Dansk Metal: Europa skal være en offensiv spiller i digitaliseringskapløbet

DEBAT: Både i øst og i vest øges konkurrencen inden for digitalisering. Derfor er det på tide, at EU opruster produktionen af robotter og ny teknologi, skriver Henrik Aarestrup og Johan Moesgaard, erhvervspolitisk chef og EU-chef i Dansk Metal.

Af Henrik Aarestrup og Johan Moesgaard
Erhvervspolitisk chef og EU-chef, Dansk Metal

Kan I huske det hollandske fodboldlandshold i 1970’erne? Holdet, der kunne betage hele verden med offensiv fodbold. Anført af holdets stjerne, Johan Cruyff, spillede Holland sig i to VM-finaler i træk i 1974 og 1978, og de scorede mål på samlebånd.

Det var ikke tilfældigt. Træneren, Rinus Michels, revolutionerede nemlig fodboldspillet med sin taktik – ”totalfodbolden”. Her skulle alle spillere i princippet kunne angribe. Fortidens systemer, såsom den defensive italienske cartenaccio-spillestil, blev skrottet til fordel for en offensiv taktik, som mange hold i Europa efterlignede.

Stigende global konkurrence
Lad os spole tiden 40 år frem og vende blikket ud mod danske arbejdspladser i industrien. Det går grundlæggende godt for industrien, som er Danmarks vækstmotor nummer et. Imidlertid ser vi stigende global konkurrence.

Kina har sat sig for at blive førende på data og digital omstilling. Ja, en tredjedel af verdens robotter står faktisk på kinesiske fabrikker. Ligeså har USA mere end ti gange så mange private investeringer i kunstig intelligens som Europa har.

Mod både øst og vest gør man alt for at omstille arbejdspladserne til en digital virkelighed. Derfor står vi nu over for et valg i Danmark og Europa: Vil vi spille defensivt og krampagtigt forsøge at forsvare os med fortidens virkemidler? Eller vil vi satse offensivt og sætte os i førersædet i den digitale revolution på arbejdspladsen?

Tid til digital oprustning
I Dansk Metal er vi ikke i tvivl. Danmark og EU skal stemple langt mere offensivt ind i kampen for flere robotter og ny teknologi. Ellers ender vi som bænkevarmere, mens de andre stormagter spiller mod hinanden inde på banen. Det er ikke mindst relevant for alle vores medlemmer i industrien.

Derfor har Dansk Metal netop lanceret en række anbefalinger til, hvordan vi kan øge digitaliseringen i danske virksomheder. I stedet for at konkurrere med resten af verden på løn skal vi konkurrere på at have de bedste maskiner, klogeste hoveder og dygtigste hænder.

Alle på arbejdspladsen skal kunne arbejde digitalt – ligesom alle spillere på Hollands landshold skulle kunne angribe. Når EU-toppen de kommende måneder skal skrive en industristrategi, er vores ønske i Dansk Metal derfor enkelt og klart:

Ryk flere penge over til digital omstilling, sæt et måltal for flere robotter i europæisk industri, og rul 5G ud over hele Europa. Der er brug for, at Danmark og EU går i offensiven. 

Forrige artikel Tænketank: Danske politikere går lalleglade frem mod overvågnings­samfundet Tænketank: Danske politikere går lalleglade frem mod overvågnings­samfundet Næste artikel Konsulent: It-skandaler kan bunde i manglende forventningsafstemning Konsulent: It-skandaler kan bunde i manglende forventningsafstemning
Forsvarets Efterretningstjeneste retter sigtet mod techgiganterne

Forsvarets Efterretningstjeneste retter sigtet mod techgiganterne

NY VERDENSORDEN: Koncentrationen af magt hos få teknologivirksomheder er i gang med at ændre verden. Virksomhederne er ikke en aktuel trussel, men de har en hidtil uset magt til at påvirke politik nationalt og globalt, konstaterer Forsvarets Efterretningstjeneste i en ny udgivelse.