Debat

Fiberalliancen: Danmark skal kæmpe for fuld adgang til hele det nye wifi-frekvensbånd

Hvis vi vil give alle danskere fuldt udbytte af nye digitale muligheder, så bør vi følge den øvrige vestlige verden og give fuld adgang til hele det nye frekvensbånd, skriver Morten Trolle.

Danmark risikerer at blive trukket med af de kræfter, der ønsker frekvenserne til det trådløse wifi afsat til mobilt bredbånd, som udgør en meget lille del af vores samlede dataforbrug i Danmark, skriver Morten Trolle.&nbsp;<br>
Danmark risikerer at blive trukket med af de kræfter, der ønsker frekvenserne til det trådløse wifi afsat til mobilt bredbånd, som udgør en meget lille del af vores samlede dataforbrug i Danmark, skriver Morten Trolle. 
Foto: Alessandro Bianchi/Reuters/Ritzau Scanpix
Morten Baadsgaard Trolle
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Wifi er verdens mest anvendte indgang til det digitale univers og spiller en hovedrolle i hverdagen hos de fleste danskere.  

Den rolle er under pres, da mængden af data, vi forbruger i vores digitale hverdag, er kraftigt stigende.  

I 25 år har wifiteknologien trådløst forbundet vores tv, computere og mobiltelefoner til internettet. Men også vaskemaskiner, kaffemaskiner og belysning har indbygget wifi. Snart findes der næppe et eneste elektrisk apparat uden.  

Udviklingen har ført til, at vores dataforbrug er fordoblet på bare tre år, og med alle de opgaver, som wifi løser for os, bliver forbindelserne endnu mere presset de kommende år. Allerede under VM i fodbold vil vi sikkert se nye rekorder i dataforbrug på streaming i Danmark.  

Kampen om fremtidens internetfrekvenser er i gang 

Antallet af frekvenser til det trådløse wifi har været det samme i årtier – fordelt på blot to frekvensbånd. Sidste år blev man dog i Europa enige om at frigive lidt flere frekvenser til wifi, men behovet stopper ikke der.  

Kampen om fremtidens frekvenser er i fuld gang. For mens wififrekvenserne stilles til rådighed som et fælles samfundsgode og er frie at benytte for alle, så er alternativet, at frekvenserne ender som en eneret til få mobilselskaber i 20 år eller mere. 

Hvis vi vil give alle danskere fuldt udbytte af nye digitale muligheder og samtidig fremme dansk innovation og vareeksport, så bør vi følge den øvrige vestlige verden og gå wifivejen.  

Morten Trolle
Chefkonsulent, Fiberalliancen

I Danmark lægger kablet digital infrastruktur som fibernet ryg til 88 procent af danskernes dataforbrug. 

Trafikmængden, der går gennem kablerne, er fordoblet på bare tre år i Danmark og er 700 procent større end det mobile dataforbrug. Med den vilde dataudvikling vil begrænsninger på wifi betyde, at det sidste trådløse stykke vej til vores computer, tablet eller tv indsnævres.  

Det vil reducere vores digitale muligheder og give en dårligere brugeroplevelse. Derfor er wifi vigtigt, og derfor oplever vi nu en voksende global appetit på flere frekvenser til wifi. 

USA, Canada, Sydamerika og flere lande i det digitalt fremadstormende Asien har allerede truffet beslutningen om den største udvidelse af wifi nogensinde. Her er et helt nyt og tredje frekvensbånd bragt i spil til wifi.  

I Danmark står vi stadig tøvende overfor at give fuld adgang til hele det nye frekvensbånd. Dermed risikerer vi at blive trukket med af de kræfter, der ønsker frekvenserne afsat til mobilt bredbånd, som udgør en meget lille del af vores samlede dataforbrug i Danmark. 

Helt grundlæggende handler det om at afsætte plads til wifi, der er et fælles gode til gavn for os alle. Hvis vi vil give alle danskere fuldt udbytte af nye digitale muligheder og samtidig fremme dansk innovation og vareeksport, så bør vi følge den øvrige vestlige verden og gå wifivejen.  

Det er vigtigt, at danske politikere og embedsmænd kæmper den kamp, når de skal forhandle en aftale om brug af frekvenser i Europa på plads.  

Læs også

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Baadsgaard Trolle

Chefkonsulent, Fiberalliancen, seniorkonsulent, Green Power Denmark

0:000:00