Debat

Forskere: En omfattende stat giver et omfattende civilsamfund

DEBAT: I Skandinavien er det frivillige engagement omfattende og stabilt. Dette er tilfældet ikke på trods af, men på grund af de stærke velfærdsstater, skriver Kristin Strømsnes, Lars Skov Henriksen & Lars Svedberg.

En stærk velfærdsstat giver et stærkt civilsamfund, skriver Kristin Strømsnes, Lars Skov Henriksen & Lars Svedberg.
En stærk velfærdsstat giver et stærkt civilsamfund, skriver Kristin Strømsnes, Lars Skov Henriksen & Lars Svedberg.Foto: Asger Ladefoged/Ritzau Scanpix
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Kristin Strømsnes, Lars Skov Henriksen & Lars Svedberg
Hhv. professor ved Institutt for sammenliknende politikk på Universitetet i Bergen, professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet & professor ved Ersta Sköndal Bräcke University College

Svækker velfærdsstaten folks frivillige engagement? Ifølge klassisk “crowding out”-teori vil man i stærke velfærdsstater med en omfattende offentlig sektor finde en svagere frivillig sektor og mindre frivilligt engagement.

Fordi staten tager ansvar for borgerne hele vejen fra vugge til grav, antager man, at der ikke er samme behov for frivillighed.

Staten og civilsamfundet bliver dermed beskrevet som to aktører i et nulsumsspil, hvor meget af det ene fører til lidt af det andet.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.
Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.
Du kan kommentere indlægget i bunden. Vi opfordrer til en konstruktiv og ordentlig tone i debatten.
Debatindlæg kan sendes til: [email protected]

Fukuyama (2001) argumenterde for eksempel for, at staten kan have “…a serious negative effect” på frivilligt engagement.
 
Frivillig indsats i Skandinavien
I bogen Civic Engagement in Scandinavia. Volunteering, Informal Help and Giving in Denmark, Norway and Sweden publiceret for nylig på forlaget Springer, gives der for første gang en samlet komparativ analyse af frivilligt engagement i Skandinavien baseret på "Frivillighedsundersøgelserne", som har været gennemført kontinuerligt i de tre lande siden begyndelsen af 1990'erne.

Her konkluderes det, at det frivillige engagement i de skandinaviske lande er omfattende og stabilt. Dette er tilfældet ikke på trods af, men snarere på grund af de stærke velfærdsstater.

Snarere end at se på forholdet mellem stat og civilsamfund som et nulsumsspil, bør man se på det som et plussumsspil, hvor en aktiv og omfordelende stat (...) skaber muligheder for civilt engagement og bidrager til at sikre, at de allerfleste indbyggere har de nødvendige ressourcer, der skal til for at tage del.

Kristin Strømsnes, Lars Skov Henriksen & Lars Svedberg
Hhv. professor ved Institutt for sammenliknende politikk på Universitetet i Bergen, professor ved Institut for Sociologi og Socialt Arbejde på Aalborg Universitet & professor ved Ersta Sköndal Bräcke University College

Bogen indeholder bidrag fra centrale frivillighedsforskere fra alle de skandinaviske lande og er redigeret af undertegnede.

Det er ikke kun den frivillige indsats knyttet til forskellige typer af frivillige organisationer, som er høj i de skandinaviske lande.

En stor andel af befolkningen bidrager også med uformel hjælp i og uden for familien i form af transport, indkøb og rengøring, og de allerfleste giver penge til forskellige almennyttige formål.

Niveauet af frivillig indsats er lidt lavere i Danmark end i Norge og Sverige, men på den anden side er der flere danskere end nordmænd og svenskere, som bidrager med uformel hjælp.

Forskellige former for frivilligt engagement
Det er også sådan, at de forskellige former for frivilligt engagement snarere supplerer end erstatter hinanden.

Nyere former for digital frivillighed ser heller ikke ud til at vokse på bekostning af den traditionelle frivillighed.

Der er generelt bred rekruttering til frivilligheden og små sociale forskelle mellem dem, som deltager, og dem, som ikke gør.

I tillæg skiller de skandinaviske lande sig ud med en høj grad af lighed mellem kvinder og mænd – i hvert fald når man ser bort fra frivilligheden på idrætsområdet, hvor flere mænd end kvinder deltager.

Idræt, fritid og kultur er de dominerende områder for frivillighed i de skandinaviske lande, mens velfærdsfeltet, selv om det er i vækst, står for en mindre andel.

I interview gives der udtryk for, at frivilligheden er et vigtigt supplement til velfærdsstatens mere professionaliserede omsorg, men at hovedansvaret for velfærd bør ligge hos offentlige myndigheder for at sikre kvalitet, effektivitet og retfærdighed.

Når det kommer til pengegaver, går disse sjældnere til lokale formål som idræt eller sociale tilbud og oftere til international bistand og medicinsk forskning.

Traditionelt har det i de skandinaviske lande været mere udbredt at give af sin tid fremfor at give pengegaver. Dette afspejles også ved, at selv om de fleste giver, så er beløbene relativt små.

Arven fra folkebevægelserne
Man har altså i de skandinaviske lande både omfattende stater og omfattende civilsamfund.

For at forstå de skandinaviske civilsamfund er det nødvendigt at trække linjerne tilbage til folkebevægelserne, som for eksempel arbejder- og bondebevægelsen, der havde sin blomstringstid fra sidste halvdel af 1800-tallet.

De var helt centrale institutioner i skandinavisk nationsbygning og demokratisering og bidrog til at skabe det samfund, vi har i dag.

Disse bevægelser lagde grunden til et stort antal lokale foreninger, der organiserede alt fra idræts- og fritidsaktiviteter til biblioteker, folkehøjskoler og gensidig forsikring.

De fleste af disse foreninger var også allerede fra starten organiseret som lokale medlemsorganisationer med en demokratisk opbygning.

De lokale foreninger var kernen, og det var medlemmerne, som i hovedsagen ejede organisationerne.

Lokalforeningerne var også som regel knyttet til regionale og nationale organisationer, hvor de nationale organisationer med tiden fik en mere direkte funktion som interesseorganisationer.

Denne organisationsstruktur gjorde organisationerne til vigtige mekanismer for både horisontal og vertikal integration i samfundet.

Organisationerne rekkrutterede medlemmer bredt, og medlemmerne blev, gennem deres lokale foreninger, nært knyttet til organisationer på nationalt niveau, hvilket også muliggjorde politisk indflydelse.

Folkebevægelsestraditionen, som er et vigtigt særtræk ved de skandinaviske lande, gav os stærke medlemsorganisationer og organisationer, som var politisk og demokratisk vigtige.

Folkebevægelserne var også vigtige velfærdsproducenter og institutionsbyggere, længe før de universelle velfærdsstater blev dannet.

Ofte var det kirkelige organisationer, afholdsorganisationer og velgørende organisationer inden for social- og sundhedsområdet, der grundlagde og drev sygehuse, ældrehjem, institutioner for børn og unge og alkoholikere.

Disse blev, efter velfærdsstatens fremvækst, ofte overdraget til det offentlige.

Velfærdsstatens “crowding in”-effekt
De skandinaviske lande har et juridisk system, hvor det er let at danne foreninger og et politisk system, som er åbent og imødekommende over for frivillige organisationer.

Frivillige organisationer har en stor grad af legitimitet og bliver ofte støttet finansielt af lokale og centrale myndigheder.

Dette bidrager også til at forklare, hvorfor de skandinaviske lande har en usædvanlig høj organisationstæthed med 20-28 organisationer per 1.000 indbyggere i urbane områder og 12-16 organisationer per 1.000 indbyggere i mere rurale områder. I komparativ sammenhæng er dette meget høje tal.

Da Tocqueville (1835) kaldte Amerika for “a society of associations”, var dette nogle årtier senere ikke mindre sandt for de skandinaviske lande.

Organisationstætheden er i sig selv en forklaring på den høje deltagelse i frivillige organisationer. Høj organisationstæthed fører til høj efterspørgsel efter frivillige.

I stedet for en “crowding out”-effekt, hvor en omfattende velfærdsstat fører til mindre frivillig indsats, er der også flere mekanismer i spil, hvor velfærdsstaten snarere kan have en “crowding in”-effekt og bidrage til at øge det frivillige engagement.

Velfærdsstaten og frivilligt engagement
Den universelle velfærdsstat er kendetegnet af en omfattede offentlig sektor, omfattende skattefinansierede velfærdstilbud og relativt høj grad af omfordeling af ressourcer fra de rigeste til de mindre begunstigede dele af befolkningen.

Denne model har en række konsekvenser for det frivillige engagement. For det første medfører den, at de fleste grundlæggende behov er dækket for det store flertal af befolkningen.

Majoriteten behøver ikke at bekymre sig for, hvordan den skal få dækket sine mest grundlæggende behov, og kan i stedet bruge tid og energi på eksempelvis organisationer og foreninger i lokalsamfundet, ofte inden for kultur og idræt knyttet til egen eller børns fritid.

Videre indebærer universalisme stor grad af lighed, både i form af chancelighed, som lige muligheder til uddannelse, og resultatlighed, for eksempel gennem progressiv beskatning.

Når ressourcer er mere ligeligt fordelt i befolkningen, er barriererne også lavere for mindre ressourcestærke grupper i befolkningen til at deltage i civilsamfundet.

Dette bidrager også til at forklare det høje deltagelsesniveau i Skandinavien. Hvis vi sammenligner med USA, så var det mindre end ti procent af dem, som ikke havde fuldført en videregående uddannelse, der deltog i frivilligt arbejde i 2015, mens det tilsvarende tal, for eksempel for Danmark, var 25 procent.

I tillæg til dette indebærer skandinavisk lighed en høj grad af ligestilling mellem kønnene, noget, som også medfører deltagelse på lige fod inden for den frivillige sektor.

En anden effekt er, at behovet for organiserede fritidsaktiviteter for børn bliver større, når begge forældre er i lønnet arbejde.

En universel og omfattende velfærdsstat
En universel og omfattende velfærdsstat betyder en stat, som er involveret på de fleste samfundsområder.

I stedet for at føre til nedgang i frivilligt engagement vil en stærk og aktiv stat ofte føre til øget politisering i samfundet, hvor borgerne etablerer organisationer og foreninger i et forsøg på at værne om sine interesser over for staten.

Som et resultat vil der være mange organisationer på forskellige niveauer, der engagerer borgerne i lokale politikområder som byudvikling, arealplanlægning, skolepolitik, ældreomsorg eller integration af indvandrere.

Ofte vil man se, at der dannes organisationer på hver sin side i lokale konfliktsager. Så snart der er etableret en organisation, der kæmper for en sag, dannes der en organisation, som kæmper imod den samme sag.

Erfaringerne fra Skandinavien peger dermed i retning af, at staten i stedet for at have “…a serious negative effect” kan bidrage til at fremme dannelsen af organisationer og foreninger og øge det civile engagement.

Snarere end at se på forholdet mellem stat og civilsamfund som et nulsumsspil, bør man se på det som et plussumsspil, hvor en aktiv og omfordelende stat, som er involveret på de fleste områder i samfundet, skaber muligheder for civilt engagement, samtidig med at den bidrager til at sikre, at de allerfleste indbyggere har de nødvendige ressourcer, der skal til for at tage del.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Lars Skov Henriksen

Professor, Institut for Sociologi og Socialt Arbejde, Aalborg Universitet
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 1989), ph.d. i samfundsvidenskab (Aalborg Uni. 1995)

0:000:00