Kommunikationschef: Huawei er gjort til skurken, og nu oplever vi direkte chikane

Af Tommy Zwicky
Vicekommunikationschef i Huawei Danmark

Indrømmet! Jeg var glad og spændt, da jeg blev tilbudt jobbet som dansk kommunikationschef hos den kinesiske tech-gigant Huawei. Men jeg var også nervøs og usikker på, om det var noget for mig at arbejde for et firma, der er så udskældt og upopulært i mange medier.

Jeg sagde ja og lagde efter 15 år journalistikken bag mig, iførte mig en passende hvid, nystrøget skjorte og mødte op til første arbejdsdag i begyndelsen af juli måned. Hos kineserne i Huawei.

Faktisk får jeg de første oplevelser som Huawei-ansat allerede inden første arbejdsdag. De fleste venner, bekendte og kollegaer er glade på mine vegne. Jeg får også et par stikpiller om at ”gå over til fjenden”. Serveret med et glimt i øjet og helt efter bogen, når en journalist krydser grænsen og bliver kommunikationsmand. So far, so good.

Så jeg er egentligt ved ret godt mod, da jeg mere end tre uger inden jobstart modtager en mail med emnefeltet ”Tillykke med dit nye job”.

Ret hurtigt står det dog klart for mig, at lykønskningen klinger hult. I 13 opstillede punkter advarer afsenderen mig imod min nye arbejdsplads. Nogle få udpluk: Huawei-toppen vil nu censurere, hvad du må sige og mene. Du vil blive overvåget. Din karriere vil lide uoprettelig skade.

Først nu står det klart for mig, hvor megen antipati mange har over for Kina og kinesere. Bare sådan helt generelt. Kina er blevet udpeget som fjenden.

Tommy Zwicky
Vicekommunikationschef i Huawei Danmark

Mailen har en underlig karakter af at ville skræmme mig til dialog. Den slags slår mig heldigvis ikke ud. Som tidligere ansat i DR i 12 år blev jeg jævnligt beskyldt både for at være en rød lejesvend og for at hjernevaske børn. Folk har ret til egne meninger, og den slags står jeg gerne model til.

Men afsenderen af mailen krydser for mig en grænse i punkt 9: ”Din familie og venner vil spørge dig, hvordan du kan arbejde for en virksomhed som Huawei – de vil grine og så tilføje, at du nok har fået en stor lønforhøjelse”. Forestillinger og formaninger er én ting. Men uopfordrede mails til mig om min families gøren og laden er ikke i orden. Det har intet med fakta at gøre. Det er unfair og under bæltestedet.

I den følgende tid modtager jeg mindst 10 mails fra samme mand med spørgsmål og postulater, og jeg laver derfor en simpel Google-søgning: Hans navn + Huawei.

Resultatet overrasker og forbløffer mig. Manden optræder i hundredvis af avisartikler i nogle af landets største medier som uafhængig teleanalytiker og bliver ofte brugt som objektiv ekspertkilde i artikler om Huawei.

Ingen steder står der, at han har et tilsyneladende meget personligt horn i siden på virksomheden og derfor mere præcist burde figurere som rendyrket partskilde. Forskellen mellem parts- og ekspertkilder var ellers noget af det første, vi i sin tid fik banket på plads på journalistuddannelsen. 

Tillad mig en sammenligning: Kunne man for eksempel forestille sig, at den erklærede EU-kritiker Morten Messerschmidt igen og igen fik lov at udlægge teksten i danske medier som uvildig EU-ekspert og -analytiker? Nej, vel.

Ved siden af sin normale virksomhed står eksperten bag et website, der oversat hedder ”Den kinesiske tech-trussel”, hvor han i en lind strøm leverer mere eller mindre underbyggede Kina- og Huawei-kritiske nyheder. Når han skal bakke sine holdninger op, henviser han ofte til undersøgelser, han selv har lavet. Det vigtigste er tilsyneladende at få skubbet noget negativt og opsigtsvækkende ud over rampen.

Med ”objektive” eksperter som ham behøver Huawei Danmark på ingen måde kritikere.

Det begynder så småt at gå op for mig, hvad – og hvem – jeg er oppe imod. 

Nå, men tilbage til første dag på kontoret i min fine, hvide skjorte. Jeg havde ikke forestillet mig, at jeg med det samme ville blive kastet ud på dybt vand og sidde med i møder om problematikker på højeste niveau. Dagene flyver afsted. Møde efter møde. Udfordring efter udfordring. Ikke én eneste gang er der tid til præsentationsrunder, hvor jeg kan fortælle, at jeg godt kan lide pizza med pepperoni og at spille Nintendo i min fritid.

”Kineserne er meget direkte og arbejdsomme,” siger en dansk kollega, da jeg fortæller ham om mine første dage. Han er ikke overrasket. Den kinesiske arbejdskultur overlader ikke meget tid eller plads til rundesang og fælleshygge. Fair nok. Og det giver egentlig god mening, at hyggen ikke er i højsædet. Huawei står med ryggen mod muren. Selvom de udbyggede 4G-netværket i Danmark til at være verdens hurtigste, er de i løbet af blot få år blevet den upopulære dreng i klassen, som ingen vil lege med, fordi nogen spreder rygter bag hans ryg.

Selvom Huawei egentligt bare har passet sit arbejde i Danmark uden anmærkninger, er de ved at miste muligheden for at bygge videre på succesen nu, hvor 5G skal implementeres. Så er der ikke tid til at holde den nye mand i hånden, selvom den nystrøgne skjorte efterhånden ser ret krøllet og svedplettet ud.

Så meget desto mere overrasket bliver jeg, da jeg på min fødselsdag en af de første arbejdsdage får en kage. Hjemmebagt og det hele. Og den er god. Tung og cremet chokoladekage. Det havde jeg ikke regnet med, at der ville være plads til.

Her bag den kinesiske mur er vi ikke kun kinesere og danskere. Faktisk er der femten forskellige nationaliteter på vores danske kontor. 

Det betyder, at jeg har opdaget ting, jeg ikke bemærkede før. Først nu står det klart for mig, hvor megen antipati mange har over for Kina og kinesere. Bare sådan helt generelt. Kina er blevet udpeget som fjenden. Og enhver sund fornuft kastes overbord med en simpel argumentation om, at man ikke kan stole på kinesere. Selvom ingen på noget tidspunkt har kunne påvise, at Huawei har spioneret for det kinesiske styre, tages rygterne om spionage alligevel for gode varer uden stillingtagen til, om det nu også er rigtigt og bevist.

Når mine kinesiske kollegaer spørger, hvorfor mange danskere er så mistroiske overfor dem, har jeg ikke noget godt svar. Jeg kan kun konstatere, at sådan er det i dag. Kinesere er skurke. Det betyder, Huawei må være skurke, selvom de aldrig er taget i urent trav. 

Desværre giver den kinesiske antipati også plads til direkte chikane. Forleden kom en af mine kollegaer hjem fra arbejde til en brugt ansigtsmaske spændt ud over postkassen og navneskiltet med hendes kinesiske navn. Som den eneste af 10 postkasser i opgangen. Ufarligt? Ja, måske, men signalet er ikke til at tage fejl af. Hun er ikke velkommen her. Og det er hun ikke, fordi hun kommer fra Kina. Min kollega blev naturligvis urolig og utryg. Jeg blev først og fremmest ked af det. Og pinligt berørt på mine landsmænds vegne. Er det virkelig sådan, vi er?

Så ingen tvivl om, at udfordringerne står i kø. Nu har jeg købt en god langtidsvirkende deodorant og fem strygefri skjorter. For når alt dette er skrevet, går jeg trods alt ind i min anden måned hos Huawei ved godt mod. Dette arbejde har også sine fordele.

Jeg har lige modtaget en email fra teleanalytikeren. Han tilbyder at give mig et medlemsskab af Amnesty International. Han har tilsyneladende en ide om at jeg, som medarbejder hos Huawei, ikke må være medlem.

Jeg har svaret ham og skrevet ja tak til hans tilbud. Selvom det ærligt talt virker lidt underligt. Men det er der så meget der gør, når man arbejder for kineserne.