KL: Sådan bruger vi apps på det sociale område

Af Tina Wahl
Kontorchef i KL’s Center for Social og Sundhed

Telefoner, tablets og øvrige såkaldte IKT-løsninger (informations- og kommunikationsteknologi) er redskaber, som i stigende grad er en del af hverdagen for de danskere, som af forskellige grunde har brug for ekstra støtte til at bevæge sig gennem hverdagen.

Teknologien er for mange ikke ny, og særligt de unge er ofte mere fortrolige med teknologien end selv den dygtigste medarbejder på botilbuddet.

Ny rapport afdækker kommunernes erfaringer
En ny afdækning udarbejdet i et samarbejde mellem Socialstyrelsen og KL viser, at kommunerne i vidt omfang arbejder med IKT-løsninger til mennesker med kognitive handicap og sindslidelser.

Borgernes individuelle frihed understøttes, fordi de med de rette løsninger kan klare flere ting selv. Og de kan klare dem, når det passer dem – og skal ikke vente på en hjælper. På den måde styrker løsningerne livskvaliteten og kvaliteten i de kommunale indsatser.

Blandt de deltagende kommuner er der dog ingen, der har formået at realisere økonomiske gevinster som direkte effekter af arbejdet med IKT-løsninger. Medarbejderne og borgerne er positive, men på trods af en lettere hverdag for begge parter, så er business casen der ikke.

Der er brug for, at vi i fællesskab forpligter os på at dokumentere vores erfaringer i et sprog, som kan læses og forstås af andre.

Tina Wahl
Kontorchef i KL’s Center for Social og Sundhed

Områdets kvalitative og økonomiske potentialer er meget svære at afdække, da der er tale om et felt, der udvikler sig i så højt et tempo, at det ikke er muligt at indfange effekter i traditionelle evalueringsmodeller. Fra det øjeblik vi går i gang med at vurdere en løsnings-”evidens”, ja så når løsningen at udvikle sig mange gange, før resultaterne af vurderingen ligger klar.

Start med et fælles udgangspunkt
Der er brug for en fælles tilgang til området, hvor vi er i stand til at dele viden og erfaringer på tværs af tilbud, forvaltning og kommune.

Det betyder ikke, at alle kommuner skal anvende de samme løsninger på samme måde. Det betyder snarere, at der er brug for, at vi i fællesskab forpligter os på at dokumentere vores erfaringer i et sprog, som kan læses og forstås af andre.

En fælles forpligtigelse på måden, hvorpå vi dokumenterer vores erfaringer, som vil styrke muligheder for at dele viden og samtidigt skabe et bedre vidensgrundlag på området generelt.

Som situationen er lige nu, er det mere reglen end undtagelsen, at viden om erfaringer med konkrete løsninger bliver liggende på de enkelte tilbud. Viden, som ikke deles på tværs af tilbud, da tilbuddene ikke er ens. Viden, som ikke deles på tværs af forvaltninger, da målgrupperne er forskellige. Og viden, som ikke deles på tværs af kommunerne, da der ikke er to kommuner, der ligner hinanden.

Brug for et ledelsesmæssigt fokus
Det er borgerne sammen med de enkelte fagpersoner, der er eksperter på, hvilke løsninger der kan give den enkelte borger mere selvbestemmelse og frihed i hverdagen. Men det er ledelsesniveauet i kommunen, der sætter retningen for, hvad erfaringerne skal bruges til.

Det handler om at se erfaringernes potentialer og bruge dem der, hvor det giver mening.

Og det handler om at skabe et metodisk udgangspunkt, der gør, at kommunerne – på tværs af forskelle – kan stille sig på skuldrene af hinanden og sammen skabe et bedre grundlag for viden om, hvad der virker, hvornår det virker, hvordan det virker, men ikke mindst, hvad der ikke virker.