ende som ”krænker”.

Debatten
I oktober gæstede Matilda Gustavsson, den svenske journalist og forfatter som stod bag afsløringer af overgreb og magtmisbrug i den svenske kunstverden, Den Sorte Diamant. Hun blev bedt om at sammenligne den danske og svenske #metoo-debat. Hendes svar var, at den danske debatkultur er bedre, for da #metoo ramte Sverige i 2017, var der ingen modstemmer til bevægelsen – kun tavshed fra alle dem, der var imod. Det er bestemt ikke tilfældet i Danmark, hvor modstemmerne til tider fylder mest.

Min største bekymring er, om modstemmerne helt får overdøvet #metoo-stemmerne – som det skete i 2017. Uanset hvad fremtiden bringer for denne debat, så er det sikkert og vist, at vi er i gang med en genforhandling af vores samværskontrakt.

Jeg håber, at det bliver en revolution!

Forrige artikel Fra socialdemokratisk problembarn til diplomatisk og vellidt minister Fra socialdemokratisk problembarn til diplomatisk og vellidt minister Næste artikel Kritik af ledelsen og klassiske dyder: Fire ting vi lærte af DF’s årsmøde Kritik af ledelsen og klassiske dyder: Fire ting vi lærte af DF’s årsmøde
Mai Villadsen klar favorit som ny spids for Enhedslisten

Mai Villadsen klar favorit som ny spids for Enhedslisten

ANALYSE: Enhedslisten ventes at vælge ny politisk ordfører inden for det næste halve år, og pilen peger på klimaordfører Mai Villiadsen. Det vil signalere en videreførelse af den mere folkelige linje, partiet har anlagt de senere år.