
Lad os lave en Nordic Valley.
Altså tænke stort i konkurrencen om den digitale suverænitet og mulighed for selv at udvikle og styre de fleste af de platforme, vi omgiver os. Få sat eget aftryk på udviklingen af kunstig intelligens.
Det ligger sådan set lige til højrebenet.
Især hvis vi ønsker at sparke os fri af de digitale fodlænker, som en håndfuld amerikanske techoligarker i stigende grad har udstyret vores samfund med.
Lad os rykke sammen i Norden. Tæt sammen. Vi er godt 28 millioner borgere fordelt på Sverige, Danmark, Norge, Finland og Island. Vi har en samlet BNP på lidt under 2.000 milliarder dollars.
Vi har stærke miljøer af techstartups, særdeles veluddannede og it-kyndige befolkninger, veludviklede forskningsmiljøer og universiteter, meget ens samfund med fokus på lighed og velfærd, med kolossalt know-how og stor fleksibilitet.
Vi har samtidig tradition for gennemskuelighed, nærdemokrati, og stabile arbejdsmarkeder, hvor lønmodtagere og arbejdsgiver i tæt samarbejde udvikler arbejdsmarked og overenskomster.
Sverige er faktisk det land i verden med flest unicorns – altså virksomheder med værdi på over en milliard dollars - per indbygger. Begynder vi at arbejde tæt sammen, så har vi faktisk musklerne og økonomien til at tage opgøret med såvel amerikansk som kinesisk dominans.
Og særligt fordi, vi allerede gør det under EU-paraplyen, hvor specielt Frankrig og Tyskland er dynamoer i en bevægelse væk fra amerikansk tæt og større suverænitet.
Vi kan i Norden særligt inden for open source-løsninger virkelig sætte en dagsorden og udvikle stadig bedre og brugbare platforme.
Niels Bertelsen
At arbejde tæt sammen i Norden betyder blot, at vi accelererer den udvikling og selv bliver dynamo og hovedmotor. Som et stærkt og samlet Norden. Og måske kan vi også rykke hurtigere og mere effektivt, fordi EU alt andet lige har længere beslutningsprocesser og mere forskellige samfund.
Alt andet lige er vi også meget længere i digitaliseringen og omstilling til digitalisering i Norden end i eksempelvis Italien.
Vi kan i Norden, særligt inden for open source-løsninger, virkelig sætte en dagsorden og udvikle stadig bedre og brugbare platforme – som vi selv har kontrollen med.
For et lille land som Danmark kan vejen mod digital suverænitet måske virke uoverskuelig – særligt, fordi vi skal lægge arm med virksomheder, som har hundredvis af milliarder dollars i ryggen og til udvikling.
Vi har allerede den skandinaviske/nordiske model, når det handler om indretning af arbejdsmarkedet. Tænk hvis vi havde en nordisk model, når det handlede om alt fra udvikling af AI, microchips, grøn tech, offentlige open source-værktøjer og sågar sociale medier.
Måske kunne vi endda inddrage baltiske lande som Estland, der er en open source-stormagt og start up-nation.
Det er faktisk muligt at lave en Nordic Valley. Altså tænke større sammen – fordi vi hver for sig er for små til andet end en delmængde, men sammen kan vi udvikle og skaffe investeringer inden for hele pakken.
Samtidig med, at vi kan agere inden for standarder i forhold til eksempelvis verified by humans, beskyttelse af personlige data, cybersikkerhed og masseovervågning med meget mere.
Vi har musklerne til at producere mikrochips – måske ikke af Nvidia-kvalitet, men nok til, at vi ikke er totalt afhængige af monopoler, og i øvrigt ikke afhængige af amerikansk tech og dermed en mulig kill switch, som kan lægge vores samfund og hele vores digitale infrastruktur ned, hvis en amerikansk regering skulle ønske det.
Det bliver ikke smooth og af bedste kvalitet til at starte med, men det bliver godt nok og udvikler sig. Vi kan sagtens stable en produktion af styrechips på benene, som er gode nok til industriapparater.
Den nordiske vej i en Nordic Valley, hvor man samlet kaster ressourcer og investerer i forskellige centre og produktion spredt ud over Norden, og i øvrigt arbejder tæt sammen i forhold til uddannelse, forskning og offentlige digitale systemer, er faktisk langt fra utopisk.
Vi har allerede institutioner, hvor vi mødes om nordiske forhold, også på ministerplan.
Niels Bertelsen har siden 2009 været formand for it-fagforeningen Prosa. Han er fast kommentarskribent på Altinget Digital.
Han har tidligere været både næstformand og faglig sekretær i Prosa, ligesom han har været ansat hos DSB og Dansk Socialrådgiverforening. Han har desuden været ansat som programmør i staten og læst datalogi på Københavns Universitet.
Hvis man samlede de relevante ministre med ansvar for it/digitalisering med mere, kunne der udvikles en fælles nordisk strategi, herunder en investeringspulje, som virksomheder i Norden og uddannelsesinstitutioner kunne søge fra.
Vi har mange fælles træk både politisk og økonomisk, så der burde ikke være så mange barrierer for at etablere en fælles strategi og finde fælles løsninger.
Så det er muligt, men det kræver mod, og det kræver massive investeringer. Men alternativet – fortsat afhængighed af andres platforme, standarder og interesser – er langt dyrere.
Så spørgsmålet er derfor ikke, om Norden kan blive en teknologisk stormagt. Potentialet er der. Talentmassen er der. Underskoven af know-how og industri og institutioner er der.
Det er faktisk en farbar vej til fantastisk, berigende, sikker og sund tech, vi kan stole på. Der er en farbar vej til, at vi kan sætte egen dagsorden og tage kontrollen tilbage.
Spørgsmålet er, om vi tør.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer



















