Venstres pressetjeneste taber terræn

KRITIK: Regeringspartiet Venstres pressetjeneste er ikke længere så suveræn som tidligere. Dette billede tegner sig både blandt journalister og internt i Venstre. En naturlig udvikling kalder kommentatorer det.
Trods stor partiloyalitet har Venstres pressechef, Søren Lauridsen, et medansvar for, at partiet ikke står så stærkt i offentligheden længere.
Trods stor partiloyalitet har Venstres pressechef, Søren Lauridsen, et medansvar for, at partiet ikke står så stærkt i offentligheden længere.Foto: Heissel/Altinget.dk
Morten Øyen

Venstres pressetjeneste og organisation har længe været de andre partier overlegen på Christiansborg. Men nu er det store regeringspartis egen pressetjeneste ikke længere så langt fremme, mens særlig DF's og SF's pressetjeneste har halet ind.

"Det er ret åbenlyst," lyder vurderingen fra nogle af de journalister, Altinget.dk har spurgt, der bruger partiernes pressetjenester på Christiansborg. Og de bakkes op af kilder internt i partiet, der særligt savner en mere proaktiv pressechef.

Meget naturlig
Det er dog ikke så underligt, at Venstres pressetjeneste har det vanskeligt, vurderer politisk journalist fra Weekendavisen Hans Mortensen som også er forfatter til en bog om Venstre:

"Det er lidt en naturlig ting, at regeringspartiers pressetjenester kan have det svært, for meget af den politik, der bliver udviklet, foregår i ministerierne, og de har selvstændige presseafdelinger og pressechefer," siger Hans Mortensen.

Det var også noget, man så under Nyrup-regeringen, uddyber han og forklarer, at en grund er, at mange af de gode folk i et regeringsparti ikke bliver længe, men søger ud i gode jobs i ministerierne eller andre steder. Det har Venstre heller ikke kunne se sig fri for: Alene blandt de nuværende særlige rådgivere for ministre i regeringen er der syv, der kommer fra Venstres organisation.

En anden rolle
En af dem er tidligere pressechef i Venstre Søs Marie Serup, som efter seneste folketingsvalg tog med Lars Løkke Rasmussen over i Finansministeriet som særlig rådgiver. Siden har hun fulgt med ham over til Statsministeriet.

I Venstre har Søs Marie Serup - som konsekvent kaldes ved fornavn af alle, både uden for og inden for partiet - en høj stjerne. Internt i partiet lader man forstå, at hun er et stort kommunikativt og politisk talent, og her forstår man til fulde, hvorfor netop hun sidder som statsministerens personlige rådgiver i dag. Hun "fyldte meget" i partiet og havde et enormt netværk blandt journalisterne, der skabte tryghed og respekt.

Men også blandt journalister er der en følelse af, at stilen er blevet en anden under den nuværende pressechef, Søren Lauridsen. Vurderingerne er, at arven fra Søs Marie Serup naturligt har været vanskelig at løfte, og at Søren Lauridsen har en noget anden fornemmelse af, hvad hans rolle er, og hvad han kan bidrage med til pressen i form af brugbar baggrundsinformation. Han vurderes dog som meget loyal over for partiet.

Uden klart projekt
Noget tyder dog på, at Venstre er ekstra træt efter lang tid i regering og et slidsomt formandsskifte.

"Der har været et langt forløb, hvor man ikke har vidst, hvor man skulle hen politisk. Det tror jeg har taget lidt af begejstringen fra hele organisationen. Venstres sidste landsmøde sprudlede jo ikke af begejstring, for at sige det mildt," siger Hans Mortensen.

Han bakkes op af kommunikationsrådgiver og politisk kommentator Rasmus Jønsson, der mener, at Venstre i øjeblikket kører uden et klart projekt.

"Og det er svært som pressetjeneste at agere uden et klart projekt. Der er ikke samme retning for projektet, som der var under Anders Fogh Rasmussen," siger Rasmus Jønsson.

Han uddyber, at under Anders Fogh Rasmussens lederskab af Venstre var der - med stor inspiration fra det britiske trekløver Tony Blair, Alastair Campbell og Philip Gould - en enorm fokus på "postmoderne kommunikation". Og han tøver ikke med at kalde Anders Fogh Rasmussen "den bedste spindoktor af alle". Men projektet er dog dybest set ikke blevet fornyet siden 2001, forklarer han.

Kritik afvises
Kritikken afvises dog af Venstres nuværende pressechef, Søren Lauridsen. Ifølge ham er sammenligningen urimelig, fordi det er noget andet at være pressetjeneste for et oppositionsparti:

"Det er meget nemmere at sidde hos SF, hvor man kan kritisere alt, regeringen gør, og så skriver pressen om det. Og det er endnu nemmere at sidde hos DF, for de kan både kritisere regering og opposition," siger Søren Lauridsen.

Og han er også uenig i, at Venstres projekt skulle være uklart:

"Venstres projekt er helt klart," mener Søren Lauridsen, der dog ikke vil beskrive Venstres projekt:

"Det er politikernes opgave. Men man kan jo starte med at læse Løkkes tale fra landsmødet, der opstiller 10 konkrete mål for Danmark," siger han.

Venstre kun gået tilbage
Venstre gik tilbage ved kommunalvalget i november, ligesom partiet har gjort ved alle nationale valg siden 2001. I Altinget.dks seneste snit over december måneds meningsmålinger ligger Venstre hertil under det seneste valgresultat. Venstre går dog ikke nær så meget tilbage, som partiet gjorde ved det seneste valg.

Dokumentation

Uddrag af personer, der har forladt Venstres organisation siden år 2000:

Henrik Qvortrup, nu politisk kommentator på TV 2
Michael Kristiansen, nu bl.a. vært på TV 2 News
Mikkel Faurholdt, nu konsulent hos Gunbak PA
Claus Hjort Frederiksen, nu finansminister
Søren Toft, nu konsulent hos Rambøll Management
Mads Lundby Hansen, nu cheføkonom i Cepos
Ane Arnth Jensen, nu direktør for Realkreditrådet
Charlotte Jepsen, nu adm. direktør i Foreningen af Statsautoriserede Revisorer
Søs Marie Serup, nu særlig rådgiver for Lars Løkke Rasmussen
Søren Møller Andersen, nu særlig rådgiver for Claus Hjort Frederiksen
Martin Vith Ankerstjerne, nu særlig rådgiver for Karen Ellemann
Mark Thorsen, nu særlig rådgiver for Inger Støjberg
Christina Madsen, nu særlig rådgiver for Troels Lund Poulsen
Dorthe Lysdal Sørensen (på barsel), nu særlig rådgiver for Ulla Tørnæs
Charlotte Svennevig (barselsvikariat), nu særlig rådgiver for Ulla Tørnæs


Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Søren Lauridsen

Afdelingschef, politik og analyse, IDA
cand.mag. i dansk og samfundsfag (Københavns Uni. 2002), fhv. ekstern lektor, Københavns Universitet

Hans Mortensen

Forfatter, journalist, Weekendavisen
journalist (Danmarks Journalisthøjskole. 1989)

Rasmus Jønsson

Særlig rådgiver, miljøminister Magnus Heunicke (S)
cand.comm. (Roskilde Uni. 2001)

0:000:00