Skal borgere med navne- og adressebeskyttelse aktivt kunne vælge at dele deres navn og adresse ved brug af MitID?
Ministersvar er robotgenereret indhold, der oprettes automatisk på basis af Folketingets database over de spørgsmål, der stilles af Folketingets medlemmer og besvares af regeringens ministre. Overskrifterne er skrevet af Altinget. Altinget tager forbehold for fejl i indholdet.
Vil ministeren tage initiativ til at gøre det muligt for borgere med navne- og adressebeskyttelse i CPR-registeret at kunne vælge aktivt at dele deres navn og adresse ved brug af MitID, så de fortsat kan anvende offentlige og private tjenester, uden at skulle ophæve deres beskyttelse?
Jeg forstår spørgsmålet således, at det vedrører muligheden for at videregive en brugers navn og adresse ved brug af MitID-løsningen, når brugeren er registreret med navne- og adressebeskyttelse i Det Centrale Personregister (CPR).
Efter § 28, stk. 1, 1. pkt., i lov om Det Centrale Personregister (CPR-loven) har enhver ret til ved henvendelse til sin bopælskommune at få navne- og adressebeskyttelse, således at vedkommendes navn og adresse i CPR ikke må videregives til private.
Beskyttede navne og adresser kan fra CPR videregives til offentlige myndigheder efter reglerne i CPR-lovens kap. 8.
Virksomheder kan efter CPR-lovens § 38, stk. 1, få leveret oplysninger i CPR om en større afgrænset kreds af personer, som de pågældende forud har identificeret enkelt, f.eks. ved brug af nuværende navn og adresse, jf. stk. 5.
Oplysninger, som kan videregives efter stk. 1, omfatter blandt andet personens nuværende navn, medmindre dette er beskyttet, og personens nuværende adresse, medmindre denne er beskyttet, og datoen for flytningen hertil, jf. stk. 2, nr. 1 og 2.
Pr. 1. maj 2025 er 137.876 personer registreret med navne- og adressebeskyttelse i CPR.
I MitID-løsningen er alle tjenesteudbydere registreret som enten private eller offentlige, hvormed MitID kan afgøre, hvorvidt det fulde navn må sendes til den private aktør. MitID-løsningen er indrettet således, at private aktører i forbindelse med verifikation af en bruger, såfremt der anmodes herom, almindeligvis kan få oplyst brugerens fulde navn. Hvis brugeren er registreret med navne- og adressebeskyttelse i CPR, modtager den private tjenesteudbyder alene besked om, at brugeren har navne- og adressebeskyttelse.
Offentlige tjenesteudbydere kan få oplyst brugerens navn og adresse, uanset om brugeren har navne- og adressebeskyttelse. Når en bruger anvender MitID til at foretage en verifikation, henter MitID ikke oplysninger om adresse eller på anden måde videregiver denne oplysning til andre aktører. Offentlige tjenesteudbydere kan via en separat MitID-service veksle en entydig og unik reference knyttet til MitID-brugeren, der modtages via MitID-valideringen, til borgerens CPR-nummer. På den baggrund kan den offentlige tjenesteudbyder lave et særskilt opslag i CPR-registret og få adresseoplysningen efter de nærmere regler herom i CPR-lovgivningen. Dette sker udenom MitID.
Private tjenesteudbydere kan via en separat MitID-service få bekræftet, hvorvidt CPR-nummeret matcher den entydige og unikke reference, der modtages via MitID-valideringen. I de fleste tilfælde indhenter den private tjenesteudbyder CPR-nummer ved, at brugeren selv indtaster dette i forlængelse af anvendelsen af MitID. Er der et match mellem den unikke reference og CPR-nummeret, sikres det, at det er den korrekte person, der logger ind. Den private tjenesteudbyder kan i forlængelse heraf anvende CPR-nummeret til at foretage yderligere opslag forudsat, at der ikke er noget til hinder for dette. Dette sker ligeledes udenom MitID.
MitID-løsningen understøtter dermed CPR-lovens regler vedr. navne- og adressebeskyttelse.
Jeg er bekendt med, at personer med navne- og adressebeskyttelse i CPR kan opleve udfordringer med, at oplysninger om navn og adresse ikke videregives ved log-in med MitID på private digitale tjenester.
Jeg har derfor bedt mit ministerium om at undersøge problemstillingen nærmere, herunder forsøge at afdække, hvilke mulige løsninger der kan være på problemstillingen.
Digitaliseringsudvalget vil blive orienteret om resultatet af undersøgelsen.







