Debat

Kommune: Velfærdsteknologi skal kunne betale sig

DEBAT: Vi får ingen økonomisk gevinst med velfærdsteknologi, hvis teknologierne ikke er svar på reelle behov hos borgere og medarbejdere, skriver Morten Hoff, chef ved Center for Velfærdsteknologi, Odense Kommune.

Teknologi skal give værdi og kunne betale sig både for borgerne, for medarbejderne og for kommunekassen, skriver Morten Hoff, chef ved Center for Velfærdsteknologi, Odense Kommune. 
Teknologi skal give værdi og kunne betale sig både for borgerne, for medarbejderne og for kommunekassen, skriver Morten Hoff, chef ved Center for Velfærdsteknologi, Odense Kommune. 
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Af Morten Hoff
Chef ved Center for Velfærdsteknologi, Odense Kommune

Det er helt ude af trit med hverdagens praksis at modstille besparelser med borgeres behov eller at sætte varme hænder i modsætning til kold teknologi.

Morten Hoff
Chef ved Center for Velfærdsteknologi, Odense Kommune

Velfærdsteknologi skal være med til at løse kommunernes økonomiske udfordringer.

Fakta
Velfærdsteknologidebatten på Altinget har til formål at fokusere og styrke den politiske og faglige debat om velfærdsteknologi i Danmark.

Løbende inviterer vi derfor eksperter, politikere, fagfolk og interesseorganisationer til at debattere udvalgte emner og/eller problemstillinger inden for velfærdsteknologiområdet.


Velfærdsteknologidebatten vil i den kommende tid sætte fokus på , 
hvordan man bedst muligt udbreder den bedste velfærdsteknologi på tværs af kommuner og regioner.

Husk, at du også kan deltage i eller komme med idéer til debatten. 

Send dit indlæg til [email protected]

Det er en parole, der efterhånden er velkendt og udbredt – også i Odense Kommune. Når teknologier afprøves og implementeres, insisterer vi på, at de skal ses i et forretningsperspektiv, hvor både menneskelige og økonomiske værdier gøres op.

Ofte tales der om velfærdsteknologi som en del af en spareøvelse, der strider mod behovene hos den enkelte. Og ofte sættes varme hænder på samme måde over for kold teknologi.

Fakta
Deltag i debatten!
Send dit indlæg til [email protected]

Gevinst og behov hænger sammen
Jeg mener dog, at det er helt ude af trit med hverdagens praksis at modstille besparelser med borgeres behov eller at sætte varme hænder i modsætning til kold teknologi. Vi får nemlig ingen økonomisk gevinst, hvis teknologierne ikke er svar på reelle behov hos borgere og medarbejdere. Ligesom teknologien heller ikke er kold og instrumental, når den anvendes til at sikre, at borgeren kan opretholde en meningsfuld, tryg og selvstændig hverdag.

Teknologi bliver kold og instrumental, når den ikke giver mening for de mennesker, der gør brug af den. Men i disse tilfælde bliver den stort set umulig at implementere, og så bliver der helt automatisk tale om en dårlig forretning, fordi vi så anskaffer løsninger, der ikke anvendes i praksis.

Fremtidens velfærd er rustet med fagligt kvalificerede medarbejdere. Den kommer i høj grad også til at indeholde teknologiske løsninger, der gør det muligt for svækkede og plejekrævende mennesker at føle sig trygge i eget hjem. Det gør den, fordi:

- Teknologi løser praktiske opgaver (f.eks. rengøring eller styring af funktioner i hjemmet)

- Teknologi fastholder intimsfæren (f.eks. douchetoiletter eller spiseteknologi)

- Teknologi er med til at skabe indblik i forhold til sygdom og sundhed og dermed også medinddragelse (f.eks. blodtryk- og iltmætningsmålere, skridttællere osv.)

- Teknologi skaber social kontakt over distancer (f.eks. Skype, videotelefoni, MMS etc.).

De to ting – de fagligt kvalificerede medarbejdere og de teknologiske løsninger – hænger meget tæt sammen. Succesfuld implementering af teknologi afhænger nemlig i meget høj grad af, om det lykkes at inddrage medarbejderes erfaringer og faglighed. De varme hænder og den faglige viden er et vigtigt fundament for implementeringen af teknologi – ikke noget, der står i modsætning hertil.

Teknologi – hvordan, hvornår og hvor meget?
Et mantra i denne tid er, at vi skal gå fra de mange pilotprojekter til flyvefærdige projekter, der kan implementeres bredt og i stor skala.

Det lyder som sød musik særligt i forhold til den økonomiske dagsorden, hvor teknologi skal støtte os i at frigøre tid til andre opgaver. Men det afspejler også en relativ forenklet forståelse af den komplekse opgave, det ofte er, at finde teknologi, som passer borgeren eller medarbejderen, og samtidig at sikre, at teknologien kan betjenes, at der er den nødvendige viden – og ikke mindst den nødvendige begejstring for de muligheder teknikken åbner op for – hos de, der skal bruge den.

På den anden side er det vigtig at understrege, at det bliver både for dyrt, for tidskrævende og for usystematisk, hvis ikke vi tænker teknologierne ud til flere borgere. Så vi er også nødt til at udfordre såvel medarbejdernes som borgernes forståelse af, hvad teknologierne kan gøre os i stand til at opnå.

Teknologi på tværs
Velfærdsteknologi skal derfor afprøves og udbredes mere på tværs, så det ikke kun er de mest teknologistærke medarbejdere og borgere, der høster gevinsterne af de muligheder, teknologierne tilbyder os.

Digitalisering og teknologiske løsninger er nogle af tidens største frigørelsesprojekter. De giver medarbejdere mulighed for at indføre arbejdsgange, der løser nogle af velfærdssamfundets nuværende udfordringer, og de giver borgene øgede muligheder for at kunne tage vare på sig selv og opretholde den hverdag, der giver mest mening for den enkelte.

Hvad angår den opgave, vi står over for, ser jeg ingen modsætninger: Teknologi skal give værdi og kunne betale sig både for borgerne, for medarbejderne og for kommunekassen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Morten Hoff

Chef for Fritid og Idræt, Kolding Kommune
cand.phil. (Syddansk Uni. 1996), ph.d. (Syddansk Uni. 2003)

0:000:00