Klumme: Fonde er ikke samfundets ejendom

Indimellem møder jeg det synspunkt, at de penge, fondene bruger på uddelinger, i virkeligheden tilhører samfundet, og at for eksempel lokalsamfund, institutioner, forskere og andre stakeholdere derfor burde kunne stemme om, hvordan de skal bruges. At filantropien nogle gange misbruger sin magt til at tvinge noget igennem, fordi man mangler et demokratisk mandat.

Politisk set har synspunktet om, at fondenes fordeling af midler til blandt andet kultur, kunst og forskning ville ligge bedre i samfundets hænder og burde underlægges et repræsentativt demokrati, altid været i mindretal. Men det forhindrer jo ikke tænksomme mennesker i at fremføre synspunktet, sådan som jeg oplevede det forleden ved en hyggelig frokost i venners lag. Og hvad svarer man så?

Fonde ejes af deres formål
For det første giver præmissen om samfundseje til private fondsmidler ikke mening. Fondene ejes af deres formål og er pr. definition selvejende institutioner i ordets grundlæggende betydning. Hvilket medfører, at de hverken ejes af samfundet eller for den sags skyld af stifteren eller stifterens familie.

Filantropien er et supplement
For det andet går synspunktet imod hele ideen om filantropiske uddelinger som et supplement, der giver mulighed for at realisere projekter, som staten ikke kan eller vil finansiere. Det er en vigtig del af fondenes egenart, at man har mulighed for at bakke op om initiativer, der ellers ikke ville få den nødvendige støtte fra andre kilder.

Legitimitet gennem ansvarlighed
Endelig opnår man ikke kun samfundets legitimitet gennem afstemninger, men også gennem ansvarlighed, åbenhed og involvering i netværk og partnerskaber baseret på gensidig dialog og viden. I disse år ser vi mange eksempler på, at fondsverdenen udvikler nye samarbejdsformer i aktiv dialog og samarbejde med mange forskellige stakeholdere i civilsamfundet og repræsentanter for det offentlige.

Dialog, data og netværk
Det er blandt andet tilfældet for den midtjyske fond Poul Due Jensens Fond, der for et par år siden ændrede sin måde at drive filantropi på. Det skete i en erkendelse af, at uddelingerne for længe havde strittet ”i alle mulige retninger”, som fondens direktør Christian Hartvig for nylig forklarede i et interview til Altinget. Der var brug for mere retning og et bedre beslutningsgrundlag i form af dialog, data og netværk.

I dag samarbejder fonden med erfarne internationale ngo'er om at gøre rent og sikkert drikkevand tilgængeligt for verdens fattigste og støtter forsknings- og læringsmiljøer inden for det naturvidenskabelige område i dialog med universitets- og forskningsverdenen. Ligeså gælder det fondens indsats for at fremme inklusion på arbejdsmarkedet i Region Midtjylland, hvor Grundfos har sit hjemsted. Også her er man i dialog med dem, der har fingeren på pulsen – kommuner, arbejdsgivere, fagforeninger og så videre.

Filantropi giver plads til eksperimenter
Ideen om almennytte har til alle tider været tæt forbundet med fonde og foreninger, der arbejder med filantropi. Det ligger i filantropiens natur, at man ikke skal tjene penge på sine aktiviteter, men at man kan koncentrere sig om at skabe bedre rammer for samfundet i overensstemmelse med det formål, som den enkelte fond arbejder ud fra.

Nutidens filantropi er i sin natur fleksibel og interesseret i at turde eksperimentere, mens stat og kommuner holder sig mere tilbage over for at tage chancer på områder, der risikerer at slå fejl og koste på budgettet.

Den udfordring har de filantropiske fonde ikke. De er ikke på valg og bliver ikke på samme måde konfronteret med kravet om at vise hurtige resultater. I kraft af at fondene er ejet af deres formål, har filantropien flere muligheder for at afprøve nye ideer, begå fejl og tabe sin ”investering” end både det offentlige og markedet.

Det ”gode” og det ”onde”
I øjeblikket arbejder en gruppe forskere under ledelse af Lars Bo Kaspersen fra KU og Liv Egholm fra CBS på et større projekt under overskriften ”Civilsamfundet i statens skygge” – i daglig tale kaldet CISTAS. De analyserer civilsamfundets rolle i udviklingen af den moderne stat og velfærdsstaten og stiller blandt andet spørgsmålet om civilsamfundets fremtidige rolle.

Forleden havde jeg i den forbindelse lejlighed til at følge et to-dages seminar med forskere fra ind- og udland. Det gav flere tankevækkende inspirationer. Ligesom foreningsliv og frivillighed er bærende institutioner i samfundet, udgør filantropien også en del af samfundets sammenhængskraft. Og lige som der i civilsamfundet eksisterer ”gode” og ”onde” kræfter, der kan splitte eller samle, kan filantropien bruges til at fremme noget, der enten er ”godt” eller ”skidt”.

Gensidig tillid
Netop derfor er det vigtigt at øge kendskabet til, hvad og hvordan civilsamfundets mange forskellige aktører, herunder også fondene, bidrager til samfundets udvikling og gør en positiv forskel. Det drejer sig grundlæggende om at bevare og styrke den gensidige tillid og respekt til de institutioner, vores samfund består af.

Efter frokostdiskussionen forleden genlæste jeg Anker Brink Lund og Gitte Meyers ”Civilsamfundets ABC” fra 2011 og genfandt her et citat af Terkel Andersen fra Frivilligrådet. Han får det sidste ord i denne omgang – det er også tilegnet mine private debatlystne venner fra frokostbordet:

”Filantropi er et gammeldags ord. Selvom det egentlig betyder menneskekærlighed, har det længe været ugleset og er blevet betragtet som nedladende, men måske kan det på ny blive et produktivt ord som et udtryk for tillid til andre mennesker – en tro på, at man kan bistå udsatte mennesker i at finde ressourcer hos sig selv og i fællesskaber”.