AE-rådet: Den teknologiske udvikling stiller krav til fordelingspolitikken

Af Lars Andersen
Direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

Den teknologiske udvikling skubber i disse år til vores arbejdsmarked og virksomheder. Hvis vi skal sikre en økonomi for alle, stiller det krav til en stærk fordelingspolitik og en ambitiøs uddannelsespolitik.

I de senere år har vi set både stigende indkomstulighed og stigende forskelle i produktiviteten imellem virksomheder i de vestlige lande. Studier fra OECD viser, at de mest produktive virksomheder har haft en stigning i produktiviteten, der er fire gange større end alle andre virksomheder.

OECD peger på, at der er flere mulige forklaringer på dette paradoks, en form for ”winner takes all”-dynamik i økonomien, hvor en lille gruppe af virksomheder tilsyneladende stikker af fra de andre, uden at der ser ud til at være en indhentning fra de andre virksomheder.

En forklaring er, at spredningen af teknologi fra frontvirksomhederne til andre virksomheder er faldet. En anden, at højt specialiseret arbejdskraft i højere grad samles i en lille gruppe af virksomheder. En tredje, at der er en stigning i koncentrationen af markedskraft og profit i frontvirksomhederne.

Sat på spidsen kan man tale om en udvikling, der nærmer sig monopolistiske tilstande, hvor enkelte virksomheder udnytter deres markedsposition til højt overskud og til at presse andre virksomheder ud.

De store produktivitetsforskelle mellem virksomheder har resulteret i større ulighed i arbejdsindkomsterne med meget store stigninger for topindkomsterne.

Lars Andersen
Direktør i Arbejderbevægelsens Erhvervsråd

De stærkeste lægger yderligere afstand

OECD kæder denne udvikling sammen med den stigende indkomstulighed: Mens den mindst kvalificerede arbejdskraft samles i lavproduktive virksomheder og brancher med lav løn uden mulighed for at avancere, bliver de bedst kvalificerede headhuntet af de mest produktive virksomheder, som derved lægger yderligere afstand til andre virksomheder, med store overskud og lønninger til følge.

Dette øger både indkomstuligheden mellem højt- og lavtlønnede, uligheden mellem virksomheder og den geografiske ulighed.

De store produktivitetsforskelle mellem virksomheder har resulteret i større ulighed i arbejdsindkomsterne med meget store stigninger for topindkomsterne, mens indkomsten for bunden er stagneret eller ligefrem faldet.

En udvikling der er meget tydelig i eksempelvis USA, men som vi også har set i Danmark. Danmark er fortsat et af de mest lige lande i verden, men også herhjemme er uligheden steget de seneste år.

De rigeste danskere stikker af, men de fattigstes indkomst står i stampe. I dag råder de 10 procent med de største formuer over lige så meget som de 70 procent med de laveste formuer tilsammen.

Har gavnet de specialiserede
Den teknologiske udvikling har i høj grad gavnet højt specialiseret arbejdskraft, som har haft en markant indkomstfremgang, mens lavt kvalificeret arbejdskraft ikke har haft gavn af den teknologiske udvikling i samme omfang.

Tværtimod bliver de presset på indkomst og arbejdsforhold og fastholdt i lavproduktive job og brancher uden mulighed for avancement.

Et hav af internationale organisationer og topøkonomer har inden for de seneste år fremført, at den stigende ulighed er problematisk og må bremses, hvis vi skal udnytte det fulde vækstpotentiale og skabe øget velstand for alle.

Hvis vi skal undgå, at teknologien bidrager til at samle endnu mere rigdom på endnu færre hænder, stiller det krav til politikerne om en stærk fordelingspolitik samt en ambitiøs uddannelsespolitik.

Politikernes svar har indtil nu været at lempe skatten på arv, kapital og selskaber. Det er skridt, der vil forstærke uligheden frem for at trække den anden vej. Beskatningen af kapital, selskaber og teknologiske platforme kan ikke løses på dansk grund alene.

Selvom teknologiens koncentration af rigdom kalder på et stærkt internationalt samarbejde, bør det ikke afholde danske politikere fra at tage hul på diskussionen om, hvordan vi sikrer, at den teknologiske udvikling skaber rigdom for de fleste – og ikke kun for de få.