Thornings eks-rådgiver: Derfor er det så svært at være regering

INTERVIEW: Nye koalitioner i Folketinget og et stadigt stærkere Dansk Folkeparti har kastet statsministerpartierne Venstre og Socialdemokraterne ud i permanent krise, siger Thornings tidligere særlige rådgiver Thomas Juul-Dam.

Foto: Nils Meilvang / Scanpix
Morten Øyen

Der tales meget om rød og blå blok i dansk politik. Som om der er to sammentømrede grupperinger, der ønsker hver sin vej for dansk politik.

Fakta
Thomas Juul Dam

F. 1980
Er direktør og partner i PrimeTime Kommunikation.
Var indtil 2011-valget særlig rådgiver for tidligere statsminister og formand for Socialdemokraterne Helle Thorning-Schmidt. Inden da var han særlig rådgiver for tidligere europa- og forsvarsminister Nicolai Wammen. Har arbejdet med kommunikation og politik i mere end 10 år – på Christiansborg, i Europa-Parlamentet, i kommunalpolitik og på et andet kommunikationsbureau Radius.
Han er uddannet cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet. 

Virkeligheden er bare mere kludret. Og det er med til, hvorfor det er så svært at være regering i disse år.

Det var det for Helle Thorning-Schmidt (S), men det er det også for Lars Løkke Rasmussen (V). Og bliver det også for den næste statsminister, som følger efter.

Sådan lyder det fra Thomas Juul-Dam, tidligere særlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt, da hun sad i Statsministeriet.

jeg vil ikke afvise, at Dansk Folkeparti kan blive det største parti i Folketinget ved næste valg. Samtidig tror jeg, Socialdemokratene og Venstre vil fortsætte med at få under halvdelen af stemmerne tilsammen.

Thomas Juul-Dam
Tidligere særlig rådgiver for Helle Thorning-Schmidt (S)

Ny måde at anskue politik
Ifølge Juul-Dam viser de senere år, at det blevet sværere at være regering. Kravene til regeringsmagten er til gengæld enorm: finanskrise, klimakrise og flygtningekrise fixes ikke bare sådan lige, men er kompliceret stof.

Samtidig er vælgernes appetit på at prøve noget andet end det etablerede tiltagende. Yderfløjene har fået stor styrke, statsministerpartierne er i krise.

Og måden, vi grundlæggende anskuer dansk politik – i to blokke – er ikke tilstrækkelig for at forstå, hvad der faktisk er på spil. Eller hvorfor det er så vanskeligt at være regering.

”Skal vi blive klogere på de dynamikker, som er på spil, er det ikke nok at anskue politik i to blokke. Så skal vi se træde et skridt tilbage og se på de dimensioner, som i virkeligheden ligger til grund for de politiske emner, vi taler om,” siger Thomas Juul-Dam.

Så akserne, vi skal anskue partierne ud fra, bliver frihed og tryghed, forandring og status quo. Så bliver de dynamikker, som er på spil i dansk politik, mere logiske og rationelle at forklare, mener Juul-Dam.


Kilde: Thomas Juul-Dam. 

Den nye politiske skala viser en række partier, som med deres politiske synspunkter dybest set ønsker væsentlige forandringer af velfærdsstaten, og hvor frihed er vigtigt. Det er partier som Liberal Alliance og Konservative, som peger på Lars Løkke Rasmussen som statsminister, men også Alternativet og Radikale, der ønsker Mette Frederiksen (S).

”De partier minder i virkeligheden meget om hinanden. Og de har også en masse vælgere til fælles,” siger Thomas Juul-Dam.

Store uenigheder internt i blokkene
Den nye politiske skala viser også, at andre partier er tæt beslægtet i et ønske om tryghed og bevaring af status quo. Her placerer Thomas Juul-Dam Dansk Folkeparti, Enhedslisten og SF.

Sidst er Venstre og Socialdemokraterne i deres eget felt.

”De har det til fælles, at de altid vil tage magten på sig og regere landet. De har også fået en masse vælgere til fælles, hvilket er relativt nyt, hvis man tænker på historien. Og så er de begge ramt af den udfordring, at den koalition af partier, de vil regere på baggrund af, består af partier, som politisk ligger langt fra hinanden,” siger han.

Uenighederne om alt fra skat til flygtninge, miljø, sociale ydelser, folkeskolen og overvågning er internt i blokkene store – der er langt fra Radikale til SF og Enhedslisten og fra Dansk Folkeparti til Liberal Alliance og Konservative.

Statsministerpartier i problemer
Og konflikterne er svære at løse sålænge der opereres med to blokke: For fløjspartierne ligger ikke bare på 3-5 procent af stemmerne mere, men er blevet så store, at Venstre og Socialdemokraterne sammen ikke længere bare danne flertal. I stedet shopper vælgerne rundt mellem partierne som aldrig før.

”Enhedslisten og Alternativet har medvind. Og jeg vil ikke afvise, at Dansk Folkeparti kan blive det største parti i Folketinget ved næste valg. Samtidig tror jeg, Socialdemokratene og Venstre vil fortsætte med at få under halvdelen af stemmerne tilsammen,” siger han.

Det store besvær med at regere er derfor ikke undtagelsen, men den nye virkelighed, lyder vurderingen.

Dansk Folkeparti vil kunne ændre på landskabet. Hvis partiet går i regering. Men Thomas Juul-Dam føler sig ikke overbevist, om at Kristian Thulesen Dahls parti vil tage springet.

DF vil fastholde fri-rolle
Dansk Folkeparti har en privilegeret position, hvor det grundlæggende har vælgere og politisk fællesmængde med partier i rød blok, men er en del af blå blok. Så længe partiet er fri for regeringsansvaret, kan det snildt manøvrere rundt.

Det giver optimale betingelser for både at være dagsordenssættende og samtidig kunne slippe fri ud af dårlige sager, vurderer Juul-Dam.

”Den frihed har Venstre og Socialdemokraterne ikke. Det er den strukturelle forskel på de tre partier, som ellers konkurrerer om mange af de samme vælgere. Den fordel tror jeg ikke er noget, som Dansk Folkeparti har en strategisk interesse i at komme ud af. Så skal partiet vælge magt over popularitet, og det tror jeg ikke, de vil”.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Helle Thorning-Schmidt

Fhv. statsminister (S), partiformand & MF, fhv. MEP, bestyrelsesmedlem, fhv. adm. direktør, Save the Children International, medformand, Facebooks Tilsynsråd
MA i europæiske studier (College of Europe, Brügge, Belgien 1993), cand.scient.pol. (Københavns Uni. 1994)

Lars Løkke Rasmussen

Udenrigsminister, MF (M), politisk leder, Moderaterne, fhv. statsminister
cand.jur. (Københavns Uni. 1992)

Thomas Juul-Dam

Managing partner, Primetime, fhv. særlig rådgiver, Helle Thorning-Schmidt (S)
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2007)

0:000:00