Debat

Kommune: Otte skridt til implementering af velfærdsteknologi

DEBAT: Der mangler nuancerede drøftelser af, hvordan vi går fra pilotprojekter til implementering af velfærdsteknologi i storskala, skriver Morten Hoff, chef i Center for velfærdsteknologi i Odense Kommune. Han har otte bud på, hvad der kan gøre udbredelsen lettere. 

Der mangler nuancerede drøftelser af, hvordan vi går fra pilotprojekter til implementering af velfærdsteknologi i storskala, skriver Morten Hoff, chef i Center for velfærdsteknologi i Odense Kommune.
Der mangler nuancerede drøftelser af, hvordan vi går fra pilotprojekter til implementering af velfærdsteknologi i storskala, skriver Morten Hoff, chef i Center for velfærdsteknologi i Odense Kommune.
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Hoff
Chef i Center for velfærdsteknologi, Odense Kommune 

Vi skal gå fra de mange pilotprojekter til implementering i storskala – det er blandt tidens paroler, når talen falder på velfærdsteknologi.

Desværre er der langt imellem forslagene på, hvordan implementeringen gennemføres – der mangler nuancerede drøftelser af de centrale faktorer i arbejdet med at udbrede velfærdsteknologi.

Jeg vil derfor give mine bud på de mest centrale indsatser i arbejdet med implementering af velfærdsteknologi.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Behov og teknologisk match
Først og fremmest er det helt afgørende, at der rent faktisk eksisterer nogle behov, som teknologi kan være med til at imødekomme. Det er nemlig en grundlæggende forudsætning for at lykkes med implementeringen, at man sikrer det rette match mellem behov hos borgeren eller medarbejderen og den konkrete teknologi.

Der kan være forskellige måder at arbejde med behovsafdækning på – fra dybdegående antropologiske observations- og interviewstudier til korte dialogmøder med fagpersoner, som kan være med til at pege på gode match mellem borgere og teknologi.

Det skal være tydeligt for medarbejderne, at implementering af teknologi i større skala ikke er et personligt valg for den enkelte medarbejder, men et middel til at opnå mål for borgere, pårørende og medarbejdere.

Morten Hoff
Chef i Center for velfærdsteknologi, Odense Kommune

Forberedelse
Forberedelse er afgørende for at understøtte god implementering. I Odense Kommune er en velfærdsteknologivurdering en del af forberedelsen, fordi den sætter fokus på udfordringer og gevinster for hhv. borgerne, medarbejderne, selve teknologien og økonomien. Teknologivurderingen anvendes, når vi vurderer potentialer, og er også vigtig i evalueringen af teknologiens værdi.

Kommunikation
På samme måde er kommunikation afgørende for at opnå succes med velfærdsteknologi. Der er brug for oprigtighed og åbenhed både i forhold til borgere, medarbejdere og ledere. Vi skal turde stå ved og åbent drøfte de etiske udfordringer og arbejdsmæssige implikationer af teknologiindførelsen. Samtidig er det afgørende at holde fast i, at teknologi vil blive en stadig større del af vore liv både som børn, unge, midaldrende, ældre, raske og syge. Teknologi fylder i vores fritids- og arbejdsliv og vil vinde stadig mere indpas på måder, vi endnu ikke har set eller fattet.

Ejerskab
De fleste mennesker vil gerne være med til forandring, hvis de oplever at være en del af det, der sker, og hvis de kan være med til at påvirke, hvordan og på hvilke områder forandringerne sker. Derfor skal flest mulige inddrages, og vi skal turde inddrage såvel de, der er begejstrede for teknologierne, som de mere skeptiske. Det er ofte muligt at starte implementeringen blandt de, der er mest positive over for teknologien, og lade erfaringerne fra disse grupper brede sig som ringe i vandet. Men det er klart, at bred implementering også kræver, at der sættes mål for udbredelse, og at man skal konfrontere der, hvor modstanden på teknologierne mest baserer sig på skepsis mod forandring i det hele taget.

Ledelse
Engagerede ledere er en helt afgørende forudsætning for at lykkes med implementering. Det skal være tydeligt for medarbejderne, at implementering af teknologi i større skala ikke er et personligt valg for den enkelte medarbejder, men et middel til at opnå mål for borgere, pårørende og medarbejdere.

Rettidig omhu
Implementering bør forberedes, så lederen 6-8 måneder før teknologiens ankomst inddrages, for at medarbejdere og borgere kan forberedes. Dette er blandt de største udfordringer i det kommunale Danmark, hvor vi ikke altid erkender, hvor meget tid og arbejde der skal lægges forud for en god implementeringsproces.

Kompetenceudvikling
De fleste nyder at dele ud af deres viden og udnytte deres kompetencer – medarbejderne knokler hver dag for at gøre en forskel for borgerne, og derfor er det afgørende at sikre, at de ikke føler sig fremmedgjorte eller uvidende i forhold til de teknologier, der skal inddrages.

Kompetenceudvikling af ledere, medarbejdere og borgere er derfor helt afgørende for at lykkes med implementering af teknologi.

Opfølgning
Implementering af teknologi kræver, at vi ændrer på vaner, og det sker sjældent i første forsøg. Tænk blot på ønsker om at dyrke mere motion, spise mere sundt eller holde op med at ryge. At ændre på vaner kræver fastholdelse og ofte hjælp fra omgivelserne. Succesfuld implementering er derfor ofte baseret på, at man følger op og drøfter udfordringer og fordele med borgere og medarbejdere – og at man er klar til at justere på teknologier eller arbejdsgangene for, at virkningen opnås.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Hoff

Chef for Fritid og Idræt, Kolding Kommune
cand.phil. (Syddansk Uni. 1996), ph.d. (Syddansk Uni. 2003)

0:000:00