Altingets chefredaktør: Medierne er samfundets bedste ven

Det er en udvikling, der bør bekymre alle, fordi tillid, både til politikere og medier, er afgørende for et sundt demokrati.

I 2022 besluttede vi i medierne at gøre noget konkret for at trække udviklingen i den rigtige retning. Og med medierne mener jeg Danmarks Radio, TV 2, Dansk Journalistforbund samt Danske Medier, som omfatter en meget lang række private, publicistiske medier i Danmark.

Vi nedsatte en arbejdsgruppe, der skulle opdatere og modernisere de vejledende regler for god presseskik. Undervejs talte vi også om, at vi nok har været for dårlige til at forklare, hvad de presseetiske regler overhovedet går ud på.

For medierne er det overordentligt smertefuldt at tabe sager i Pressenævnet, fordi det rokker ved vores absolut vigtigste grundstof, nemlig vores troværdighed

Jakob Nielsen
Chefredaktør

I Danmark er der ytringsfrihed, og derfor er der selvfølgelig ingen lov om, hvad der er god eller dårlig journalistik. Medierne skal som alle andre overholde loven, og vi kan som alle andre blive dømt, hvis vi bringer indhold, som er ulovligt, eksempelvis fordi det indeholder injurier eller overtræder andres ophavsret.

Men man kan ikke blive dømt for at skrive en elendig eller misvisende artikel. Det er populært sagt ikke ulovligt at være en dårlig journalist.

Derfor har pressen selv indført et sæt spilleregler, som alle publicistiske medier skal overholde. De indebærer, at medier altid skal kontrollere, at oplysninger er korrekte, inden de bringes. Reglerne siger også, at oplysninger, som kan være skadelige eller krænkende, i særlig grad skal efterprøves, inden de bringes – og at en kritiseret part altid skal høres, inden oplysningerne bringes.

Det kan lyde banalt, men det er det ikke. Tænk på, hvor mange løse påstande, rygter og anklager, der hver eneste dag fremsættes på sociale medieplatforme. Facebook blander sig kun meget sjældent i, hvad folk skriver – medmindre indholdet overtræder amerikansk definerede grænser for blufærdighed eller indeholder direkte racisme eller opfordring til vold.

Kritik fra Pressenævnet gør ondt

Hvis man mener, at et publicistisk medie overtræder reglerne, kan man klage til Pressenævnet, der altid består af fire medlemmer: en jurist, en repræsentant for offentligheden, en repræsentant for journaliststanden og en repræsentant for mediernes redaktionelle ledelser.

Hvis klageren får medhold, skal mediet bringe Pressenævnets kritik på en lige så fremtrædende placering som de forkerte oplysninger.

Der er ikke tale om en domstol, som kan udstede bøder eller fængselsstraf – men for medierne er det overordentligt smertefuldt at tabe sager i Pressenævnet, fordi det rokker ved vores absolut vigtigste grundstof, nemlig vores troværdighed.

Lad mig sige det meget klart: For os i medierne er de presseetiske regler ikke tomme ord, men derimod forpligtende standarder, der sætter en høj barre for al professionel journalistik

Jakob Nielsen
Chefredaktør

Lad mig sige det meget klart: For os i medierne er de presseetiske regler ikke tomme ord, men derimod forpligtende standarder, der sætter en høj barre for al professionel journalistik.

Modsat tech-platformene tager de publicistiske medier også ansvar for debatindlæg, vi bringer.

Hver eneste dag bruger medierne masser af ressourcer på at faktatjekke og efterprøve indhold, inden det bliver publiceret, fordi vi anerkender, at vi som publicistiske medier har et stort ansvar for, at den offentlige debat foregår på et faktabaseret grundlag.

Hvad er så det nye?

I mine øjne er nogle af de vigtigste nyskabelser dem, som man finder i bemærkningerne til de presseetiske retningslinjer.

Selve retningslinjerne er langt hen ad vejen uændrede, fordi de repræsenterer nogle helt fundamentale journalistiske værdier. Vi har dog valgt mange steder at erstatte ordet ”bør” med ordet ”skal” for at understrege, at man som professionelt medie er forpligtet til at følge reglerne.

Blandt de få egentlige ændringer kan nævnes, at vi har droppet formuleringen om, at selvmord ikke bør omtales. I stedet står der nu, at der skal tages størst muligt hensyn, såfremt det omtales – det er en ændring, som flugter med den nyeste forskning på området. Man kan sige, at den tabubelagte tilgang er afløst af en ansvarlig tilgang. På samme måde er det præciseret, hvordan medier skal være ekstra opmærksomme, når de omtaler gidselsager eller formidler fra katastrofer, forbrydelser og ulykker i realtid.

Desuden er det med de nye regler gjort mere tydeligt, at medier har pligt til at forholde sig til det, hver gang en person beder om at få slettet oplysninger, der er bragt i medierne. Det er umuligt at opstille præcise regler for, præcis hvornår en oplysning skal slettes, og hvornår den bør forblive tilgængelig – og praksis kan være forskellig fra medie til medie. Men man har krav på at få anmodningen behandlet, og min erfaring er, at medierne generelt tager den slags henvendelser meget alvorligt.

Fejl skal rettes på en synlig måde

Men som nævnt i indledningen er det ofte mere banale ting, som medierne bliver kritiseret for. Mange politikere er trætte af, at medierne deler artikler på sociale medier – og at de forkerte oplysninger bliver ved med at florere på techplatformene, efter at et medie måske har rettet eventuelle fejl på dets egen hjemmeside.

I bemærkningerne til de nye retningslinjer slår vi fast, at pligten til at rette fejl omfatter alle mediets platforme, og at rettelser skal ske på en måde, så brugerne får klar mulighed for at blive opmærksomme på fejlen.

En anden typisk klage handler om, at medierne tillader alt for mange grove kommentarer i kommentarsporene på sociale medier. Her skal man holde tungen lige i munden. For på den ene side er brugernes kommentarer på Facebook, X eller Instagram selvfølgelig ikke omfattet af de presseetiske retningslinjer – de er jo netop ikke blevet vurderet eller redigeret af et professionelt medie, før de er bragt.

På den anden side har medierne et stort ønske om også her at vise, at publicistiske medier tager ansvar for indholdet.

Klager over kommentarspor skal behandles hurtigt

Derfor står det i indledningen til de presseetiske regler, at medierne skal sørge for synlige og klare retningslinjer for brugernes bidrag til debatten, og at der skal være effektiv adgang til at klage. Mediet skal behandle sådan en klage hurtigst muligt og som udgangspunkt inden for et døgn.

Desuden er det sådan, at hvis et medie faktisk har redigeret i en brugerkommentar på en techplatform, ja så er den pågældende kommentar omfattet af de presseetiske regler.

Et andet emne, der har ført til heftig debat de senere år, er mediernes brug af satire. Nogle politikere – og måske også andre offentlige personligheder – har oplevet, at medierne har bragt rygter, sladder eller ligefrem usande påstande under dække af, at der bare var tale om satire.

Problemet er især opstået, fordi satire i elektroniske medier ofte præsenteres i en form, der nemt kan forveksles med almindelig journalistik.

Brugeren skal vide, hvornår noget er satire

Det kan føre til tvivl om, hvornår de presseetiske regler om korrekt oplysning og pligten til at høre den kritiserede part egentlig gælder.

Vi har ikke indført nye regler om satire. Men vi har noteret, at brugerne af professionelle medier aldrig bør bringes i tvivl om, hvorvidt mediet overholder de presseetiske regler. Derfor bør medier være særligt opmærksomme på at følge reglerne, når satire blandes med klassisk redaktionelt indhold, og brugerne derfor kan komme i tvivl om, hvad der er hvad.  Med andre ord: der er stor forskel på, om et stykke grov satire optræder i et åbenlyst satirisk program som Tæt på Sandheden – eller om det optræder i Radioavisen.

Kunstig intelligens skal også overholde reglerne

I mediernes arbejdsgruppe om presseetik diskuterede vi også kunstig intelligens. Men det førte ikke til nye regler, for pointen er netop, at publicistiske medier skal tage ansvar for deres indhold, uanset hvordan det er produceret. Men vi har for god ordens skyld skrevet ind i indledningen, at indhold, som er produceret ved hjælp af kunstig intelligens, skal overholde de samme regler, som en artikel skrevet af en journalist. Og i bemærkningerne har vi slået fast, at det selvfølgelig skal deklareres, hvis kunstig intelligens for eksempel benyttes til at skabe billeder af begivenheder, der ikke har fundet sted i virkeligheden.

De nye presseetiske retningslinjer trådte i kraft ved nytår, men det betyder ikke, at debatten om pressens ansvar for indhold dermed er pakket væk. Tværtimod.

Personligt synes jeg, vi mediefolk burde tage en chill-pill, som man siger – altså skrue lidt ned for bekymringen

Jakob Nielsen
Chefredaktør

Regeringen har i 2022 nedsat et Medieansvarsudvalg, som har til opgave at undersøge rammerne for mediernes ansvar i en digital virkelighed.

Det handler blandt andet om adgangen til at rettet forkerte oplysninger, som spredes digitalt. Udvalget skal også undersøge, om man efter svensk forbillede kan oprette en medieombudsmand, der kan bidrage til at skabe debat om mediernes praksis. Men udvalget skal ikke mindst kigge på den del af det moderne mediebillede, som ikke udgøres af publicistiske medier – det vil sige bloggere, influencere og andre, som ikke følger en professionel standard.

Blandt danske medier – ikke mindst i de øverste lag på direktørgangene – er der stor bekymring for, hvad Medieansvarsudvalget kan finde på. Personligt synes jeg, vi mediefolk burde tage en chill-pill, som man siger – altså skrue lidt ned for bekymringen, indtil der er noget at bekymre sig om.

Når mistilliden mellem medier og politikere vokser, er det måske ikke så dumt, at vi sætter os sammen for at se på, hvad man kan gøre ved det. Og faktisk er 12 ud af udvalgets 19 medlemmer på den ene eller anden måde repræsentanter for professionelle medier eller andre publicistiske organisationer.

Vi er ikke samfundets fjende

Vi skal selvfølgelig minde om, at det er afgørende for ytringsfriheden, at man ikke forsøger at lovgive om, hvad der er god eller dårlig journalistik. Der er rigtig gode grunde til, at de presseetiske regler er formuleret af branchen – ikke af Folketinget. Og der er gode grunde til, at overdommeren for, hvad der er god eller dårlig presseskik, ikke skal være en domstol eller nogen, som er politisk udpeget.

Men vi skal omvendt også være ydmyge og huske på, at vi som den fjerde statsmagt altid skal kunne tåle kritik.

Jeg håber, at de moderniserede presseetiske retningslinjer kan gøre det endnu mere klart, at vi i de professionelle medier tager ansvar for vores indhold og ønsker at bidrage positivt til samfundsdebatten.

Frie, kritiske og publicistiske medier er ikke samfundets fjende, som Trump påstår – men nærmere samfundets bedste ven.