Odense: Velfærdsteknologi skal på tværs af sektorer

Af Morten Hoff
Chef ved Center for Velfærdsteknologi, Odense Kommune

Et kig hen over KL's kommunale landkort viser, at velfærdsteknologi understøtter både borgere og medarbejdere i de danske kommuner – dog i forskelligt omfang og på forskellige områder.

Vi kan gøre det endnu bedre i kommunerne isoleret set, og det knokler vi dagligt med. Men der er også fantastiske muligheder for borgere, medarbejdere og den samlede økonomi, hvis vi bliver bedre til at anvende teknologi inden for de tværsektorielle sundhedsopgaver. Her er nogle bud på, hvad der står i vejen, og hvor der findes muligheder.

Prioritering, risikovilje og lederskab
Mange løsninger ser dagens lys og afprøves med succes i henholdsvis kommunalt og regionalt regi. Det spænder fra tekniske hjælpemidler i hjemmeplejen såsom lifte, støttestrømpe-påtagere og censorbleer til sygehusenes arbejde med teletolkning, kamerapiller, der sluges og fotograferer sin vej gennem tarmsystemet, telepsykiatrisk behandling og meget mere.

Når vi hver for sig lykkes på disse områder, er det blandt andet fordi, der er tale om prioriterede opgaver, og fordi der er vilje, lederskab og gode teknologier til stede. Når vi oplever, at disse løsninger også efterfølgende kan implementeres med succes, hænger det blandt andet sammen med, at der er en tydelig opgave- og ansvarsfordeling mellem de parter (politikere, administrative og faglige chefer, borgere/patienter og fagpersonale), som skal sikre, at løsningerne implementeres i henholdsvis kommune og på sygehus.

Når vi derimod arbejder med nye teknologiske løsninger på tværs af sygehus, hjemmepleje og egen læge, er der ikke en automatisk sammenhængende kæde mellem de politiske, administrative og udførende niveauer, og det giver udfordringer.

Når vi arbejder med nye teknologiske løsninger på tværs af sygehus, hjemmepleje og egen læge, er der ikke en automatisk sammenhængende kæde mellem de politiske, administrative og udførende niveauer, og det giver udfordringer.

Morten Hoff
Chef ved Center for Velfærdsteknologi, Odense Kommune

Teknologi skal ledsages af samarbejde
Hvad enten vi er syge eller raske, er de fleste af os som udgangspunkt ligeglade med, om vi hører ind under kommunen, den praktiserende læge eller sygehuset. Vi vil bare gerne have, at tingene fungerer, og at vi undgår at falde mellem to stole i et givent forløb.

Det fungerer i det store hele også, så længe rollerne er uforandrede, og opgaverne løses mellem de sædvanlige parter på sædvanlig vis. Men hele idéen med velfærdsteknologi og telemedicin er netop at skabe nye muligheder for borgere/patienter via nye løsninger og arbejdsgange.

Kommunerne har italesat begrebet opgaveglidning i forbindelse med, at visse sundhedsopgaver overgår til kommunerne. Men nogle af de spørgsmål, der rejser sig, er blandt andet, om der er faglige ressourcer og faglige kompetencer til at løse opgaverne.

Med bygningen af nye supersygehuse med færre sengepladser, lægges der op til komprimerede behandlingsforløb, der blandt andet skal lykkes, fordi patienterne hurtigere skal ”udlægges” til færdigbehandling i eget hjem. Dette vil give mere specialiserede behandlingsopgaver i borgerens eget hjem, og man taler i den forbindelse om opgaveoverdragelse fra sygehus til kommune. Det er en udvikling, vi bør imødekomme på tværs af sektorerne, og vi bør netop hér teste og anvende teknologi, der gør det sikkert og trygt for patienter/borgere at komme hurtigt hjem efter en indlæggelse.

Det bliver virkeligt, visionært og værdifuldt for både borgerne og for den trængte økonomi, hvis vi sammen med de nye teknologier også udvikler et reelt samarbejde mellem parterne, og alle sammen har borgerne/patienternes sundhed og rehabilitering i fokus. Det kan give mulighed for, at opgaveglidning og overdragelse erstattes eller suppleres med fælles opgaveløsning. Der er brug for mere tydelige rammer for arbejdsdeling og samarbejde og ikke for flere isolerede opgaver. Men her er incitamenterne – og særligt de økonomiske – sjældent gunstige.

Er vi klar til at investere i fremtiden?
En ny løsning, f.eks. for borgere med kroniske lidelser, kan medvirke, at et specialiseret sygehusafsnit skal påtage sig nye opgaver – f.eks. introducere patienten for målingsudstyr, som tages med hjem i egen bolig ved udskrivning. Samme løsning kan afføde nye opgaver for kommunal syge- og hjemmepleje, som typisk har den daglige dialog og besøgene hos borgeren. Den praktiserende læge vil typisk via konsultation få nye opgaver med at støtte borgeren i at styrke sundheden og forebygge nye indlæggelser, hvis der f.eks. registreres overskridelse af grænseværdier for de målinger, der fortages i borgerens hjem.

Ved en sådan mulig ny løsning er der både gode og dårlige nyheder. Den dårlige nyhed er, at det i hele kæden giver nye opgaver. Den gode nyhed er derimod, at hvis dette medvirker til at komprimere behandlingsforløb, styrke rehabiliteringen og borgerens samlede sundhed, så kan den samlede effekt finansiere såvel teknologi som nye arbejdsgange og samtidig frigøre ressourcer – det vi ofte benævner effektivisering. Men vi finder først reelt ud af det, når vi giver os i kast med konkrete mennesker, teknologier, sygdomme og relaterede opgaver i forhold til behandling og pleje.

Pisk eller gulerod?
Vi ved af erfaring, at det kræver tid og ressourcer at teste og implementere ny teknologi og nye arbejdsgange, og som det fremgår ovenfor, er incitamenterne ikke altid til stede, når vi går i gang.

Politikere og administrative chefer kan snildt pålægge os opgaver i de forskellige sektorer, men vi kommer ofte til kort i forhold til tværgående ejerskab og forpligtigelse, og vi har typisk svært ved at få praktiserende læger med i projekter, der ikke finansierer deres deltagelse.

Derfor efterlyses mere tydelige invitationer til tværsektorelle projekter, hvor sygehus, kommune og praktiserende læge frigøres for nogle af de udgifter, der er forbundet med at træde nye stier i samarbejdet omkring borgernes behandling, rehabilitering og forebyggelse.

Med lanceringen af den nye fællesoffentlige digitaliseringsstrategi er rammerne for arbejdet frem mod 2020 blevet lagt. Nogle – bl.a. telebranchen - har i forlængelse af strategiens lancering efterspurgt flere obligatoriske opgaver, som forpligter de offentlige parter. Det imødekommer vi som ét redskab til at implementere flere tværsektorelle løsninger.

Men her skal også efterspørges flere invitationer med afsatte midler, så parterne på tværs af sektorerne kan få økonomisk støtte til at afprøve flere nye velfærdsteknologiske og telemedicinske løsninger, hvor incitamenterne ikke som udgangspunkt er gunstige.

Der efterspørges ikke en blankocheck, eller projekter uden forudgående business case, men hvis vi kunne have borgerens behandling og pleje i fokus, når vi afprøver nye løsninger – frem for udfordringer om at fordele økonomi og opgaver – ville det skabe et godt afsæt for fremtidens teknologi, understøttede forebyggelse, behandling og pleje og styrke begejstringen blandt vore medarbejdere.