Tarek Hussein: Det kan danske ngo'er lære af ukrainske flygtninge

Men foranlediget af, at det desværre ikke ser ud til at være tilfældet lige foreløbig, så har mange erkendt, at de kommer til at være i Danmark længe endnu.

Samtidig viser en ny stor undersøgelse foretaget af forskere fra Københavns Universitet og Rockwool Fonden, at knap 70 procent af de adspurgte herboende ukrainere svarer, at de ønsker at blive i Danmark – også den dag, hvor krigen ikke længere udgør en trussel mod deres hjemby.

Det betyder, at vi som samfund bør gøre os nogle meget nøje overvejelser omkring, hvordan vi bedst muligt sikrer, at de unge bliver en del af det omkringliggende samfund – og her spiller civilsamfundet en helt afgørende rolle.

Barrierer står i vejen for fællesskabet

I Dfunk – Dansk Flygtningehjælp Ungdom skulle vi som landets største organisation for unge med flugterfaring meget hurtigt omstille os, så vi også var i stand til at tage imod de unge fra Ukraine.

På baggrund af de seneste års erfaringer kan vi konstatere, at der eksisterer en række barrierer for de unges muligheder for og lyst til at engagere sig i fællesskaber i Danmark.

Det har vi – med støtte fra Egmont Fonden – beskæftiget os med de seneste to år og har senest udarbejdet en mindre undersøgelse med de erfaringer.

Der eksisterer en række barrierer for de unges muligheder for og lyst til at engagere sig i fællesskaber i Danmark.

Tarek Ziad Hussein
Direktør, Dfunk - Dansk Flygtningehjælp Ungdom

Først og fremmest oplever vi, at det danske sprog er en stor barriere for mange, og nogle unge undgår bevidst begivenheder og samtaler af frygt for at blive dømt for deres sprogfærdigheder.

Flere oplever det som skamfuldt og vender skylden indad. En 19-årig unge udtaler blandt andet:

"Jeg ved, at mit talte dansk ikke er godt nok. Jeg udtaler en del ord forkert, så ja, jeg skammer mig."

For det andet fortællere flere af de unge om stress, angst eller depression – ofte forbundet med isolation, usikkerhed og tidligere traumers samtidig med, at krigen og adskillelsen fra familien er almindelige kilder til følelsesmæssig belastning.

En anden ung udtaler eksempelvis: "Jeg føler mig ikke komfortabel med forventningen om, at jeg skal dele alt, jeg har indeni mig. Det gør mig ked af det. Og jeg ønsker ikke, at nogen skal behandle mig anderledes."

For det tredje – og her kommer en gammel traver, som ikke desto mindre også gør sig gældende for gruppen af ukrainer med flugterfaring.

Nemlig at en stor del af de adspurgte oplever, at det danske samfund kan virke lukket, især når det handler om at skabe dybere relationer.

Tilpasningsparat i krisetider

Flere føler sig direkte ekskluderet og oplever, at deres kultur og traditioner ikke altid bliver forstået eller værdsat. Mens andre har oplevet direkte diskrimination og racisme.

Flere af de unge nævner i øvrigt, at de oplever, at der er et skel flygtninge imellem, da de også kan konstatere, at de får en anden og bedre behandling (både juridisk og socialt) end andre flygtningegrupper, hvilket kan lede til konflikter.

Vi kan ikke arbejde ud fra en "one size fits all"-model, fordi der grundlæggende er forskel på både den kontekst, som de enkelte unge er flygtet fra, men også måden, hvorpå de er blevet modtaget af det omkringliggende samfund – herunder særligt politisk.

Civilsamfundet i Danmark har løftet og fortsætter med at løfte en kolossal vigtig opgave i møde med blandt andet ukrainer med flugterfaring.

Det kræver dog, at man hele tiden er tilpasningsparat og villig til at udfordre sine egne formater, metoder og tilgange, hvis man skal være i stand til at reagere på fremtidens akutte kriser.

Det gælder ikke alene lovgiver, men i lige så høj grad civilsamfundet.