Spiserobotter giver øget livskvalitet

HJÆLPEMIDLER: En ny evaluering af forsøg med spiserobotter viser, at robotterne giver større livskvalitet for personer med funktionsnedsættelse i arme og hænder. Samtidig oplever de større selvstændighed og selvtillid.
Spiserobotten Neater Eater Manuel (NEM) har forbedret livskvaliteten for brugerne.
Spiserobotten Neater Eater Manuel (NEM) har forbedret livskvaliteten for brugerne.
Anne Justesen
{{image:18272:C}}
Fakta

I perioden januar 2011 til maj 2012 har Socialstyrelsen gennemført "ABT-projekt om afprøvning af spisemaskine til personer med fysisk funktionstab". 

Ideen og formålet med projektet har været at gøre personer med funktionsnedsættelse i arme og hænder, som bliver madet ved måltiderne, helt eller delvist selvhjulpne ved brug af spisemaskiner, for dermed at opnå en reduktion af behovet for assistance i forbindelse med spisning.


Kilde: Evaluering: Spiserobot til borgere med fysisk handicap

Spiserobotter forbedrer livskvaliteten.

Sådan lyder konklusionen i en evaluering af Socialstyrelsens forsøg med spiserobotter på syv forskellige bosteder. Her har 25 beboere med funktionsnedsættelse i arme og hænder brugt spiserobotter til mindst to af tre daglige måltider.

Social- og integrationsminister Karen Hækkerup (S) glæder sig over resultaterne:

"Det vigtigste for mig, når vi taler om velfærdsteknologi, er, at borgerne får glæde af teknologien. Vi har nu afprøvet, hvordan spiserobotter konkret kan fungere i en hverdag på botilbud, og jeg synes, det er fantastisk at høre, at teknologien kan være med til at give mennesker øget selvværd og mere frihed ved selv at kunne spise. Vi ved, at mange beboere har en drøm om et mere selvstændigt liv, og det skal vi selvfølgelig hjælpe dem til at få," siger ministeren i en pressemeddelelse.

Mere selvstændighed
Evalueringen viser, at spiserobotterne giver bedre livskvalitet, fordi de gør den enkelte mere selvstændig i spisesituationen. Samtidig giver glæden ved selv at kunne spise større værdighed og selvværd i hverdagen.

Spiserobotterne har også gjort en positiv forskel for medarbejderne. Spiserobotterne har aflastet det fysiske arbejdsmiljø, og i forhold til det psykiske arbejdsmiljø har maskinerne for adskillige medarbejdere givet større arbejdsglæde, en mindre stressende hverdag og et personligt og fagligt udbytte.

Støttet af Fonden for Velfærdsteknologi
Projektet er støttet af Fonden for Velfærdsteknologi, som blev oprettet i forbindelse med finansloven for 2008. Her blev der afsat 3 milliarder kroner til medfinansiering af investeringer i arbejdskraft-besparende teknologi og nye arbejds- og organisationsformer, med henblik på at frigøre ressourcer til borgernær service.

0:000:00