Alexandra Instituttet: Crowdsourcing er oplagt i det offentlige

Af Helle Trap Friis
Senior Business Innovation Specialist på Alexandra Instituttet 

De sidste 10-15 år er antallet af crowdsourcing-modeller vokset konstant.

Blandt de mest kendte eksempler er hjemmesider som Amazon Mechanical Turk, OpenIDEO, InnoCentive og Threadless, der alle er markedspladser, hvor man kan få udført arbejde eller få hjælp til at få realiseret de idéer, som man måske ikke selv har ressourcerne til.

Det handler om passion
Men man behøver være ikke en stor privat virksomhed for at få glæde af crowd’en eller menneskemængden. Crowdsourcing udgør også et stort potentiale for den offentlige sektor, der kan lægge opgaver ud til borgerne. 

Crowdsourcing handler grundlæggende om at skaffe sig ekstern ekspertise, og for en virksomhed handler det om at komme tættere på sine kunder og udvikle et produkt, som folk vil købe. Herhjemme er den gode case Lego, der siden 2008 har haft en platform, hvor dedikerede fans kan uploade forslag til nye Lego-modeller.

En af de første modeller var fra Minecraft-universet, og her går rygtet, at Legos platform crashede, fordi op mod 10.000 “likede” modellen de første 24 timer. Platformen er sidenhen blevet en pipeline i Legos innovation med tusindvis af brugere.

Hvis man havde sat en virksomhed til at komme op med et produkt, var der nok gået et par år, før man havde udviklet det. Men i Safecast-projektet var en helt anden accept af, at det skulle bruges som værktøj og ikke behøvede at se fancy ud.

Helle Trap Friis
Senior Business Innovation Specialist på Alexandra Instituttet

Således handler crowdsourcing grundlæggende om passion. For Lego handler det om, at der er nogle mennesker, der er voldsomt passionerede i forhold til at udvikle Lego, og her handler det ikke om, hvordan Lego får fat i deres brugere, men mere om, hvordan de håndterer brugernes passion.

Tip kommunen om huller i vejen
Et godt eksempel på offentlig inddragelse af crowdsourcing findes i den spanske kommune Santander. I projektet SmartSantander har man udviklet en app, hvor borgerne kan give alle andre besked, hvis der er meget trafik et bestemt sted, eller hvis der er hul i vejen, eller en flise ligger skævt.

Samtidig kan man følge med i, hvordan det går med at få lavet hullet. Bundlinjen er, at kommunen fik seks gange flere klager, men det gav også større opmærksomhed og gennemsigtighed og gjorde, at problemerne blev løst hurtigere. 

Santander har desuden lavet Santander City Brain, der er en åben platform, hvor alle borgere kan komme med idéer til, hvordan byen kan forbedres.

Hvordan udvikler man en geigertæller på syv dage?
Santander valgte en app, men hvad man vælger afhænger af, hvad man vil med sit crowd, og hvad det er for nogle passionerede folk, som man gerne vil i nærheden af. 

I Fukushima i Japan var der en helt anden udfordring. Ifølge folkene bag Safecast var der oven på katastrofen ikke nok offentlig data om strålingsfare tilgængelig, og derfor tog de initiativ til at organisere en platform, hvor alle kan indsamle og uploade data om stråling.

Den primære indsamling skulle ske ved at sætte en geigertæller på en bil og køre rundt og samle data ind.

Problemet var, at man ikke havde en brugbar geigertæller. Initativtagerne tog derfor kontakt til Tokyo Hackerspace, og på sjettedagen efter, at de fik idéen, havde de en prototype.

Dagen efter kørte de afsted til Fukushima for at tage målinger, og sidenhen delte de, hvordan man opbygger geigertælleren og uploader data.

Hvis man havde sat en virksomhed til at komme op med et produkt, var der nok gået et par år, før man havde udviklet det. Men i Safecast-projektet var der en helt anden accept af, at det skulle bruges som værktøj og ikke behøvede at se fancy ud, men gerne måtte være en prototype.

Safecast viser nok, at selv om man har masser af penge og forskning til rådighed, kan systemet fejle. Men på grund af nettet, og fordi folkene bag projektet var åbne med at dele data, havde de i løbet af en uge eksperter fra hele verden til rådighed, og i løbet af et år var det det største overvågningsprojekt nogensinde.

Mobilen visualiserer folks CO2-aftryk
Sidste eksempel er mere “crowd-sensing” og hedder EcoSense.

Det handler om, hvordan man kan afkorte trafikken og dermed gavne miljøet i større byer, herunder Aarhus, Sønderborg og København, som er med i projektet.

Ved at bruge sensorer som gps, lys, lyd og bevægelse, der sidder i folks mobiltelefoner, kan man måle, hvor brugeren befinder sig og ud fra rystelserne fortælle, om personen fx kører bil, bus eller på cykel.

Med de informationer kan man udvikle værktøjer, så trafikanterne fx kan få information om brændstof, og om der er tidsbesparelser ved at skifte til tog eller bus. Man kan samtidig få hurtig feedback på, om nye initiativer virker.

Fra like til medborgerskab
Grundlæggende er crowdsourcing kommet et stykke længere end begynderstadiet.

Det er gået “fra like til medborgerskab”, og der må være masser af oplagte crowdsourcing-muligheder i kommunerne.

I stedet for at ansætte eksperter, så kan kommunerne lægge opgaverne ud til borgerne og dermed opnå medborgerskab i deres løsninger.

Det er vel en udvikling, som vi gerne vil have i samfundet.