Debat

DI: Er Europa ved at tabe kampen om det digitale overherredømme?

DEBAT: Kina og USA er langt foran EU, når det kommer til digital innovation. Men EU fører, når det kommer til digitale spilleregler, der giver forbrugerne tillid til nyt teknologi. EU kan dog ikke vinde kampen alene - medlemsstaterne skal med, skriver Peder Søgaard-Pedersen.

Hvis Danmark og de andre medlemslande blot overlader det tunge digitale løft til Bruxelles, bliver det for alvor USA og Kina, der vinder kampen om det digitale overherredømme, skriver Peder Søgaard-Pedersen.
Hvis Danmark og de andre medlemslande blot overlader det tunge digitale løft til Bruxelles, bliver det for alvor USA og Kina, der vinder kampen om det digitale overherredømme, skriver Peder Søgaard-Pedersen.Foto: Pressefoto
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Peder Søgaard-Pedersen
Fagleder for Digital Indre Marked, Dansk Industri

For nylig kunne man i The Economist læse om en indædt kamp mellem USA og Kina om det digitale overherredømme. Meget sigende blev Europa ikke nævnt med ét ord af det engelske nyhedsmagasin.

Artiklen beskrev, hvordan Kina er rykket op i den digitale fødekæde med store teknologivirksomheder som e-handelsportalen Alibaba og Tencent, der står bag mega-appen WeChat. Begge har i dag en markedsværdi på omkring 500 milliarder dollar, og ingen af dem eksisterede for bare 20 år siden.

Tilsvarende er amerikanske Google, Amazon og Facebook først nu på vej ud af deres teenageår. Mens USA og Kina fostrer morgendagens digitale giganter, har færre end 10 af verdens top 100 højteknologivirksomheder hovedsæde i Europa.

Fakta
Deltag i debatten!
Skriv til [email protected]

USA og Kina høste gevinsterne
Firkantet sagt er det altså USA og Kina, der står til at høste de største gevinster i den digitale økonomi, som i stigende grad kommer til at udgøre grundlaget for vores høje levestandard.

Det skyldes ikke mindst Kinas og USA's store hjemmemarkeder, der gør muligt for digitale virksomheder at vokse med lynets hast. Mens 800 millioner kinesiske og 300 millioner amerikanske internetbrugere alle befinder sig på ét digitalt hjemmemarked, er EU's godt 400 millioner internetbrugere fordelt på 28 nationale markeder.

Hvis Europa ikke skal køres over i kampen om det digitale overherredømme, skal Kommissionens initiativer for et digitalt indre marked følges op af en langt større satsning på udvikling og anvendelse af nøgleteknologier, for eksempel kunstig intelligens, big data og Internet of Things. 

Peder Søgaard-Pedersen
Fagleder for Digital Indre Marked, Dansk Industri

Samtidig har USA og Kina en langt mere ambitiøs og sammenhængende forsknings- og innovationspolitik på det digitale område end i Europa. Kina menes for eksempel at have udviklet den hurtigste supercomputer i dag og forventes inden længe at indhente USA i udviklingen af kunstig intelligens.

EU fører på digitale spilleregler
Digital omstilling kræver dog mere end skala og innovationskraft. Det kræver også digitale spilleregler, der sikrer en fair konkurrence i markedet og tillid i befolkningen til nye teknologiske løsninger.

Her er Europa faktisk længere fremme end både USA og Kina. Kommissionen arbejder i øjeblikket på at tilpasse de nuværende konkurrenceregler til nye digitale markedsvilkår. Det er nødvendigt for at kunne sikre en effektiv konkurrence i markedet og dermed lavere omkostninger og bedre vilkår for både virksomheder og forbrugere.

Inden længe træder EU's persondataforordning også i kraft, som bliver verdens strengeste regler for privatlivsbeskyttelse. Det vil være med til at styrke brugernes tillid til nye teknologier og sætte en høj standard for fremtidens dataøkonomi.

Derudover har Kommissionen lanceret 16 konkrete initiativer for at etablere et digitalt indre marked, herunder at gøre dataudveksling til EU's femte frihed på linje med den fri bevægelighed af varer, tjenesteydelser, kapital og arbejdskraft. Det vil være med til at give danske digitale virksomheder adgang til et hjemmemarked på 400 millioner internetbrugere og bedre muligheder for at vokse sig store.

Europa skal være en digital vinderregion
Der er lang vej igen, før EU's digitale hjemmemarked bliver ligeså veletableret som det amerikanske eller kinesiske - men vi er på vej. Derimod halter det gevaldigt med den digitale innovationskraft.

Hvis Europa ikke skal køres over i kampen om det digitale overherredømme, skal Kommissionens initiativer for et digitalt indre marked følges op af en langt større satsning på udvikling og anvendelse af nøgleteknologier, som for eksempel kunstig intelligens, big data og Internet of Things.

Her kan EU's institutioner ikke løfte opgaven alene. Medlemslandene skal selv på banen for at gøre Europa til en innovativ vinderregion. Det kræver først og fremmest, at medlemslandene selv sætter forskningsinitiativer i søen, selv sætter digitale kompetencer på skoleskemaet og selv får tilpasset den nationale lovgivning til en digital virkelighed.

Hvis Danmark og de andre medlemslande blot overlader det tunge digitale løft til Bruxelles, bliver det for alvor USA og Kina, der vinder kampen om det digitale overherredømme.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peder Søgaard-Pedersen

Underdirektør, Chef, DI Life Science
cand.scient.pol. (Københavns Uni. 2008)

0:000:00