It-direktør: Fundamentet skal på plads, før der kan disruptes

DEBAT: Drømme om disruption og offentlig innovation stjæler alt for ofte billedet, når der skal diskuteres politik i forbindelse med it og digitalisering. Få i stedet fundamentet på plads, skriver Christian Holm Christensen, administrerende direktør i GlobalConnect.

Af Christian Holm Christensen
Administrerende direktør i GlobalConnect A/S

For nogle uger siden afholdt Dansk Industri arrangementet Forum for Digital Politik. Her deltog it-ordførere fra de fleste partier sammen med interessenter fra styrelser, kommuner og selvfølgelig it-branchen.

Digitalt tunnelsyn
Hvem vil ikke gerne være med, når de store strategiske tanker skal tænkes? Desværre virker der til at være mere fokus på luftkasteller og katedralbyggeri end realpolitisk samfundsudvikling hos lovgivere, aftagerne i det offentlige og hos os it-leverandører.

Blikket var stift rettet mod fremtiden og de nye ideer. Udvikling og idegenerering. Input til nye og spændende, men spæde teknologier. Og så – ikke mindst – på rammerne for innovation og disruption med robotteknologier, big data, deleøkonomi og kunstig intelligens. Alt i alt søgte man svar på, hvordan vi passer fremtiden ind i nutiden.

Men hvad er det, vi overser her? Lider vi alle af digitalt tunnelsyn? Det er rigtig fint med visioner, men der er nogle helt elementære ting, der skal være på plads, før vi kan disrupte og innovere i Danmark.

Varme går til spilde
Til arrangementet hos Dansk Industri, som jeg indledte med at nævne, konstaterede flere af it-ordførerne, at it-branchen ønskede flere regler og love. Det tror jeg nu ikke er tilfældet. Det gælder i hvert fald ikke virksomheden GlobalConnect, som jeg repræsenterer, der blandt andet er Danmarks største leverandør af datacenter-services.

Helt konkret oplever vi i GlobalConnect en afledt problematik forårsaget af digitaliseringen. En politisk udfordring, der desværre ofte overskygges af den mere populære debat om disruption og offentlig innovation.

Problemet drejer sig om noget så jordnært som varme: overskudsvarme fra vores datacentre. Vi har i branchen længe kæmpet for at sikre økonomisk bæredygtige rammer for digitaliseringen. For jo mere vi digitaliserer, des flere data producerer vi. Og data manifesterer sig helt konkret i varme, når de skabes og efterfølgende skal lagres i datacentre. Og al den varme ender i dag som overskudsvarme.

Det er altså ret dumt, når den faktisk kunne bruges som god fjernvarme. Det er vi enige om blandt de danske aktører i Datacenter Industrien, og også Dansk Fjernvarme bakker op.

Og det er ikke småting, vi her taler om. I GlobalConnect alene kan vi opvarme 600 husstande, og det er vel at mærke kun fra de datacentre, som er placeret i Taastrup. Men det kræver en jordnær og nutidig lovgivning, før vi kan undgå dette unødige spild til fordel for samfundet.

Vent med de vilde visioner
For, lad os være ærlige, det handler ikke udelukkende om at gøre gode gerninger. Hverken for os i erhvervslivet eller for Danmark generelt. Men miljøperspektivet er noget, der giver os en konkurrencefordel som land.

Data er, sagt med en kliché, det nye sort. Vi skal huske på, at vi uden data hverken får digitalisering eller disruption. Data er byggeklodserne i vores digitale samfund.

Som land er vi rigtig gode til at trække data til Danmark, det er ikke noget, der bare er kommet af sig selv. Det har krævet hårdt arbejde og en bevidst politisk indsats at nå hertil, hvor vi er i dag.

Blandt andet kunne Viborg fejre, at Apple åbner et gigantisk datacenter i kommunen. Det har krævet en umådelig stor indsats fra kommunen og organisationer som Invest in Denmark, der har sikret undtagelser fra generelle regler. Undtagelser, der med fordel kan lægges ned over hele datacenterindustrien og være med til at indfri et globalt potentiale, nemlig Danmark som europæisk datahub.

Internationale datacentre som Apples tiltrækker innovation og arbejdspladser til kloge hoveder, der kan være med til at disrupte os efterfølgende. Jeg er overbevist om, at det vil komme meget nemmere til os, hvis vi sørger for, at systemet arbejder med og ikke imod industrien og miljøet.

Der ingen logisk grund til, at ubæredygtig lovgivning skal stå i vejen for miljø og økonomisk vækst. Og jeg tror, at det til dels skyldes et digitalt tunnelsyn. Man ser ikke behovet for en rettidig lovgivning, men kun de gyldne muligheder ude i horisonten. Det er på tide, at vi får styr på fundamentet med afregulering, før vi tager fat på de vilde visioner.

Forrige artikel Innovationsminister: Vi skal blive bedre til at udvikle it-projekter Innovationsminister: Vi skal blive bedre til at udvikle it-projekter Næste artikel Forsker: iPads i folkeskolen skaber ikke fremtidens programmører Forsker: iPads i folkeskolen skaber ikke fremtidens programmører