Forsker: Aldersverifikation og forbud løser ikke de unges problemer med sociale medier

Som medieforsker stemmer jeg i med bekymringer om hadtale, undertrykkelse af marginaliserede stemmer og mangelfuld moderation af skadeligt indhold.

Men er disse udfordringer kun for unge?

Er der grund til panik?

Hvis vi bekymrer os om mental sundhed bør vi huske forskellen mellem korrelation og kausalitet. Radio, tv, computerspil, internet – medie- og teknologiudviklinger har gennem historien skabt panik.

Når nye teknologier eller medier vandt frem, rejste det bekymringer om de sociale og mentale konsekvenser. Ofte efterfulgt af såkaldte "receptionsstudier," for eksempel undersøgelser af, om man bliver mere voldelig af voldelige computerspil.

Problemet er, at vi er komplekse mennesker, der også påvirkes af vores samtid. Det kan være nogenlunde ligetil at opdage korrelationer – som når unge, der er mere på sociale medier, også er mere deprimerede – men kausaliteten kan være sværere at bevise.

Når man regulerer adgang snarere end produkt, tilgår brugere produktet på mindre sikre og regulerede måder.

Tess S. Skadegård Thorsen
Konsulent, ph.d, tidligere direktør for produkt-etik, Comcast

Nogle receptions-studier beskriver forstærker-effekter: man bliver mere voldelig af computerspil hvis man allerede har voldelige tendenser.

Om kausalitet kan man nemt fristes til at spørge om (særligt) unge bliver deprimerede af sociale medier, eller om unge er på sociale medier samtidig med (eller fordi) de er deprimerede.

Hvem ved, måske skyldes tilstanden, at de er den første generation af mange, der er ringere stillet end deres forældre. Måske er deres ungdom præget af epidemier, geopolitiske, klimamæssige, og økonomiske kriser.

Ældre er mere sårbare overfor misinformation

I forhold til bekymringen om sikkerhed eller dis-/misinformation kan man undres over det stærke fokus på unge.

Har vi et grundlag for at tro, at unge er mere sårbare end andre generationer for svindel og manglende kildekritik?

En hurtig søgning på forskningstidsskriftet Nature viser det modsatte – at især den ældre generation er sårbare, når det kommer til (sundheds) misinformation på sociale medier.

Men jeg ser ingen politikere foreslå at begrænse ældres adgang.

Skulle en regering ønske at beskytte mod online hadtale og diskrimination, kan man spørge, om det giver mening at begrænse ofre eller udøvere?

Polemisk kunne man overveje blot at fjerne adgang til sociale medier for folk, der hedder Michael, Lars, Jan, Henrik, Jesper, Thomas og Kim – de er nemlig overrepræsenterede som udøvere ifølge Kristeligt Dagblad. 

Det er selvfølgelig en spøg – det er klart at det ikke giver mening arbitrært at udelukke en bestemt samfundsgruppe fra sociale medier.

Unge har, på lige linje med andre, krav på adgang til at deltage i samfundsanliggender, til forsamlingsfrihed og til informationsfrihed.

Tess S. Skadegård Thorsen
Konsulent, ph.d, tidligere direktør for produkt-etik, Comcast

Unge har ret til at deltage

Vi har set, at når man regulerer adgang snarere end produkt, tilgår brugere produktet på mindre sikre og regulerede måder.

I mange tilfælde vælger man at regulere produktet snarere end adgangen til det, når man identificerer et skadeligt produkt. Så hvorfor er aldersverifikation blevet det oplagte svar?

Måske har man tænkt, at det er den mest effektive løsning – især hvis aldersverifikation opnås gennem værktøjer bygget på algoritmer og maskinlæring (AI i hverdagstale).

Jeg har arbejdet i flere år med at finde etiske huller i AI-værktøjer. Des dygtigere jeg er blevet til kodning og etik, des mere bekymret er jeg for brugen af disse værktøjer.

AI-baseret ansigtsgenkendelse eller aldersverifikation vil ofte virke dårligere, des mere man afviger fra den gennemsnitlige person i træningsdatasættet.

Det betyder, at de ofte er dårligere til at anslå en præcis alder for kvinder, ikke-hvide personer, personer med synligt handikap og så videre.

Frihed fra diskrimination er en menneskeret. Og der er flere menneskeretlige risici. Unge har nemlig, på lige linje med andre, krav på adgang til at deltage i samfundsanliggender, til forsamlingsfrihed og til informationsfrihed.

Så kan man jo spørge sig selv, om man nogensinde bruger sociale medier til at forstå og blande sig i samfundet eller i politik, til at organisere og forsamle sig, eller til at opsøge information.