Debat

Venstre-duo: Indendørsidræt skal med nye løsninger også sættes i gang

DEBAT: Udendørsidrætsgrene liver nu op igen, men indendørsidrætten kæmper og har brug for nye løsninger for at kunne åbne op udenfor de vante indendørsarealer, skriver Cecilia Lonning-Skovgaard og Flemming Steen Munch.

Normale indendørs idrætsgrene som basket, volley og håndbold har brug for nye retningslinjer til at finde fodfæste på udendørsarealer, mener Cecilia Lonning-Skovgaard & Flemming Steen Munch.
Normale indendørs idrætsgrene som basket, volley og håndbold har brug for nye retningslinjer til at finde fodfæste på udendørsarealer, mener Cecilia Lonning-Skovgaard & Flemming Steen Munch.Foto: Colourbox
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Cecilia Lonning-Skovgaard (V) og Flemming Steen Munch (V)
Beskæftigelses- og integrationsborgmester og idrætsordfører

Med fase 2 kom den længe ventede åbning for yderligere dele af idrætslivet.

Ganske vist kun udendørs, og ganske vist med en mængde restriktioner (man skal fortsat holde afstand, ingen fysiske berøringer, ingen tæmninger med brystet).

Men det er dog en mulighed for at dyrke motion i selskab med op til otte holdkammerater og træner.

Fakta
Dette indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Vi hilser åbningen varmt velkommen - men appellerer i samme instans til, at kommuner og myndigheder sammen med idrætslivet nu finder løsninger, der også gør det muligt for de normale indendørsidrætsgrene at komme i gang.

Nye udfordringer
Udfordringen er, at mange former for indendørsidræt i sagens natur ikke har fået tildelt tider på udendørsarealer.

Vi skal for alt i verden undgå, at klubberne straffes af myndighederne for at tænke nyt.

Cecilia Lonning-Skovgaard og Flemming Steen Munch
Beskæftigelses- og integrationsborgmester og idrætsordfører

Så hvis ikke kommunen hjælper dem med at finde plads - og hvis ikke kommunen medvirker til at lempe diverse restriktioner - ja, så kommer klubberne ikke i gang for alvor.

Og så vil håndbold, basket, volleyball, floorball – og individuelle idrætsgrene som badminton og bordtennis – stadig sidde på coronabænken.

Derfor er der behov for, at kommunen betragter idrætsfaciliteter som andet og mere end de klassiske matrikler – boldbaner, løbebaner og atletikstadions – og åbner for, at idrætsudøvelse kan ske andre steder end kun på boldbanerne.

Behov for nye retningslinjer
Konkret kan kommunerne hjælpe med retningslinjer i forhold til, hvor klubberne må have organiserede aktiviteter, nu hvor de ikke kan være på deres normale indendørsområder.

Ligesom de kan hjælpe med at tænke ud af boksen og sætte nye udendørsfaciliteter i spil - alt fra parker, strande, pladser, skolegårde eller kommunale parkeringspladser (efter lukketid).

Og endelig kan kommunen medvirke til at lempe på de omdiskuterede omstregningsregler og give klubberne lov til selv at optegne arealer, hvor de kan dyrke deres idræt.

Rådgivning frem for bøder
Myndighederne i form af politiet kan hjælpe ved at agere på en pragmatisk og retningsanvisende måde.

Et godt eksempel så vi i går, hvor politiet venligt rådgav nogle håndboldspillere om ikke at kaste bolden ind på et aflukket baneareal i Fælledparken.

I værste fald ville det kunne give bøder, hvis spillerne klatrede ind efter de vildfarne bolde.

Et eksempel på det modsatte så vi i sidste uge, hvor 12 karateudøvere fik bøder for at dyrke karate på Kløvermarken - og først bagefter fik at vide, at hvis de bare havde delt sig op i to hold á seks, havde de undgået bøderne.

Straf ikke nytænkning
I en - formentlig langvarig - genåbning er det afgørende vigtigt, at vi som kommune og myndigheder tager foreningernes udfordringer alvorligt i forhold til, at de ikke har "tider" udendørs - fordi de netop er indendørsidrætsgrene.

Vi skal for alt i verden undgå, at klubberne straffes af myndighederne for at tænke nyt. Gør vi det, dræber vi alle initiativer og nytænkning.

Så lad os sammen tage ja-hatten på og få indendørsidrætten i gang.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Cecilia Lonning-Skovgaard

HR-direktør, DFDS, fhv. beskæftigelses- og integrationsborgmester (V), Københavns Kommune, medlem, Borgerrepræsentationen
cand.scient.pol. (Aarhus Uni. 2001), Master of Public Administration (Kennedy School of Government, Harvard University 2000)

Flemming Steen Munch

Fhv. medlem af Borgerrepræsentationen (V), Københavns Kommune, fhv. gruppeformand, fhv. pensioneret vicepolitiinspektør, Københavns Politi
politimand (1972)

0:000:00