Socialborgmester: Regeringen har stirret sig blind på børnehjemsbaroner

DEBAT: Regeringen fokuserer for meget på økonomi og for lidt på kvaliteten af den støtte, vi giver til samfundets mest udsatte, når de taler om at styrke socialtilsynene, skriver Mia Nyegaard (R). 

Af Mia Nyegaard
Socialborgmester i København (R)

De fem regionale socialtilsyn skal til eftersyn, og regeringen er på trapperne med sit bud på, hvordan det skal ske.

Socialminister Astrid Krag har allerede været ude og sige, at det skal være slut med at tjene penge på at drive sociale tilbud.

Den udmelding kommer ovenpå en periode, hvor vi i medierne har set eksempler på, at ejere bag sociale tilbud har trukket store beløb ud til sig selv, hvilket selvfølgelig skal ses efter i sømmene.

For vi skal sikre, at de skattekroner, vi betaler til private socialtilbud, går til de mennesker, der skal have hjælp.

Dog er det sjældent en god ide at udarbejde lovgivning på baggrund af grelle enkeltsager, og det lader til, at regeringen har stirret sig blind på dem, vi i medierne hører omtalt som børnehjemsbaroner.

Uigennemtænkt quick fix
Det virker for mig som et uigennemtænkt quick fix, når regeringen helt firkantet vil lukke fuldstændigt ned for, at private kan tjene på at drive sociale tilbud.

I første omgang kan det få den konsekvens, at flere tilbud bliver lukket ned. Dermed kan en masse sårbare mennesker miste deres hjem, skoletilbud med mere, mens vi i kommunerne kan få svært ved at finde nye tilbud, der passer lige så godt til netop dem.

Der findes rigtig gode, private tilbud, som primært bruger pengene på støtte til borgerne. Hvis regeringens indgreb bliver gennemført, vil vi miste dem og de nye indsatser, de kan være med til at udvikle. 

Det vil i sidste ende gå ud over den støtte, vi kan tilbyde de mest sårbare mennesker i vores samfund.

I stedet for et fuldstændigt forbud mod profit mener jeg, at man bør se på principperne bag socialøkonomiske virksomheder, hvor der er et loft over, hvor meget profit den enkelte virksomhed kan trække ud.

Med den løsning sikrer vi gode private sociale tilbud og ikke pengemaskiner. Samtidig får sårbare mennesker en bedre og mere specialiseret støtte ved at holde området åbent for private aktører.

Udvikling frem for kontrol
Ud fra hvad jeg hører, handler regeringens nye udspil om socialtilsynene i høj grad om kontrollen med tilbuddenes økonomi.

Selvfølgelig skal der være gennemsigtighed i budgetterne på private tilbud, ligesom der i øvrigt også skal det på de kommunale og offentlige tilbud. Men socialtilsynene skal meget mere end bare at gennemgå regnskaber, og her lader regeringen ikke til at have mange konstruktive bud på det, som burde være hovedformålet. 

Nemlig hvordan man gennem tilsynene kan styrke den socialfaglige støtte, borgerne modtager.

Regeringen skylder at forholde sig til, om socialtilsynene udelukkende skal være kontrolinstans eller også skal tage medansvar for at udvikle de sociale tilbud.

Jeg mener det sidste. Ikke fordi jeg er bange for at blive kontrolleret. Socialtilsynene skal selvfølgelig kigge institutionerne over skulderen og vurdere om tilbuddene er gode nok.

Men det gavner ganske enkelt ikke borgerne, hvis det hele går op i skemaer, flueben og bureaukrati.

Behov for koordinering
Socialtilsynene skal have fokus på udvikling og læring, og det kræver en handlingsorienteret og konkret dialog med tilbuddene. Ikke bare om problemerne, men også om løsningerne.

Det bør grundlæggende være en fælles interesse mellem tilbud og socialtilsyn at sikre kvalitet i og udvikling af det enkelte tilbud. Og det skal vel at mærke ske med borgerens bedste som omdrejningspunkt – ikke en tjekliste.

Derfor ser jeg et stort behov for, at socialtilsynene og de øvrige tilsyn som for eksempel Arbejdstilsynet, Patienttilsynet og Datatilsynet bliver bedre til at tale sammen.

Som landets største socialforvaltning oplever vi jævnligt, at når det ene tilsyn siger ”gå til højre”, så beder det andet os om at gå til venstre. Lad mig komme med et par eksempler fra virkeligheden.

En borger på et botilbud er storryger, og hjemmet er meget røgfyldt. Arbejdstilsynet siger, at medarbejderne ikke må gå ind til borgeren. Socialtilsynet siger, at ydelsen skal leveres uanset hvad, og at medarbejderen altså skal gå ind til borgeren.

Et andet eksempel. Et botilbud for borgere med svære psykiske lidelser havde en beboer, der spyttede på vægge og gulv i en sådan grad, at Arbejdstilsynet udstedte et påbud til botilbuddet. 

Arbejdstilsynet mente, at botilbuddets medarbejdere skulle bruge beskyttelsesdragter, masker og handsker, når de var i samme rum som beboeren.

En helstøbt løsning
Botilbuddet kunne dog forudse, at Socialtilsynet efter al sandsynlighed ikke kunne acceptere beskyttelsesudstyret, da det ville begrænse muligheden for at have en personlig relation mellem beboere og medarbejdere. 

Derfor indkaldte man til et dialogmøde med de to tilsyn og præsenterede her en løsning, som begge tilsyn var tilfredse med.

Men det burde have været tilsynene og ikke botilbuddet, der skulle drive processen med at finde en løsning. 

Det kunne man for eksempel sikre ved, at de forskellige tilsynsmyndigheder foretager deres tilsyn samtidig og efterfølgende går i dialog med det enkelte tilbud om en konkret løsning på de problemstillinger, tilsynene påpeger.

Det vil skabe en mere helstøbt løsning, som i sidste ende vil være til større gavn for både borgere og medarbejdere.

Forrige artikel Nye Borgerlige: Verdensmål på skoleskemaet er venstreorienteret indoktrinering Nye Borgerlige: Verdensmål på skoleskemaet er venstreorienteret indoktrinering Næste artikel Krag og Hækkerup: Social fond skal åbne investorers øjne for sociale projekter Krag og Hækkerup: Social fond skal åbne investorers øjne for sociale projekter
Flere foreninger bliver presset på økonomien af stigende bankgebyrer

Flere foreninger bliver presset på økonomien af stigende bankgebyrer

GEBYRER: Bankernes gebyrer på foreningskonti fortsætter med at stige, viser en ny undersøgelse fra Civilsamfundets Videnscenter. Et stigende antal foreninger henvender sig til Center for Frivilligt Socialt Arbejde, fordi bankpriserne presser deres økonomi. Hvidvasklovgivning og administration koster, lyder det fra bankerne.