Bliv abonnent
Annonce
Debat

SFU: DR bør stå i spidsen for at udvikle et offentligt ejet socialt medie

Hvis DR vil tage kampen om opmærksomheden alvorligt, bør de ikke kun være med i feedet, skriver David Dam Jensen.
Hvis DR vil tage kampen om opmærksomheden alvorligt, bør de ikke kun være med i feedet, skriver David Dam Jensen.Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
19. januar 2026 kl. 02.00

D

Organisatorisk leder for SF Ungdom

Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

DR har for nylig lanceret en ny strategi for public service i en digital tidsalder. Det er både nødvendigt og rettidigt.

For i dag handler public service ikke kun om, hvilket indhold der produceres, men også om lige adgang til det, om hvordan vi når hinanden, og om hvem der sætter rammerne for den offentlige samtale.

Netop derfor er tiden kommet til at tage et mere grundlæggende skridt, end hvad DR's strategi lægger op til. Hvis den demokratiske samtale fortsat skal være et demokratisk public service-anliggende, må det ikke alene handle om at levere indhold på andres platforme.

Det må også handle om at tage ansvar for selve de digitale rum, vi mødes i. I den forstand bør DR sætte sig i spidsen for udviklingen af et offentligt ejet socialt medie som en del af public service-opgaven.

Læs også

Kan public service ske på TikTok?

Opmærksomhed er blevet en af vores mest knappe ressourcer. Ikke bare i medieøkonomien, men i demokratiet. Det, vi bliver eksponeret for, det vi taler om, og de fællesskaber vi indgår i, formes i stigende grad af sociale medier, der er designet til at fastholde os længst muligt.

Forsamlingshuset er blevet erstattet af feeds og forretningsmodeller.

Det er den virkelighed, DR tager afsæt i, når strategien slår fast, at DR skal være til stede dér, hvor danskerne er, og dér, hvor samtalen foregår.

Som en modpol, der tilbyder troværdigt og samlende indhold på fjendtligt terræn. Den analyse er vigtig. Men den rejser på samme tid et afgørende spørgsmål: Hvad gør man mere grundlæggende, på lang sigt, når næsten alle de steder, hvor samtalen faktisk foregår, er platforme, som vi ikke har indflydelse på?

Hvis svaret på opmærksomhedskampen alene bliver, at DR skal blive endnu dygtigere til at navigere på TikTok, YouTube og Instagram, accepterer vi, at rammerne for vores fælles digitale liv fastsættes af globale, kommercielle virksomheder, som samtidig er underlagt stormagters politiske og økonomiske interesser.

I dag er alle større sociale medier nemlig enten amerikanske eller kinesiske.

DR bør sætte sig i spidsen for udviklingen af et offentligt ejet socialt medie som en del af public service-opgaven.

David Dam Jensen
Organisatorisk leder for SF Ungdom

Det betyder, at vores offentlige samtale i praksis er afhængig af aktører, som hverken er demokratisk forankrede i Danmark eller deler public service-værdier.

I en tid, hvor USA agerer uforudsigeligt og magtpolitisk, også over for sine allierede, burde det give anledning til eftertanke.

Et socialt public-service medie

Når vi taler om forsvar og sikkerhed, burde vi også tale om den digitale og demokratiske infrastruktur, vi har overladt til andre. For kan man tage ansvar for demokratiet, hvis man ikke også forholder sig til, hvem der ejer infrastrukturen?

I dag mangler Danmark netop et sådant fælles digitalt rum som et tilbud på linje med skoler og biblioteker. Et sted, hvor man kan være social uden samtidig at blive reduceret til data, og hvor misinformation og konflikt ikke er en del af DNA'et.

DR har allerede stærke digitale platforme.

DRTV er et velfungerende, redaktionelt rum, hvor indhold kan udfoldes i dybden uden reklamer og kommercielt pres. Men det er ikke et socialt medie.

Læs også

Det er ikke et sted, hvor den offentlige samtale udspiller sig, hvor relationer opstår, og hvor fællesskaber formes interaktivt på tværs af indhold.

Hvis DR vil tage sin egen strategi alvorligt, er næste skridt derfor ikke kun bedre indhold på eksisterende platforme, men også at tænke i nye rammer.

DR bør være med til at udvikle et decideret dansk socialt medie som en del af public service-tilbuddet.

DR skal tage ansvar for infrastrukturen

Et socialt public service-medie handler ikke om at kopiere eksisterende sociale medier. Brugerindhold behøver ikke at være uendeligt, konstant og uden kontekst.

Synlighed behøver ikke at gå til det mest ekstreme. Algoritmer kan designes til at fremme nysgerrighed og forskellighed frem for forudsigelighed og konflikt.

Det samme gælder moderationen.

Når DR nøjes med at være indhold i andres feeds, accepterer vi, at vores fælles digitale rum fortsat styres af logikker, vi ikke selv har valgt,

David Dam Jensen
Organisatorisk leder for SF Ungdom

I dag bliver danskere allerede modereret, blot af private virksomheder med uklare regler og uden demokratisk ansvar. DR udøver redaktionelt ansvar hver dag og har erfaring med gennemsigtighed, faglighed og klagemuligheder.

Et socialt public service-medie kan bygge videre på netop den tradition og tage rammerne for samtalen alvorligt.

Faktisk peger DR's egen strategi allerede i denne retning. Den taler om teknologi, der ikke maksimerer tidsforbrug, men udvider horisonter, og om algoritmer, der styrker forståelse frem for polarisering.

Det er netop de principper, et socialt public service-medie kan omsætte til praksis.

Spørgsmålet er ikke, om det er komplekst at udvikle et socialt public service-medie. Det er det. Spørgsmålet er, om det i praksis er mere risikabelt at lade være.

Når DR nøjes med at være indhold i andres feeds, accepterer vi, at vores fælles digitale rum fortsat styres af logikker, vi ikke selv har valgt. Men hvis DR vil tage kampen om opmærksomheden alvorligt, bør de ikke kun være med i feedet.

De bør også turde at være med til at definere det og tage ansvar for infrastrukturen.

Læs også

Artiklen var skrevet af

D

David Dam Jensen

Organisatorisk leder for SF Ungdom

Annonce
Annonce
Annonce
Altinget logo
København | Stockholm | Oslo | Bruxelles
Vi tror på politik
AdresseNy Kongensgade 101472 København KTlf. 33 34 35 40redaktionen@altinget.dkCVR nr.: 29624453ISSN: 2597-0127
Ansv. chefredaktørJakob NielsenDirektørAnne Marie KindbergCFOAnders JørningKommerciel direktørMichael ThomsenFormand og udgiverRasmus Nielsen
Copyright © Altinget, 2026