Civilsamfundsaktør: Pårørende kan ikke bruges som frivillige

Frivillighed er et stærkt kort i bestræbelserne på at sikre en god og indholdsrig hverdag for sygdomsramte, handicappede og svækkede ældre. At arrangere en sangeftermiddag på det lokale plejehjem, at stå for en ugentlig samværscafé for psykisk syge eller at køre rickshawture med beboerne fra det nærliggende bosted for handicappede unge – det er meningsfulde frivillige opgaver, som skaber glæde for alle parter.

Det er netop vigtigt for de frivillige, at de også selv har glæde af deres frivillighed, for ellers holder de ikke i længden. Til forskel fra de frivillige, har pårørende ikke selv frit valgt at involvere sig i en given aktivitet eller sag. Det er omstændighederne, der har involveret dem, på ubestemt tid og uden faste rammer.

Og det sker altid på basis af noget ulykkeligt – et ønskebarn, hvis handicap umuliggør en hverdag sammen, en kær ven, som har fået en alvorlig hjerneblødning, en elsket forælder, som vi er ved at miste til alderdom og svækkelse.

Frivillighed skal være selvvalgt

Der mangler hænder overalt i velfærdsfagene, og mange ser en større frivillighed som en del af løsningen. Ofte ses en øget involvering af pårørende som en del af en civilsamfundsstrategi, for når vi nu alligevel besøger vores kære, kan vi så ikke samtidig give en frivillig hånd med?

Vi råder faktisk pårørende til hellere at lægge deres frivillighed et sted, hvor de kan være ægte frivillige

Marie Lenstrup
Formand for Pårørende i Danmark

Jeg vil gerne sige så klart og tydeligt som muligt: Nej, det kan vi ikke. Pårørende er ikke en slags frivillige. Vi kommer ikke for at sprede hygge og glæde for alle, men for at besøge netop den ene, som står vores hjerte nær og som tørster efter vores nærvær.

Desuden er pårørende ofte slidte og sorgfulde og selv i krise. Så det er nok ikke lige her, man skal lede efter overskud og godt humør til at påtage sig ekstra opgaver ’frivilligt’.

Til forskel fra frivillige 

• har pårørende ikke selv valgt at involvere sig, men involveres automatisk og forpligtende på grund af deres nære relationer.
• har pårørende ringe mulighed for at sætte grænser for deres involvering, fordi et "nej" entydigt går ud over deres kære, der så må undvære frisk luft, rent sengetøj eller en følgesvend til hospitalsbesøget.
• kan pårørende ikke vælge at holde pause eller afslutte deres involvering og for eksempel vende sig mod frivilligt engagement andetsteds, for pårørendeopgaven er et livsvilkår, der varer lige så længe, som vores kære har brug for os.
• er pårørende ikke organiseret gennem eller beskyttet af en NGO eller faglig organisation, der for eksempel kan tage dialogen med ledelsen om grænserne for den enkeltes engagement.
• modtager pårørende ikke oplæring, sparring og støtte fra en NGO eller faglig organisation, som kan sikre forsvarlighed for både giver og modtager af hjælp.
• indgår pårørende ikke i en gruppe af frivillige, som skaber netværk og socialt sammenhold til fælles glæde.
• er pårørendes egne liv og trivsel ofte direkte påvirket af den udfordring, de hjælper deres nærtstående med, for pårørende oplever en betydelig oversygelighed og social isolation.

Nogle ganske få pårørende har både lysten og energien til at gøre en frivillig indsats der, hvor de også er pårørende. Men vi råder faktisk pårørende til hellere at lægge deres frivillighed et sted, hvor de kan være ægte frivillige med valgfrihed, opbakning og fællesskab. Så kan deres frivillige indsats nemlig give dem næring til at tage en tørn mere som pårørende.