Ny måling: Løkkes popularitet er i frit fald

Vælgerne er blevet mere grønne

Da Mette Frederiksen åbnede folketingsåret for lidt over en måned siden, forsøgte hun at fortsætte den stemning om den grønne trepart, regeringen var gået på sommerferie med. Som aftalen, der var så god og stor – "den stærkeste generationskontrakt, der er skrevet i mine snart 25 år her i Folketinget", som hun udtrykte det – at man ikke kunne sige nej til den.

"Fordi Danmarks fjorde og drikkevand er vigtigere. Fordi vores børn og børnebørn stadig skal kunne synge med på vores danske sange om gøgen, storken og nattergalen – og også i deres fremtid finde dem i deres eget land," lød det fra Mette Frederiksen.

Det eneste, regeringen havde lagt på forhandlingsbordet, var den kuglepen, oppositionen skulle bruge til at skrive under.

Men lige siden Finansministeriet mildt sagt politisk tonedøvt fremlagde sine tre scenarier, hvoraf det tredje og mest skånsomme for landbruget – som også var det, regeringspartierne var blevet enige med sig selv om – åbnede for lige så meget kvælstofudledning som nu i nogle af landets mest udsatte fjorde, er forhandlingerne grundstødt.

Flere forhandlingsmøder har været decideret aflyst, og hvor man før efterårsferien havde fornemmelse af en snarlig aftale, fortoner deadline sig nu i horisonten.

Samtidig viser Epinions tal, at vælgernes grønne opmærksomhed er blevet skærpet. For et år siden var sundhed vælgernes altdominerende førsteprioritet på deres dagsorden. Hele 30 procent mente, at det var det vigtigste emne, mens miljø og klima kom ind på andenpladsen med 13 procent.

Her 12 måneder senere er sundhed stadig nummer et, men kun med 22 procent, mens det grønne nu har opbakning som det vigtigste emne med 18 procent.

Det er selvfølgelig udtryk for, at miljø og klima er kommet i fokus på grund af forhandlingerne om den grønne trepart. Men lige så åbenlyst er det en indikation af, at vælgerne virkelig mener, at der er noget på spil her.

Her spiller Mette Frederiksen og regeringen selv en afgørende rolle.

De grønne S-vælgere

Da regeringen udvidede den grønne trepart fra at handle om en CO2-afgift på landbruget til at handle om kvælstofudledning, gik man fra en abstrakt klimadiskurs fuld af fremskrivninger, kvoter og foruddiskonteringer, de færreste kan få greb om og endnu færre knytte stærke følelser til, til en miljødiskurs, hvor alt er konkret og hverdagsagtigt: er der flora og fauna på havbunden, er vandet blåt og klart, kan man bade i det med sine børn?

Og ikke bare er det konkret. Det er også lokalt, endda i hjertet af de områder uden for de store byer, hvor Socialdemokratiet under Mette Frederiksen har skabt sin vælgerbase.

Herfra har socialdemokratiske borgmestre fra fynske og jyske byer på det seneste meldt sig på banen med advarende udtalelser i offentligheden om, at Finansministeriets scenarie nummer tre langt fra er tilfredsstillende. Ligesom enslydende budskaber fra socialdemokrater i det kommunale bagland også skulle fylde godt op i mailboksen hos medlemmer af folketingsgruppen.

Det bakkes op, når Epinion kigger på de socialdemokratiske vælgeres dagsorden. Som hos vælgerne generelt topper sundhed, men på andenpladsen finder man netop miljø og klima, som 15 procent mener, er det vigtigste spørgsmål i dansk politik. Et tal, der stiger til 36 procent, hvis man spørger den røde oppositions vælgere.

I Venstre-toppen ved man godt, at man stadig står i begyndelsen af det lange, seje træk, hvor partiet og dets ledere skal træde meget tydeligere i karakter.

Pointen er, at Socialdemokratiet først med treparten og siden via Mette Frederiksens tale til Folketingets åbning selv har placeret sig et sted, hvor også S-vælgerne – tidligere som nuværende – går op i det grønne med fornyet kraft og store forventninger.

Hvor den grønne trepart før sommerferien gjaldt som et fait accompli, har især SF og Konservative nu fat om regeringen, også fordi Socialdemokratiet ikke med skindet på næsen kan holde fast i Finansministeriets tredje scenarie, som Venstre står på.

Og vi er der, hvor ministre i S-toppen, er klar til at tage den konfrontation med Venstre hele vejen, også hvis det skulle ende med et valg. Analysen er her, at Venstre ikke slipper for at tage et hårdt opgør med landbruget – nu.

Spørgsmålet er, om Venstre styrken til det?

Venstre er ude af krisen, men går det fremad?

Siden sommerferien er stemningen i Venstre, der mødes til landsmøde i næste weekend, blevet decideret god. Advarselslamperne, der blinkede meget kraftigt, da Jakob Ellemann-Jensen var formand, er slukket, folketingsgruppen og baglandet er glade.

Men som Epinions tal også viser, er det ikke ensbetydende med decideret vind i sejlene. Her står man i denne måned til 9,5 procent af stemmerne. Det svarer godt til det seneste vægtede gennemsnit i Altinget-snittet, hvor Venstre konsoliderer sig på 10 procent. Stadig et godt stykke fra katastrofevalget i 2022, hvor man fik 13,3 procent af stemmerne.

Når partier er trængt på vælgersiden, bliver baglandet så meget desto stærkere. Og som Altinget afdækkede sidste år, er det især i Venstres partiorganisation, at landbruget har sin magtbase i dansk politik.

I Venstres opfattelse er det sådan, at man først efter en politisk aftale om den grønne trepart for alvor er fri til at gå på stemmejagt i trekantsområdet og i hovedstadsregionen og via en fremgang her løsgøre sig fra landbrugets magt. Altså, den modsatte analyse af den, man kan støde på i Socialdemokratiet.

Stadig lang vej for Lund og Lose

Ser man på formandsduoens popularitetstal, er der også en del arbejde at gøre, før man kan siges at stå stærkt.

Troels Lund Poulsens PDI-tal ligger stadig relativt lavt på minus tre procent, og han er ikke lykkedes med at flytte sig i positiv retning i sin formandstid. På trods af næsten 25 år som folketingspolitiker ved 12 procent af vælgerne stadig ikke, hvem han er, og 25 procent ved ikke, hvad de synes om ham.

Det er kun 12 procent af SVM-vælgerne, der ser Troels Lund Poulsen som ønskværdig statsminister

Hele 30 procent af vælgerne fra den borgerlige opposition er Lund Poulsen negativt stemt, og blot fire procent af dem ønsker ham som statsminister – dårligere end Morten Messerschmidt (8 procent) og langt fra Inger Støjberg, som 24 procent af vælgerne fra den borgerlige opposition ønsker. For Alex Vanopslagh er tallet 28 procent.

Det er kun 12 procent af SVM-vælgerne, der ser Troels Lund Poulsen som ønskværdig statsminister mod 47 procent, som vil have Mette Frederiksen.

Med et PDI-tal på plus tre procent er Stephanie Lose mere populær end Lund Poulsen – til gengæld ligger hun efter ministerkollegaerne Nicolai Wammen, Magnus Heunicke og Mattias Tesfaye, som topper ministrenes popularitetsliste. Men især mangler Lose et bredere folkeligt gennembrud: 26 procent ikke, hvem hun er, og 31 procent ved ikke, hvad de skal synes om hende.

I Venstre-toppen ved man godt, at man stadig står i begyndelsen af det lange, seje træk, hvor partiet og dets ledere skal træde meget tydeligere i karakter. Spørgsmålet er, hvad det betyder for partiets styrke her og nu i forhold til den grønne trepart, som man selv betragter som altafgørende i kampen mod Inger Støjberg og hele problematikken om land og by.

Konklusionen er også, at gamle politiske konfliktlinjer både på den grønne dagsorden og i fordelingspolitikken aftegner sig tydeligere mellem SVM-partierne.

Og at Løkke Rasmussens egeninteresse igen er begyndt at belaste det regeringssamarbejde, han er del af.