Britt Bager: Logning er afgørende i opklaringen af grufulde forbrydelser
Politiet skal have de absolut bedste redskaber til at efterforske kriminalitet. Derfor er det nødvendigt, at politiet kan få adgang til teleselskabernes logning og tv-overvågning, skriver Britt Bager.
Britt Bager
Seniorrådgiver, Kraka Advisory, fhv. MF (K), fhv. politisk ordfører 2018-19 (V), fhv. statsrevisor 2018-21Politiet skal have de absolut bedste redskaber til at efterforske kriminalitet. Og i en verden, der bliver tiltagende digital, er det derfor nødvendigt, at de kan få adgang til både logning og tv-overvågning. Derfor mener vi i Det Konservative Folkeparti, at teleselskaberne fortsat skal logge informationer.
Må staten overvåge din telefon?
Regeringen er ved at behandle et lovforslag, som giver regeringen mulighed for at overvåge 3,9 millioner menneskers mobildata.
Det sker, selvom EU-Domstolen flere gange har erklæret den helt generelle og uindskrænkede logning af borgernes telefoner for ulovlig.
Venstre og Konservative bakker op om lovforslaget, som derfor forventes vedtaget en af de kommende dage.
I den anledning stiller Altinget Digital nu spørgsmålene:
- Er regeringen, V og K på vildspor?
- Har overvågningen af danskerne taget overhånd?
- Hvordan sikrer vi den enkeltes frihed og privatliv, hvis lovforslaget vedtages?
Om temadebatter:
Alle indlæg er alene udtryk for skribenternes egen holdning.
Vil du deltage i debatten? Skriv til [email protected].
Der må aldrig blive tale om masseovervågning. Derfor er vi tilfredse med, at politiet kun kan tilgå logningsdata, hvis der er tale om alvorlig kriminalitet, og hvis de på forhånd har en dommerkendelse. Sådan bliver det med den nye lov om logning.
Logning udfordrer ikke borgerens frihed
Alligevel virker det til, at der eksisterer en del misforståelser på området. Modstanderne af forslaget forsøger til tider at male et skræmmebillede af, at alle danskeres gøren og laden ligger frit tilgængeligt for myndighederne, at alle og enhver er under konstant overvågning, og at alle og enhver kan få udleveret teleoplysninger. Men virkeligheden er en anden.
Teleselskaberne logger mobildata på sikre servere, og politiet kan kun få indblik i de data, hvis de efterforsker forbrydelser, der har en strafferamme på minimum tre år. Og de skal altid have en dommerkendelse først.
Vi ønsker på ingen måde et samfund præget af massiv masseovervågning af borgerne. Men det er også nødvendigt, at vi imødekommer politiets behov
Britt Bager
MF, Det Konservative Folkeparti
Det sikrer, at teleselskabernes logning ikke udfordrer den enkelte borgers frihed. Alle har ret til privatliv og ret til at begå sig, uden at blive overvåget af politiet. Derfor er det altafgørende, at myndighederne kun kan få indsigt i disse data, når der pågår en efterforskning for alvorlig kriminalitet, og når der foreligger en dommerkendelse.
Stop af logning forringer politiets efterforskningsmuligheder
Når det kommer til overvågning, er det altid en balancegang. Vi ønsker på ingen måde et samfund præget af massiv masseovervågning af borgerne. Men det er også nødvendigt, at vi imødekommer politiets behov, så vi kan forhindre og efterforske kriminalitet.
Der findes masser eksempler på, at logning af teledata har ført til opklaringen af voldsomme forbrydelser. Et af dem er en særdeles grov sag, som blev afgjort i 2015. En kvinde blev slået ihjel af sin syriske eksmand, og selvom politiet ikke fandt liget, lykkedes det anklagemyndigheden at løfte bevisbyrden i sagen og få manden dømt.
Så længe oplysningerne kun er tilgængelige i forbindelse med alvorlig kriminalitet og med en dommerkendelse i hånden, bør logningen derfor fortsætte
Britt Bager
MF, Det Konservative Folkeparti
Her var det netop logningsdata, der var et afgørende bevis for mandens skyld, og uden den mulighed havde politiet med al sandsynlighed ikke kunne løfte bevisbyrden. Vi risikerer at forringe politiets efterforskningsmuligheder af meget grov kriminalitet, hvis vi stopper telelogningen.
Udvid områderne for tv-overvågning
Logning af teleoplysninger kan selvfølgelig aldrig stå alene, men det er et enormt effektivt efterforskningsredskab, som politiet har brug for, særligt når mennesker forsvinder som følge af kriminalitet. Det samme gælder tv-overvågning.
Derfor har jeg bedt justitsministeren overveje, om man kan udvide det område offentlige og private tv-overvågning må dække. I dag må et kamera kun dække et område på 30 meter i det offentlige rum. Den grænse bør man hæve betragteligt.
Logning og tv-overvågning kan som redskaber ikke stå alene. Men de kan være afgørende for opklaringen af voldsomme og grufulde forbrydelser. Så længe oplysningerne kun er tilgængelige i forbindelse med alvorlig kriminalitet og med en dommerkendelse i hånden, bør logningen derfor fortsætte.