Debat

IT-Universitetet: Arbejdsmarkedet skriger på it-specialister, men vi må afvise hver anden ansøger

Ifølge regeringens digitaliseringspartnerskab skal der uddannes flere kandidater fra it-uddannelser. Men IT-Universitetet må afvise hver anden ansøger. Der er ganske enkelt brug for flere ressourcer, hvis vi skal uddanne flere it-specialister, skriver Martin Zachariasen.

Som følge af
regeringens tidligere lancerede plan for uddannelsesområdet skal ITU skære fem til
ti procent af universitetets uddannelsespladser, skriver Martin Zachariasen.
Som følge af regeringens tidligere lancerede plan for uddannelsesområdet skal ITU skære fem til ti procent af universitetets uddannelsespladser, skriver Martin Zachariasen.Foto: Mads Tofte/Ritzau Scanpix
Martin Tvede Zachariasen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Erhvervslivet skriger på it-arbejdskraft, og der skal handles nu, hvis Danmark fortsat skal være en digital frontløber.

På IT-Universitetet i København må vi afvise hver anden ansøger og snart reducere antallet af uddannelsespladser på grund af nedskæringer.

Derfor hilser vi regeringens digitaliseringspartnerskabs anbefaling om flere pladser på it-uddannelser velkommen.

Ude af trit med arbejdsmarkedet

”Der skal uddannes flere kandidater fra it-uddannelserne for at imødekomme den stigende efterspørgsel på it-kompetencer.”

Sådan lyder en af anbefalingerne i en rapport udarbejdet af regeringens digitaliseringspartnerskab bestående af digitale eksperter og topledere fra erhvervslivet, faglige organisationer, brancheorganisationer, Kommunernes Landsforening og Danske Regioner.

På IT-Universitetet i København hilser vi anbefalingen velkommen. Vores kerneopgave er at uddanne it-specialister, der kan skabe værdi for samfundet med it. I skrivende stund kan vi hverken følge med efterspørgslen fra erhvervslivet og det offentlige eller fra de mange håbefulde, unge mennesker, der hvert år søger ind på ITU for at tage en it-uddannelse.

Vi har ansøgerne, vi har de relevante uddannelser, og vi har det nære samarbejde med arbejdsgiverne, der sikrer, at viden omsættes til konkret værdi i samfundet.

Martin Zachariasen
Rektor for IT-Universitetet

I år har vi måttet afvise tæt på hver anden ansøger grundet manglende ressourcer, og som følge af regeringens tidligere lancerede plan for uddannelsesområdet skal ITU skære fem til ti procent af universitetets uddannelsespladser.

Det stemmer ikke overens med arbejdsmarkedets behov.

Ifølge en rapport udarbejdet for IDA vil danske virksomheder i 2030 mangle op mod 22.000 kvalificerede it-specialister.

Konsekvenserne for erhvervslivets konkurrenceevne og vækstmuligheder er vidtrækkende, og manglen på kvalificeret arbejdskraft vil også påvirke offentlige serviceydelser og velfærdssamfundets fremtid.

Brug for midler

Vi får ofte at vide, at de unge uddannelsessøgende fravælger de mere tekniske uddannelser, men det er ikke virkeligheden på IT-Universitetet.

År efter år stiger antallet af ansøgere til vores it-uddannelser. Uddannelserne er populære blandt unge ansøgere af samme grund, som vores kandidater er populære blandt arbejdsgivere. Undervisningen på ITU er baseret på en helhedsorienteret tilgang til it-fagene.

Vores studerende får alle en grundlæggende forståelse for design, business og teknologi. De arbejder tæt sammen med erhvervslivet om projekter og opgaver gennem studietiden, og deres undervisere forsker inden for de fag, de underviser i.

Når Digitaliseringspartnerskabet konkluderer, at ”flere skal søge it-uddannelserne, og alle kvalificerede ansøgere skal optages”, er det en udfordring, vi på IT-Universitetet gerne vil være med til at løse.

Vi har ansøgerne, vi har de relevante uddannelser, og vi har det nære samarbejde med arbejdsgiverne, der sikrer, at viden omsættes til konkret værdi i samfundet.

Forudsætningen for at bevare et digitalt foregangsland er en arbejdsstyrke udrustet med de kompetencer, vi er garant for på IT-Universitetet. Vi har brug for midler til at uddanne endnu flere af morgendagens it-specialister.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00