Rami Zouzou: Krisen har været den passende forstyrrelse for civilsamfundet

DEBAT: Coronakrisen bør gøre, at foreninger finder tilbage til de liberale rødder og udvikler sig på egne præmisser fremfor på forbund og myndigheders forventninger og krav, skriver Rami Zouzou.

Af Rami Zouzou
Cand.mag. og selvstændig konsulent

Skulle Statens Serum Institut få ret i deres dystre forudsigelse om, at den sociale distancering vil vare et år endnu, får det naturligvis konsekvenser for dele af foreningslivet.

Men dem, der bruger krisen som en passende forstyrrelse til omstilling, kan faktisk komme styrket ud på den anden side. Dem, der anerkender den ny normal, formår at frigøre sig fra traditionsbundende og regelstyrede forbund, der i de sidste mange år er blevet mere og mere centralistiske og institutionaliseret, og vender tilbage til foreningslivets frie, liberale rødder, som er baseret på deltagerengagement og- indflydelse og styrker deres samarbejde med de kommercielle og langt mere fleksible motionsudbydere, vil stå stærkest efter coronakrisen.

Foreningslivet omtales ofte som helt centralt i forhold til demokrati og social interaktion. Men uanset hvor velkonsolideret foreningen er, er den hverken demokratisk eller social uden sine medlemmernes mulighed og vilje til deltagelse.

I det lys har krisen været den passende forstyrrelse, som mange foreninger måske har haft brug for at finde tilbage til deres liberale rødder og udvikle foreningen på egne præmisser og ikke myndighederne eller forbunds forventninger og krav.

Institutionaliseret foreningslivet
For der har altid været mange forventninger til foreningslivets deltagelse i offentlige løsningsmodeller fra politikernes side, og der er gennem årene kommet stadig flere krav til foreningernes organisering og udvikling fra diverse forbund og myndigheders side.

Det har betydet, at foreningslivet de sidste mange år er blevet mere og mere institutionaliserede, hvilket ikke harmonerer særlig godt med foreningslivets liberale arvegods, ligesom ingen af disse forventninger og krav gør meget gavn for de frivillige under og efter krisen.

Nogle foreninger vender derfor tilbage til den liberale ånd, som andelsbevægelsen og foreningslivet er bygget op omkring for at tilpasse sig den virkelighed, som statsminister Mette Frederiksen (S) og senest Statens Serum Institut hævder, at vi måske skal vænne os til.

De føler sig nødsaget til at bryde med dogmer, paragrafer og centralt definerede strategier, og de lader innovationskraften råde ved at finde nye måder at organisere og bevæge sig på blandt andet i samarbejde med den kommercielle idrætssektor, der ofte er mere omstillingsparat, fordi den ikke hviler på en platform af forbundsinteresser og traditioner, men alene på deltagernes ønske om at bevæge sig og være sammen.

Værn om de liberale rødder
De foreninger skal opmuntres til at fortsætte af institutionaliseringen og motiveres til styrke samarbejdet med den kommercielle idrætssektor.

Forsætte med at værne om de liberale rødder fra dengang, hvor civilsamfundet ikke var centraliseret og politiseret. Arbejde for at frigøre sig fra myndighedsforventninger og forbundsregler, som muligvis giver mening i en offentlig forvaltning, men har meget lidt med foreningslivets virkelighed samt liberale kulturarv at gøre.

Det er bydende nødvendigt, hvis foreningslivet efter coronakrisen ikke kun skal være et navn i et forbund, men også skal fungere til demokratisk og social gavn for samfundet.

De foreninger, der har modet til det, er dem, der vil stå stærkest i det postcoronasamfundet, som er blevet skitseret af statsministeren og Statens Serum Institut.   

Forrige artikel URK: Krisen kalder på langsigtede partnerskaber URK: Krisen kalder på langsigtede partnerskaber Næste artikel IMS: Journalister forfølges og begrænses i dækningen af coronakrisen IMS: Journalister forfølges og begrænses i dækningen af coronakrisen