Forsker: Digitale kvantespring kan udfordre retssikkerheden

DEBAT: Kravet om fysiske møder er et udtryk for en grundlæggende værdi i vores samfund. Retssikkerheden kan blive udfordret, hvis afgørelser skal træffes gennem skærmen, skriver Roger Buch.

I det fælles fysiske rum registreres ting, som ganske
simpelt ikke kan trænge igennem en skærm, skriver Roger Buch. — I det fælles fysiske rum registreres ting, som ganske simpelt ikke kan trænge igennem en skærm, skriver Roger Buch. Foto: colourbox.com

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Roger Buch
Lektor og centerleder, Media Maker Space, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

Coronakrisen udløste et digitalt kvantespring, som desværre skaber fare for dårlige løsninger og mangel på effektivitet i de kommende år, selvom digitale løsninger kan virke lette og besnærende.

Efter krisen vil offentligt og private virksomheder fortsætte mange af de digitale løsninger, da der er oplagte fordele ved digitalt arbejde og digitale møder.

Og det er godt, men der er også en række ulemper, som bør med i beslutningerne om fremtidens digitale løsninger.

Fakta

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning.

Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Debatindlæg kan sendes til [email protected].

Der er entydige økonomiske gevinster ved digitale løsninger. Møder, workshops og endog konferencer kan gennemføres langt billigere. Der er hverken lokaleleje eller bespisning, og rejsetid forsvinder.

Et møde koster let 3.000 kroner
Rejsetid er en meget stor del af udgiften til møder, da den ofte tager længere tid end selv mødet. Et møde på to timer kan let koste 1.500 til 3.000 kroner i arbejdsløn per deltager på grund af rejsetiden.

Det digitale kan udfordre retssikkerheden i den offentlige myndighedsudøvelse – alle de situationer, hvor der træffes beslutninger.
Roger Buch
Lektor og centerleder, Media Maker Space, Danmarks Medie- og Journalisthøjskole

En stor del af den rejseaktivitet, som ses på kryds og tværs af Danmark, er netop rejser til møder, der varer få timer eller en halv dag. Man kan ofte nikke til de samme mennesker om eftermiddagen, som man nikkede til på morgenfærgen, morgenflyet eller i morgentoget – alle på vej til og fra møder.

Møder kan arrangeres langt hurtigere digitalt, fordi der ikke er rejsetid. En beslutningstager, ekspert eller kunde kan inddrages i løbet af få timer fremfor næste dag. Der er ikke problemer med lokalebookningen. Nye deltagere kan hurtigt inddrages, ligesom man lettere kan gå til og fra mødet.

Deltagerkredsen kan blive bredere – borgere kan deltage langvejs fra, ligesom borgere med handicap lettere kan være med. Man kan være 10, 100 eller 10.000, som lytter på det spændende foredrag.

Fordele i mødet mellem borger og kommune
Der kan også være store gevinster ved private virksomheders kundemøder, eller hvor det offentlige møder borgeren.

Borgeren slipper for at skulle bruge tid og penge på at komme til virksomhedens kontor eller butik, jobcenteret eller socialforvaltningen. Det er en særlig fordel i kommunerne, fordi mange kommuner blev geografisk store ved kommunalreformen i 2007, så borgere har fået lang transporttid til rådhuset eller forvaltningen.

30 til 40 minutters transporttid er ikke ualmindeligt, uanset om det er borgerne, som kommer til kommunen, eller kommunens ansatte, som opsøger borgeren.

Billigere, hurtigere og mere fleksibelt – men hvad er så ulemperne?

Kan kvaliteten opretholdes
Produktivitet – et billigt møde – er et ubetinget gode. Men selv mødet er ikke målet med hverken digitale eller fysiske møder.

Det egentlig mål er effektivitet – et møde, som skaber resultater: Man blev enige om aftalen, der blev lavet en god plan, eller man lærte noget. Der er ingen sikkerhed for, at digitale møder er lige så effektive som fysiske møder.

Har børn og unge i skoler, ungdoms- og videregående uddannelser eksempelvis lige så stort udbytte af digitale undervisning?

Tvivlen gælder ikke kun undervisning - der kan være den samme tvivl om alle former for digitale møder: Er udbyttet lige så godt? Hvad med bankrådgivningen? Byggemødet mellem arkitekten og kunden?

Er udbyttet lige så stort, når borgeren mødes med socialrådgiveren på jobcenteret for at få hjælp til at komme i arbejde, som når de mødes på en skærm? En lavere effektivitet er ikke lig med opgivelse af digitalisering. For hvis der er massive besparelser på digitale møder, kan vi så leve med lidt lavere effektivitet?

At børnene lærer lidt mindre, at klienten bliver vurderet lidt mere overfladisk, eller kommunen får lidt dårligere aftaler eller planer? Det er et politisk valg, men det skal tages bevidst, åbent og på et oplyst grundlag.

Læs også

Ombudsmanden: Hvordan digitaliserer vi uden at skade vores retssikkerhed?

Debat

Digitale møder kan være ulovlige
I den offentlige sektor er der et ekstra problem: Er digitale løsninger overhovedet lovlige?

Under coronakrisen har der været en nødsituation, som nødvendiggjorde nødløsninger og omlægning til digitale møder. Men ofte vil det ikke være lovligt at fortsætte digitale løsninger efter coronakrisen, fordi lovgivningen forudsætter fysiske møder.

Eksempelvis krævede det en hastelov for at gøre det lovligt for byråd/kommunalbestyrelser at mødes digitalt. Undervisningen i folkeskolen blev digital under coronakrisen, men det vil ikke være lovligt at fortsætte, da folkeskolen i udgangspunktet skal være en fysisk skole.

Byrådet/kommunalbestyrelsens, Folketingets, domstolenes og socialrådgivernes arbejde er eksempler på, at kravet om fysiske møder og mundtlighed gælder de fleste steder i det offentlige, når der træffes beslutninger.

Retssikkerheden udfordres
Kravet om fysiske møder er ikke udtryk for, at den offentlige sektor er gammeldags og umoderne, men derimod om grundlæggende værdier i et retssamfund.

Kravene bæres af en grundtanke om, at mundtligt er vi mere lige – sådan kan vi bedst tale vores sag eller forsvare os. Men det handler også om, at man bedst kan vurdere personers tilstand, overbevisning og oprigtighed ved et fysisk møde.

Når en dommer eksempelvis skal afgøre, hvem af to modstridende vidner som lyver eller siger sandheden, har det stor betydning, at dommeren er i rum med personen og kan se hele personen og kropssproget.

Det er ikke muligt på samme måde på en lille computerskærm eller en storskærm. I det fælles fysiske rum registreres ting, som ganske simpelt ikke kan trænge igennem en skærm.

Det digitale kan udfordre retssikkerheden i den offentlige myndighedsudøvelse – alle de situationer, hvor der træffes beslutninger: Retssager, socialsager og afgørelser inden for beskæftigelse, ældre og handicap.

Vi kan få forkerte eller dårlige beslutninger.

Tre trin til at fremtidssikre digitalisering
Hele coronakrisen skabte et samfundsmæssigt eksperimentarium, som giver en unik mulighed for at lære.

Alle offentlige og private virksomheder bør systematisk indsamle erfaring og viden, så fordele og ulemper, kan blive opgjort og afvejet. På nogle områder skal vi fortsætte de digitale spring fremad, på andre skal vi træde et skridt tilbage eller være forsigtige med de næste skridt.

Coronakrisen udløser formentlig en økonomisk krise, som vil presse det offentlige og især kommunerne til billige løsninger. Her er det afgørende, at digitale naivitet eller jubeloptimisme ikke tager overhånd: Der skal være fokus på produktivitet, men endnu mere på effektivitet.

Der skal være fokus på evidens og viden og ikke blot anekdoter om succesfuld digitalisering. I den offentlige sektor er der tre trappetrin, som skal betrædes, før det er oplagt at fortsætte de digitale kvantespring:

Politik har aldrig været vigtigere