Tænketanke får flere muskler at spille med

TANKEVIRKSOMHED: Flere og større tænketanke sætter mere og mere præg på dansk politik. Og der vil komme flere, lyder vurderingen. Forskere påpeger, at der er opstået en elite af politikudviklere, som ikke er demokratisk valgt.

Stiftelsen af Cepos i marts 2004 blev starten på en eksplosiv udvikling af tænketanke i Danmark. 
Stiftelsen af Cepos i marts 2004 blev starten på en eksplosiv udvikling af tænketanke i Danmark.  Foto: Hanne Paludan Kristensen/Scanpix
Carsten Terp Beck-Nilsson

Tænketanke er gået ind i en dansk guldalder. Aldrig har der været flere, og aldrig har de været større.

Ifølge den årlige tænketanksanalyse fra firmaet Toft Kommunikation er der i dag 30 tænketanke med tilsammen omkring 1.400 ansatte. Når man sætter det i forhold til antallet af indbyggere, er vi nu på niveau med Sverige, som er førende på feltet i Norden. Der er flere årsager til udviklingen, men først og fremmest:

”Man kan se, at tænketanke virker,” siger Søren Toft, som står bag analysen:

”De er synlige i medierne; de er gode til at sætte en dagsorden, og de kommer ofte med nye og kreative politiske forslag, som embedsværket ikke selv er kommet op med.”

Søren Toft mener, at tænketankene har indtaget en meget central position, fordi de er blevet dem, der hurtigt kan gennemregne og perspektivere politiske forslag for både medier, organisationer og partier.

”De bedste tænketanke er jo rustet til tænderne med intellektuelle kræfter, der gør dem i stand til at regne på niveau med Finansministeriet. Så kommer du ikke højere,” siger Søren Toft.

[Artiklen fortsætter under grafen] 

Å leger med tanken om en tænketank
Netop regne- og analysekraften gør tænketankene attraktive, mener Alternativets partileder Uffe Elbæk. Han roder sågar selv med tanken om at starte en tænketank.

”Vi er meget inspireret af tænketanke som Ugebrevet Mandag Morgen, Cevea og Concito. Men vi synes, der mangler nogen, som arbejder med politisk og demokratisk innovation,” siger Uffe Elbæk.

I Alternativet foregår den politiske ideudvikling i høj grad blandt medlemmerne i partiets politiske laboratorier. Men herudover har folketingsgruppen oprettet en udviklingsafdeling, som arbejder med politik i et langsigtet perspektiv.

”Det er en slags hybridløsning. Men det, en tænketank kan, er jo at give en analytisk argumentation for et helt andet perspektiv end det, man selv troede på. Og det er det analytiske og intellektuelle modspil, man nogle gange har brug for,” siger Uffe Elbæk.

Høj hastighed kan føre til ringere politik
På RUC forsker professor Mark Ørsten i tænketanke. Også han taler om et boost i antallet. Det skyldes ikke mindst tænketankenes evne til at rykke hurtigt, mener han – en ret attraktiv evne i en politisk beslutningsproces, hvor tempoet konstant stiger, og hvor politikerne efterspørger morgendagens svar på dagens spørgsmål. Her og nu.

”Når du nedsætter et udvalg, går der tid, før alle bliver enige – og endnu længere tid, når du nedsætter en kommission. Men tænketanke er ikke bange for at kaste sig ud i en hurtig analyse. Og man kommer også hurtigere over til den del, hvor man er løsningsanvisende,” siger Mark Ørsten.

Men der er en risiko ved den høje hastighed, påpeger Mark Ørsten. De politiske løsninger kan blive ringere, end hvis de for eksempel bygger på forskning, som er videnskabeligt testet og har været igennem peer review.

”Der er en risiko for, at vi får nogle snuptagsløsninger, som måske løser problemer på overfladen, men efterlader os med en masse svære problemer, som man ikke får taget hånd om,” siger Mark Ørsten.

Den analyse deler Kristian Weise ikke. Direktøren for centrum-venstre-tænketanken Cevea, pointerer, at forslagene stadig skal igennem den kvalitetssikring, der foregår i ministerierne.

”Men der, hvor jeg gerne vil medgive, at der er en risiko, er, at man godt kan gå en debat, der foregår på nogle lidt forsimplede præmisser, fordi tænketanke kan tegne et billede, der er meget i deres egen interesse,” siger Kristian Weise.

Fordobling af medarbejdertallet
I sin analyse opgør Søren Toft antallet af ansatte i de 30 tænketanke til lidt over 1.400. Det er omtrent dobbelt så mange som for ti år siden.

Det falder sammen med en udvikling i retning af mere kontakt mellem tænketanke, interesseorganisationer, medier, ngo'er og embedsværket.

”Det er blevet mere almindeligt og accepteret at samarbejde med tænketanke. Derfor er tænketanke også blevet mere attraktive at arbejde i – for både embedsmænd og politikere. Så der sker en større udveksling af medarbejdere mellem ministerier, Folketinget og politikere,” siger Søren Toft.

[Artiklen fortsætter under grafikken] 

Mindre i medierne, mere i lobbyen
Den udvikling har Mark Ørsten også noteret sig.

I 2015 optrådte tænketankene mindre i medierne end årene før. Til gengæld har de skruet op for deres arbejde på de indre linjer, mener han.

”Når jeg taler med tænketankene, siger de, at de nu gerne vil mødes med politikerne og har brugt medierne til at etablere en platform, så alle kender dem,” siger Mark Ørsten.

Det bekræfter Kristian Weise.

”Vi skal kunne gå to veje: den klassiske med at skabe opmærksomhed og sætte en mediedagsorden, men samtidig have en tæt og fortrolig kontakt med politikere og deres ansatte og ideelt set også hjælpe partierne med at skabe netværk og møde nye folk,” siger han.

De policy-professionelle
Mark Ørsten peger på, at der er opstået en gruppe af politisk drevne kommunikatører, de såkaldt policy-professionelle, som cykler rundt mellem partier, politiske organisationer, kommunikationsbureauer, ministerier og tænketanke.

Det kalder på opmærksomhed, mener han.

”I tænketanke bliver der opbygget et professionelt lag af policy-udviklere, som er med til at udarbejde politik, som i visse tilfælde bliver vedtaget. De er ikke demokratisk valgt til at gøre det, og deres rolle fremstår ikke nødvendigvis særligt klart for befolkningen. Det er derfor, det kan blive en sag, når Eva Kjær har copy-pastet et eller andet fra en interesseorganisation,” siger Mark Ørsten.

Forsker: Eliten lukker sig om sig selv
Også adjunkt ved CBS Christoph Houman Ellersgaard har blikket rettet mod de policy-professionelle.

”Positioner i tænketanke er blevet en af de måder, man kan bevæge sig op igennem det politiske system. Og det indebærer en risiko for, at den politiske elite lukker sig mere om sig selv forstået på den måde, at man så ikke tager folk ind, der har erfaring fra et arbejdsliv uden for den politiske sfære,” siger han.

Christoph Houman Ellersgaard har noteret sig et stigende antal politikere, som enten før eller efter deres politiske karriere arbejder i noget, der lugter lidt af politik, som han udtrykker det. Det skaber en risiko for, at de – bevidst eller ubevidst – indretter deres politik, så den passer med karrieremulighederne uden for Christiansborg.

”Man risikerer, at politikerne fører en politik, som er populær blandt dem, der finansierer tænketanke, fordi de så i højere grad kan forvente at have et job både før og efter den politiske karriere,” siger Christoph Houman Ellersgaard:

”Hvor meget det påvirker folk, kan vi ikke sige. Men man kan sige, at der i hvert fald opstår en uheldig incitamentstruktur.”

Cevea: Intet nyt under solen
Det er ikke så underligt, at der er opstået den gruppe af politik-udviklende medarbejdere, mener Kristian Weise fra Cevea.

”Det kan næsten ikke være anderledes. Man ville jo ikke være en specielt interessant tænketanksmedarbejder, hvis man var i en tænketank i 30 år og ikke havde erfaring fra andre steder, hvor der bliver lavet politik,” siger han.

Kristian Weise mener ikke, der er noget odiøst i den situation.

”Man skal ikke idealisere, hvordan politikudvikling har foregået på andre tidspunkter. Særligt i Danmark har det jo været vores stærke interesseorganisationer – og særligt arbejdsmarkedets parter – som har udviklet rigtig meget politik,” siger han og fortsætter:

”Det nye er, at tænketankene er kommet på banen og har overtaget en del af den rolle, som interesseorganisationerne har haft, og som de måske ikke er lige så aktive omkring – eller lige så gode til – som de har været før.”

Plads til tænketanke på sundhedsområdet
Selvom Danmark er kommet på niveau med Sverige, er markedet for tænketanke endnu ikke mættet, mener Søren Toft. Han forventer dog en lavere stigningstakt fremover.

”Vi ser et potentiale for, at de danske tænketanke kan internationalisere sig. Der er ikke ret mange af dem, der er til stede i Bruxelles i dag og arbejder med EU's institutioner,” siger han.

Søren Toft vurderer også, at der er plads til til mindst en tænketank på sundhedsområdet.

”Danmark står stærkt på sundhedsområdet med dygtige forskere, store medicinalvirksomheder og dygtige embedsmænd. Det er da besynderligt, at der ikke er nogen tænketanke, som beskæftiger sig med sundhedsområdet,” siger han.

Den vurdering bakker Mark Ørsten op om. Han påpeger, at tænketankene skyder op på de områder, hvor der skal træffes ubehagelige beslutninger.

”Når politikere skal foretage strukturelle, svære valg, så er de glade for, hvis der er mange spillere på banen, som kan spille ind med nogle løsninger, der bryder med de gængse måder at tænke området på. Og der lurer jo nogle reformer på sundhedsområdet,” siger han og fortsætter:

”Der vil sikkert være nogle interesser, som vil kunne se en fordel i at skabe en tænketank til at bryde det, som nogle ville kalde dødvandet i de evigt stigende sundhedsudgifter.”

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kristian Weise

Underdirektør, Trygfonden
BA i økonomi og filosofi (CBS 2002), kandidat i politisk sociologi (LSE 2004)

Mark Blach-Ørsten

Professor, Institut for Kommunikation og Humanistisk Videnskab, Roskilde Universitet
ph.d. (Roskilde Uni. 2003), cand.scient.adm. (Roskilde Uni. 1999)