
EU har travlt. Danmark har travlt.
Vi står i akut fare for at blive kørt helt og aldeles over og agterud i forhold til den vilde tech-oprustning, der foregår mellem USA og Kina.
Hvis vi ikke skal blive afhængige af en håndfuld techgiganter, og gerne vil have hånd i hanke med udviklingen, skal der sættes ind nu. Og i stor stil. Vi er simpelthen i fare for at blive underlagt, afhængige og uden kontrol.
Der skal derfor sættes turbo på egen udvikling, på regulering, og på at skaffe de store investeringer, som er helt nødvendige for, at vi bliver herre i eget hus og får kontrollen med en teknologi, som er helt afgørende for udviklingen af samfundet, værdiskabelsen og sikringen af demokratiet.
Vi skal lave egne modeller gennem brug af åbne kildekoder, som vi kan udvikle på sammen og under kontrol. Og vi skal fjerne de barrierer, hvor enkelte lande som Irland kan blokere for blandt andet regulering af globale techgiganters energipres, fordi de huser deres store datacentre.
En central diskussion i denne sammenhæng er, om vi skal udvikle alt selv fra bunden af, eller om vi kan bygge videre på eksisterende Open Source-løsninger – også fra lande som Kina?
Et eksempel er den kinesiske AI-model ”DeepSeek,” som er Open Source og kan køre på en mellemstor computer. DeepSeek har allerede vist sig at kunne konkurrere med topløsninger som OpenAI's GPT-4, men til en brøkdel af omkostningerne.
Skal vi udvikle alt selv fra bunden af, eller kan vi bygge videre på eksisterende Open Source-løsninger – også fra lande som Kina?
Niels Bertelsen
Selvom DeepSeek er underlagt kinesiske begrænsninger, rejser det spørgsmålet: Kan vi samarbejde med Kina, hvis resultatet bliver Open Source?
I bedste åbne kildekode-ånd handler det netop om at samarbejde på tværs af grænser – også med konkurrenter.
Hvis vi skal vinde over amerikanske tech-giganter, bliver det nemmere med kinesiske giganter i ryggen. Og ved at holde resultaterne som open source får kineserne ikke en konkurrencefordel, men er på samme niveau som os.
Det vil være naturligt at invitere alle – også amerikanere – med i samarbejdet.
Men hvad betyder det konkret, når vi siger, at "vi skal tage ejerskab selv og udvikle selv"?
Betyder det, at vi skal starte forfra, fordi vi tror, vi kan gøre det bedre? Eller betyder det, at vi skal bygge videre på det arbejde, som DeepSeek allerede har lavet, og eftertræne modellen, så den også forstår kontroversielle emner uden for Kinas rammer?
Som man kan fornemme, er der argumenter for, at fordelene ved et Open Source-samarbejde vil overstige ulemperne. Men det er en kontroversiel diskussion, der kræver politisk mod og en klar strategi.
Det er nemlig kun få måneder siden, at alle var enige om – stort set – at der er et udtalt behov for regulering og kontrol med udviklingen af AI. Samt naturligvis en åbenhed og demokratisering.
Men som verden ser ud, er få måneder tilstrækkeligt med tid til at slå flere kolbøtter og skifte holdning.
USA har fået travlt. For med DeepSeek1 ser Kina ud til at være foran i kapløbet.
Niels Bertelsen
I hvert fald er det en verden, hvor alt forandrer sig – og hvor dét, der var fælles fodslag om i går, kan være en kampzone i morgen. Det gælder i allerhøjeste grad inden for udviklingen af kunstig intelligens.
Med valget og indsættelsen af Trump er AI blevet en endnu større konkurrenceparameter, hvor alle forhindringer skal ryddes af vejen hurtigst muligt.
Der skal oprustes massivt, og de kritiske spørgsmål eller bekymringer må i den forbindelse ikke stå i vejen.
Ret skal dog være ret, for som en del af det, har Trump samtidig fjernet reguleringen, så Open Source bliver omdrejningspunkt, men det sker alene for også at indhente Kina. Fordi udvikling i netop Open Source har vist sig at være en styrke.
Kunstig intelligens er blevet et kapløb, hvor det handler om at komme først, dominere og sætte sig på en teknologi, som allerede forandrer verden, kultur, kommunikationsformer og arbejdsmarked i lyntempo.
Det var ikke tilfældigt, at techgiganterne og multimilliardærerne Musk, Zuckerberg og Bezos tronede foran den nyvalgte præsidents udvalgte inderkreds i administrationen.
De sad forrest, for den uhindrede udvikling af kunstig intelligens er en af de vigtigste søjler i at styrke amerikansk dominans. At den så koncentreres på få hænder og reelt forvandler techgiganterne til at oligarki er i den forbindelse ikke det store problem
Så intet under, at de tre smilede bredt under indsættelsesceremonien. De har stort set frie hænder. Det samme har Sam Altmanns OpenAI, som har fået en god bid af de investeringer på 500 milliarder dollars til ”Stargate”-projektet, som blev præsenteret få dage senere.
For USA har fået travlt. For med DeepSeek1 ser Kina ud til at være foran i kapløbet, som nævnt i mediet The Guardian 27. januar, og som også nævner, at der er mindst tre kinesiske laboratorier, som hævder at konkurrere med eller overgå OpenAI's præstationer.
Vi skal lave egne planer, turde lave de store og nødvendige investeringer i fremtiden. Turde klæde vores børn og borgere på til den største kampplads på den globale scene.
Niels Bertelsen
Der er med andre ord en gigantisk kamp i gang inden for udviklingen af kunstig intelligens, af sprogmodeller og måske modeller som nærmer sig det, vi kalder AGI, altså Generel Kunstig Intelligens, som mange har forsvoret er muligt, hvor algoritmer bevæger sig hen mod selvstændig tænkning.
Et absolut farligt og potentielt dystopisk punkt i historien, fordi vi risikerer at miste kontrollen med udviklingen. Og i øvrigt rigtigt dårligt nyt for klimaet. Fordi uhindret udvikling også vil betyde, at der vil blive set stort på det stadig større pres på klima og verdens ressourcer, som kunstig intelligens kræver.
Derfor skal EU og Danmark steppe op. Vi skal lave egne planer, turde lave de store og nødvendige investeringer i fremtiden. Turde klæde vores børn og borgere på til den største kampplads på den globale scene.
Investeringer, som også handler om undervisning i folkeskolen, videregående uddannelsestilbud og kompetenceudvikling på arbejdspladserne.
Vi står nemlig i den grad ved en skillevej, hvor en teknologi, der kan berige, skabe værdi, begejstre og hjælpe med løsning af problemer, risikerer at lande i de fås hænder og blive noget helt andet og et magtinstrument.
Vi skal tage ejerskab selv, udvikle selv og forstå, at det er et af de vigtigste måder at sikre vores fremtidige velfærd på. Derfor skal vi have hånd i hanke med udviklingen. Nu.
Artiklen var skrevet af
Omtalte personer





















