Kommentar af 
Claes Kirkeby Theilgaard

V bliver til halvdårlige socialdemokrater, hvis de ikke snart gør op med Hjort-doktrinen

V må gøre op med sig selv, om de ønsker kortvarig fremgang og indflydelse på bekostning af, at Danmark fortsætter i den forkerte retning. Hvis de vil have et borgerligt-liberalt Danmark, bør de i stedet for at gå i regering definere et reelt alternativ til S, skriver Claes Kirkeby Theilgaard.

Foto: Ernst Van Norde/Ritzau Scanpix
Claes Kirkeby Theilgaard
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Valgets tale er klar: De borgerlige partier har tabt – igen. Det bør borgerlige sjæle prise sig lykkelige for. For en borgerlig sejr ville for nuværende have været en fæl pyrrhussejr, som der ikke var kommet meget godt ud af. Omvendt giver et borgerligt nederlag tid til selvransagelse, og det er hårdt tiltrængt.

Når de borgerlige partier i nyere tid ikke har formået at vinde et valg uden at gøre brug af det støttehjul og det trumfkort, som den hårde udlændingepolitik i mange år udgjorde, er det symptomatisk for et dybtliggende problem i den borgerlige lejr.

I alt for mange år har de borgerlige partier over en bred kam manglet et selvstændigt, politisk projekt, som kunne udgøre et reelt alternativ til det socialdemokratiske velfærdsstatsprojekt.

Siden 1998, hvor Claus Hjort Frederiksen drog den lære af Uffe Ellemann-Jensens valgnederlag, at den bedste vej til magten for de borgerlige var at efterligne socialdemokraterne, har de borgerlige partier været hjemsøgt af denne politiske strategi, som med tiden har fået navnet Hjort-doktrinen.

Det var denne doktrin, som i sin tid betød, at Anders Fogh Rasmussen arkiverede sin minimalstatsbog lodret og skiftede ambitiøse, liberale reformer ud med et halvforkølet skattestop og en omfavnelse af velfærdsstaten. Siden har de borgerlige partier danset efter Hjort-doktrinens fløjte.

Nu, hvor Claus Hjort Frederiksen har forladt dansk politik, er tiden inde til at jage fortidens spøgelser ud af Christiansborg og i stedet anlægge en ny strategi, som kan vise vejen til en borgerlig valgsejr ved næste folketingsvalg

Claes Kirkeby Theilgaard

Men nu, hvor Claus Hjort Frederiksen har forladt dansk politik, er tiden inde til at jage fortidens spøgelser ud af Christiansborg og i stedet anlægge en ny strategi, som kan vise vejen til en borgerlig valgsejr ved næste folketingsvalg.

Konsekvensen af Hjort-doktrinen er nemlig, at de borgerlige partier bliver reduceret til blot at være halvdårlige socialdemokrater. Man er altid et skridt eller flere bagud, for man har fra start ladet det være op til Socialdemokratiet og den øvrige venstrefløj at definere retningen. Det lyder som opskriften på nederlag, og det er det også.

De borgerlige har flyttet sig efter de socialdemokratiske vælgere i et forsøg på at få magten, men dermed har de også flyttet deres egne vælgere mod Socialdemokratiet. Det gør det endnu sværere for de borgerlige partier at føre reel borgerlig politik. For skal de det, er de nødt til at tage et opgør med den anseelige del af deres vælgere, der nominelt må betragtes som værende socialdemokrater. Det er ikke nogen let øvelse.

Men medmindre de borgerlige partier gør netop dette og bryder fri af den socialdemokratiske spændetrøje, som de har iført sig selv, vil de også i fremtiden være dømt til at følge efter Socialdemokratiet og venstrefløjen. Og så ellers håbe, at når det regner på socialdemokraterne, så drypper det på de borgerlige. Imens vil Danmark bevæge sig i en stadigt mere socialdemokratisk retning.

Det vil kræve mod af de borgerlige partier at gøre op med Hjort-doktrinen. Det vil givetvis også kræve flere år i opposition på kort sigt, mens partierne arbejder på at flytte både sig selv og de vælgere, man har brugt de sidste mange år på at gøre til socialdemokrater.

Om de borgerlige partier besidder det nødvendige mod, kan man med rette sætte spørgsmålstegn ved. Dog har der i den netop overståede valgkamp været tegn på, at modet til at sætte en borgerlig retning er til stede.

Således kastede Konservative sig ud i valgkampen med en ambitiøs økonomisk plan. Det var modigt, og det gav i en skøn, men kort tid fremgang. Siden druknede Konservatives plan i partiformand Søren Pape Poulsens personsager. Sandt at sige tydede noget også på, at Konservative ikke var forberedt ordentligt på de socialdemokratiske modangreb, der må forventes, når man udfordrer den røde dyne af velfærdskonsensus, der ligger over Danmark.

Omvendt er Liberal Alliance gået frem på et meget klart og borgerligt-liberalt politisk projekt. Det samme kan siges om Nye Borgerlige. Det lover godt for fremtiden

Claes Kirkeby Theilgaard

Omvendt er Liberal Alliance gået frem på et meget klart og borgerligt-liberalt politisk projekt. Det samme kan siges om Nye Borgerlige. Det lover godt for fremtiden, især med tanke på, hvordan Venstre stadig er i kløerne på Hjort-doktrinen.

Dette sås tydeligt i valgkampen, hvor Venstre ikke blot manglede et selvstændigt, borgerligt politisk projekt, men også modarbejdede Konservatives forsøg på at definere en borgerlig retning. I tiden op til valgkampen og mens valgkampen stod på, begyndte Venstre mere og mere at ligne Socialdemokratiet. Eksempelvis opgav partiet sin modstand mod Arnepensionen og bankskatten, der begge må siges at være dybt problematiske politiske tiltag set fra en borgerlig synsvinkel.

Nu, hvor Venstres partiformand Jakob Ellemann-Jensen synes at varme op under idéen om en midterregering med Socialdemokratiet, risikerer det selverklærede liberale parti at smelte fuldstændigt sammen med de socialdemokrater, man ellers foregøgler at have som sin hovedfjende.

Selvom Venstre således har forfulgt Hjort-doktrinen og partiet står overfor at drage den logiske konsekvens af denne og indgå i en midterregering, har det ikke ligefrem lønnet sig. Det er jo ingen hemmelighed, at Venstre blev halveret ved dette folketingsvalg, selvom partiet nok gerne så, at vi glemte det.

Går Venstre ind i en SV-regering, er der ingen garanti for, at det vil bringe fremgang. Skulle det alligevel ske, ville det være en fremgang købt på falske præmisser. En fremgang, som måske vil føles god i nuet, men hurtigt fordærve.

Konsensus gør blind, og det er ikke sundt for et samfund, når der eksisterer en så overdreven konsensus om indretningen af statsapparatet, som der gør i Danmark

Claes Kirkeby Theilgaard

I stedet er der behov for, at Venstre som det største af de borgerlige partier gør op med Hjort-doktrinen og sætter en ny retning. Hvis ikke Venstre magter dette, bør de andre borgerlige partier gøre det. Hvis de vitterligt ønsker et mere borgerligt Danmark, er der intet andet at gøre.

Jeg er født i år 2000, og derfor er jeg ikke alene vokset op i velfærdsstaten, jeg er også vokset op i en velfærdsstat, der aldrig er blevet udsat for reel kritik eller modstand.

Konsensus gør blind, og det er ikke sundt for et samfund, når der eksisterer en så overdreven konsensus om indretningen af statsapparatet, som der gør i Danmark. Alene af den grund er det godt med en seriøs modpol til det socialdemokratiske velfærdsprojekt. Det bør de borgerlige partier indse.

De borgerlige partier står efter det nylige folketingsvalg ved en skillevej. De må gøre op med sig selv, om de ønsker kortvarig fremgang og indflydelse på bekostning af, at Danmark fortsætter i den forkerte retning.

Eller om de vil tage en oppositionsperiode eller to på pinebænken, definere et reelt alternativ til Socialdemokratiets velfærdsprojekt og på sigt være medvirkende til, at Danmark bliver et mere borgerligt samfund med mindre stat og mere frihed og ansvar til den enkelte.

 

E-mail Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion