Debat

Sikkerhedsbranchen: Vi skal bevare kontanter

Den høje grad af digitalisering har gjort Danmark mere sårbar overfor it-kriminelles cyberangreb. Vi bør bevare kontanter som et sikkerhedsnet og som et alternativ til vores digitale betalingsløsninger, skriver Kasper Skov-Mikkelsen.

Vi bør forholde os til den risiko, det vil udgøre for samfundet, hvis vi digitaliserer alle vores betalingsløsninger, skriver Kasper Skov-Mikkelsen.
Vi bør forholde os til den risiko, det vil udgøre for samfundet, hvis vi digitaliserer alle vores betalingsløsninger, skriver Kasper Skov-Mikkelsen.Foto: Kristian Djurhuus/Ritzau Scanpix
Kasper Skov-Mikkelsen
Dette indlæg er alene udtryk for skribentens egen holdning. Alle indlæg hos Altinget skal overholde de presseetiske regler.

Cyberangreb på virksomheders eller statslige hjemmesider, længerevarende strømsvigt eller nedbrud på systemer.

Sådanne scenarier er ikke længere forbeholdt agentfilm og spændingsromaner. Derfor har jeg netop deltaget i en konference i Folketinget, hvor omdrejningspunktet var, hvordan vi genstarter og drifter samfundet analogt i tilfælde af et cyberangreb på de offentlige institutioner og den kritiske infrastruktur.

Den høje grad af digitalisering har nemlig gjort os mere sårbare over for it-kriminelle og andre, der har slette hensigter. Og selv om vi i Danmark sætter ind med en lang række initiativer, som regeringen fremlagde i en ny national strategi i december, så vil risikoen fortsat være en del af vores virkelighed. Derfor er det også relevant, at vi har styr på vores kriseberedskaber i forbindelse med vigtige samfundsmæssige infrastrukturer.

Kontanter som sikkerhedsnet
Ser vi på vores betalingsløsninger, har vi faktisk et velfungerende beredskab. Og hvis cyberkriminelle lykkes med at få ram på den digitale betalingsinfrastruktur, har vi stadig kontanter som et sikkerhedsnet, der kan forhindre kaos. Det så vi for eksempel sidste år i Nuuk, hvor politiet opfordrede borgerne til at hæve kontanter, da strømmen svigtede.

At bevare kontanter som en del af vores kritiske infrastruktur er ikke at holde udviklingen tilbage, men et godt alternativ til at gå sikkert fremad

Kasper Skov-Mikkelsen
Direktør, Sikkerhedsbranchen

Derfor er det også en samfundsmæssig relevant og vigtig opgave åbent at forholde sig til den risiko, det vil udgøre for det danske samfund, hvis vi digitaliserer alle vores betalingsløsninger, som nogle aktører er varme fortalere for. Det moderne samfund stiller os overfor alvorlige trusler, og det betyder, at vi har brug for et stærkt kriseberedskab. 

Vi må ikke kun se de teknologiske løsninger
Se bare på vores nabolande – de lande, som vi oftest sammenligner os med – hvor de har et ambitiøst beredskab og arbejder seriøst med forskellige risikoscenarier.

De gennemfører øvelser og tester beredskabet i forhold til forskellige kritiske niveauer, og alle husstande modtager information om, hvordan de skal forholde sig i tilfælde af krig og alvorlige kriser. Det indebærer også at have kontanter på sig, og at det er en mulighed nemt og hurtigt at komme til kontanter.

I Sverige har de erkendt nødvendigheden af at styrke kontanternes rolle som betalingsmiddel for at mindske samfundets sårbarhed og styrke beredskabet ved at sikre, at kontanter er et holdbart alternativ til digitale betalingstjenester.

Vi har tendens til at ville løse digitale problemer med mere teknologi. Lad mig understrege en gang for alle: Jeg er ikke imod de digitale løsninger. Jeg er imod, at vi kun ser teknologiske løsninger, som de eneste løsninger. Vi har brug for alternativet.

At bevare kontanter som en del af vores kritiske infrastruktur er ikke at holde udviklingen tilbage, men et godt alternativ til at gå sikkert fremad.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Kasper Skov-Mikkelsen

Direktør, SikkerhedsBranchen
cand.jur., LL.M.

0:000:00