Danmarks Brydeforbund: Der er brug for collective impact

Af Rami Panduro Zouzou
Udviklingskonsulent i Danmarks Brydeforbund

Det var med stor glæde, at jeg læste, at Bikubenfonden har smækket kassen i for projektstøtte for i stedet at koncentrere sig om langsigtede partnerskaber. Og det var med optimisme, at jeg læste organisationen Hjem til alle at pege på collective impact som en metode til at skabe varige forandringer på samfundsudfordringer.

For som repræsentant for en mindre specialforbund uden den administrative og økonomiske kapacitet til at udforme store projektbeskrivelser eller ansætte projektledere har collective impact-metoden været en integreret del af arbejdet de sidste mange år. Lad os derfor håbe, at de gode intentioner fører til reelle samarbejder.

For i Dansk Brydeforbund har vi længe forsøgt at gøre os relevante på særligt forebyggelses- og integrationsområdet, men vi ligger i hård konkurrence med de store organisationer og ngo'ers nærmest monopolagtige tilgang til indsatsen og deres privilegerede adgang til politikere og medier, hvorfor de har taget patent på at sætte den idrætsmæssige dagsorden på forebyggelses-, integrations- og trivselsområdet.

Når vi langt om længe får hul igennem, mødes vi af en mur af krav om leverancer. Leverancer vi med vores ringe kapacitet har vanskeligt ved at honorere. Og det er egentlig mærkeligt. For vi hører igen og igen, at idrætten skal bidrage til at løse samfundsproblemer, og særligt dansk brydning har vist sig at være en fantastisk platform til at arbejde med sårbare unge og flygtninge.

Børn af flygtninge og efterkommere vinder danske mesterskaber og er repræsenteret på vores landshold, deres forældre virker som trænere og frivillige, og den norske forsker inden for fysisk bevægelse, Ellen Beate Sandseter, har peget på, at brydning og kamplege kan noget helt særligt i forhold til at rumme de sårbare og udfordrede børn.

Vi, og de udsatte borgere, har brug for reel collective impact

Rami Panduro Zouzou
Udviklingskonsulent i Danmarks Brydeforbund

Der er brug for reel collective impact
Det er naturligvis noget, vi ved flere lejligheder har peget på, når vi i colletive impact'ens navn har søgt partnerskaber med ngo'er og andre større organisationer.

Vi har påpeget, at brydning i mange flygtninges hjemlande er langt større folkelige sportsgrene end for eksempel fodbold, og at kendskab til brydesporten i mange tilfælde åbner flere døre i de lande, hvor vi gerne vil skabe demokratisk udvikling. Men vores stemme bliver desværre alt for sjældent hørt. Vi lander i en kapacitetsmæssig gråzone mellem drift og udvikling.  

Men hvis vi virkelig vil skabe sociale forandringer gennem bred tværsektoriel koordinering, så kunne en del af innovationsprocessen være at kortlægge for eksempel idrætslandskabet. At se om der er andre aktører, der i flere år uden fondsmidler og landspolitikeres opmærksomhed i ryggen har formået at skabe netop social forandring for udsatte og sårbare unge samt integrere vores nye medborgere i foreningslivet.

Idrætsgrene, hvor vi ikke deler personer op i 1., 2. eller 3. hold. Hvor de sårbare unge deler træningstider med medaljevindere fra internationale mesterskaber. Hvor hjemløse unge en gang imellem får et frirum for hverdagens frustrationer - eller bare et bad efter træning.

Ikke fordi vi ikke anerkender for eksempel fodboldens værdi for nogle målgrupper, men hvis vi virkelig vil skabe langsigtede og helhedsorienterede løsninger, skal vi ofre tid og ressourcer på at kortlægge landskabet.

Det vil både bidrage til et mangfoldigt idrætsbillede præget af inklusion og diversitet samt skabe løsninger på de samfundsproblemer, der netop er for komplekse til, at nogle få organisationer kan løse dem alene. Men som små organisationer kan vi ikke gøre det alene. Vi, og de udsatte borgere, har brug for reel collective impact.