Debat: Fremtidens velfærdsteknologi er selvmonitorerende, værdiskabende og international

Af Ivan Kjær Lauridsen 

Velfærdsteknologichef, Aarhus Kommune

Der er gennem 10 år høstet store gevinster i Aarhus Kommune ved at indføre enkle og intuitive velfærdsteknologiske produkter.

Vi har prøvet os frem med støttestrømpepåtagere, elektroniske pilleæsker og skylle-tørre-toiletter. Det er situationsbasererede teknologier, der anvendes af mennesker, der er sammen i en fælles geografi.

Værdiskabelsen er kun afhængig af, hvad der foregår lige præcis der, hvor de er. Produkterne er efterhånden helt almindelige på plejehjem og i hjemmeplejen. Nu rykker vi med fuld fart ind i en ny epoke, hvor de letforståelige, fysiske produkter erstattes af avancerede teknologier, der vender op og ned på vores forestilling om velfærdsteknologi i omsorg og pleje.

Vi vil måle livskvalitet
Forestil dig en rollator, der er pimpet med elektronik. Nu er rollatoren ikke længere et lavpraktisk gangredskab, men et stykke højteknologisk velfærd.

Rollatoren monitorerer sig selv; den angiver, hvis bremseklodserne eller håndbremserne er slidte, og den måler, hvor meget den bliver brugt. Viser rollatoren reduceret gåafstand, ved vi, at vi skal rykke ud til borgeren. Fremover vil vi se mange flere komplekse teknologier, hvis anvendelse og værdiskabelse forudsætter flere aktører, der ikke er tilstede sammen i en fælles geografi.

Forestil dig en rollator, der er pimpet med elektronik. Nu er rollatoren ikke længere et lavpraktisk gangredskab, men et stykke højteknologisk velfærd.

Ivan Kjær Lauridsen
Velfærdsteknologichef, Aarhus Kommune

Værdiskabelsen vil være afhængig af datatransmission over afstand, intelligent databehandling og infrastruktur. Det kan for eksempel være planlægningssystemer, elektroniske omsorgsjournaler, alarm- og pejlesystemer, telemedicinske løsninger og sensoropsamlet viden til anvendelse af TOBS (Tidlig Opsporing af Begyndende Sygdom).

En rollator, der ikke er i brug, kan være tegn på forværring i sygdom hos en borger og dermed forringet livskvalitet. Det kan vi reagere på, når rollatoren forsyner os med målinger.

Hvis vi ønsker flere af den slags teknologier, kræver det, at vi tænker stort.

Vi skal samarbejde på tværs af sektorer og lande
Vi står over for en demografisk udvikling, der udfordrer vores velfærdssamfund. Og vores nabolande har de samme udfordringer som os.

Det vil være hensigtsmæssigt at skabe samarbejder, der gennemløber hele den nye teknologis udviklingskæde fra:

1. Validering af idé
2. Formulering af businesscase med beskrivelse af værdi for borgeren, arbejdsmiljøet, den offentlige økonomi og erhvervsudviklingen
3. Gennemførelse af prototypetest
4. Proof of Concept i større skala
5. Implementering i samlet driftsområde, beskrivelse af skaleringspotentiale og udarbejdelse af offentlig/privat forretningsmodel.

Det kunne være interessant at afdække, hvordan et fremtidigt marked for velfærdsteknologier kunne se ud, hvis vi samarbejder i Norden eller hele Europa. Kan det blive et marked, der er karakteriseret ved en kombination af almindeligt consumer-salg, salg til kommuner, regioner, hospitaler, enkelte institutioner og forsikringsselskaber?

For at løfte omsorgsopgaven på en økonomisk forsvarlig måde, bliver vi nødt til at tænke nyt. Men først skal vi have ryddet nogle lovgivningsmæssige forhindringer af vejen.

Krav om habilt samtykke forhindrer os i at give omsorg
I Sverige kameraovervåger man sovende demente, så man opdager, hvis de står op om natten og risikerer at komme til skade. I Danmark er kameraovervågningen uden habilt samtykke ulovlig; det opfattes som frihedsberøvelse.

Nogle kommuner har desuden en praksis, der for eksempel forhindrer, at man lægger en trykfølsom måtte ved siden af den dementes seng for at registrere, om vedkommende stiger ud af sengen.

De teknologier, der kan være med til at skabe et trygt liv, er til rådighed, men usikkerhed om reglerne forhindrer os ofte i at bruge dem. Det betyder, at vi i mange tilfælde ikke kan udøve vores omsorgspligt som beskrevet i Serviceloven.

Det betyder også, at borgere med nedsat kognitiv funktionsevne, som for eksempel demente, får en dårligere omsorg, end borgere med nedsat fysisk funktionsevne. En borger med nedsat funktionsevne i benene kan give habilt samtykke til at få stillet en trykfølsom måtte til rådighed, så vedkommende er sikker på, at der er hjælp på vej, hvis han/hun falder om natten.

Den demente må vente, til nattevagten går sin næste runde.

Vi trænger til en grundig diskussion om, hvilken ret der har forrang: omsorgspligten eller retten til privatlivets fred; retspraksis er her uklar. Et godt sted at begynde vil være at se på Magtanvendelsesreglerne.

Bekendtgørelsen bør udvides til eksempelvis at omfatte indsamling af data (fra f.eks. en rollator), alarm- og pejlesystemer (f.eks. en sengekantsalarm) og videobaseret overvågning.

Hvis vi desuden indfører regler om stedfortrædende samtykke, bliver vi i stand til at levere en bedre omsorg i fremtiden med hjælp fra den nye generation af velfærdsteknologier.