Debat: Frivilligområdet skal ikke blive kommunernes losseplads, Mercado

Af Sandy Madar
Direktør, Den Sociale Retshjælps Fond

Der er ingen tvivl om, at frivilligheden er i rivende udvikling. Flere og flere danskere vælger at bruge deres tid på frivilligt arbejde, og arten af frivillighed har samtidig ændret sig. Frivillige er ikke længere blot fodboldtrænere eller besøgsvenner, nu yder de også rådgivning blandt andet indenfor gæld og psykologi, og målgruppen er mangfoldig.

I slipstrømmen af denne udvikling lægger socialministeren nu op til, at frivilligheden sættes endnu mere i spil i forhold til at bidrage og løse samfundets udfordringer.

Frivilligområdet skal ikke blive en losseplads
Som direktør i en organisation, der i allerhøjeste grad beror på frivilligkræfter, kender jeg til vigtigheden af frivillige indsatser, og jeg ved, at de ikke skal undervurderes. Men udviklingen betyder samtidig også, at det er enormt vigtigt, at vi klart får defineret grænserne og rammerne for, hvilke opgaver der skal varetages frivilligt, og hvilke opgaver det offentlige skal løfte.

Vi skal stille os selv spørgsmålet om, hvor stort et ansvar de frivillige egentlig skal have? Her er mit svar klart – frivilligområdet skal ikke blive en losseplads, hvor ansvaret for essentielle samfundsmæssige opgaver ender, fordi kommunerne ønsker at spare ressourcer.

Vi må og kan ikke forvente, at vigtige samfundsopgaver alene beror på gratis, frivillig arbejdskraft. Det er derfor med optimisme, når jeg læser, at Mai Mercado udtaler, at frivillige ikke blot må gå hen og blive rå arbejdskraft. Nu er den fælles opgave så at sørge for, at vi holder os fra den glidebane fremadrettet.

Vi må og kan ikke forvente, at vigtige samfundsopgaver alene beror på gratis, frivillig arbejdskraft

Sandy Madar
Direktør, Den Sociale Retshjælps Fond

Netop af samme grund var jeg og Den Sociale Retshjælps Fond involveret i udarbejdelsen af det såkaldte Frivilligcharter tilbage i 2013. Den oprindelige idé med Frivilligcharteret var netop at definere rammerne for koordineringen og samarbejdet mellem offentlige og private aktører.

Men i stedet endte Frivilligcharteret med at indeholde flotte, overordnede visioner for frivilligheden i Danmark og samarbejdet med det offentlige. Der findes ingen spor af reelle retningslinjer, definerede samarbejdsrammer eller konkrete forventninger til samspillet mellem det offentlige og de frivillige organisationer.

Jeg vil anbefale, at Socialministeren udnytter lejligheden og denne gang lægger sig i førersædet for at få udarbejdet og defineret betingelserne for samspillet mellem frivilligheden og det offentlige.

Skrappere kriterier for at blive frivillig
Udviklingen af frivillighedens karakter betyder, at vi står i en situation, hvor den frivillige indsats ofte kan få enorme konsekvenser, både for det enkelte menneske og samfundet generelt. Det stiller ikke blot større krav til organisationerne, der skal leve op til dette ansvar, men også til den enkelte frivillig, der står over for borgerne.

Vi skal derfor stille krav til uddannelse, introduktionsforløb, efteruddannelse, kurser, forsikring med videre, så de frivillige er deres opgave værdig. Frivilligverdenen er mangeartet, og der er selvsagt stor forskel på de potentielle konsekvenser ved at sælge genbrugstøj og tilbyde juridisk rådgivning, og kravene til de frivillige skal naturligvis være herefter.

Det betyder, at de krav, der sættes til organisationerne og de frivillige, ikke nødvendigvis kan være gældende for alle. Jeg har stor forståelse for organisationernes forskelligheder og forskellen på, hvad det kræver at udføre de forskellige arbejdsopgaver.

Dermed er jeg også opmærksom på, at der ikke findes én gængs metode til at ruste de frivillige til det arbejde, de skal udføre. Men det er nødvendigt i hvert tilfælde at klarlægge rammerne herfor, hvis vi skal kunne følge med udviklingen og leve op til det ansvar, der er blevet os givet. Det bør ikke kun være kvantiteten, men kvaliteten af frivilligt arbejde, som påskønnes og prioriteres.

Jeg mener, at der på flere områder er brug for skrappere kriterier for at blive frivillig. Det er f.eks. også derfor, at jeg og Den Sociale Retshjælps Fond i flere år har kæmpet for en certificering af gældsrådgivere. Gældsrådgivning handler ikke alene om risiko for økonomisk tab, men også om risiko for tab af eksistensgrundlag, hvis man ikke kan betale sin husleje, el, vand og varme eller andre daglige fornødenheder.

Derfor skal der stilles kompetencekrav til landets gældsrådgivere; man skal, efter min mening, både erhverve sig en kvalificeret uddannelse og et certifikat for at yde gældsrådgivning.

Fair fordeling af midler
Med det stigende ansvar, som socialministeren lægger op til, bør stigende midler følge. Frivillighed er ikke gratis, men dets samfundsmæssige gevinster betyder, at det godt kan betale sig. Det er derfor også afgørende, at man fra politisk hånd sikrer, at organisationernes grundfinansiering er på plads – og at pengene falder de rigtige steder.

Vi mangler en overordnet strategi for, hvad man ønsker for den frivillige indsats, og hvordan pengene skal fordeles herefter. Fastfordelte midler kan sikre kontinuerlighed i de frivillige organisationers arbejde, så borgerne kan have tillid til den frivillige indsats.

Derfor duer det heller ikke, at der kun kan ansøges om periodisk finansiering til organisationer, som løfter vigtige og centrale opgaver, eksempelvis af direkte rådgivende karakter. Kvalificeringen af den frivillige indsats kræver uddannelse og supervision, hvorfor frivillighed koster.

Jeg anbefaler derfor, at man fra politisk hånd også tager et kig på midlerne til frivilligområdet, sideløbende med en definering af samarbejdet mellem frivillige organisationer og det offentlige.