2 A’er til lobbyisme-guide: Model for politisk indflydelse er ganske enkelt ikke overbevisende

På papiret virker ideen god.

At forsøge at opstille en model til, hvordan man som organisation eller virksomhed kan måle ens politiske indflydelse, og kortlægge hvor der er udfordringer og mangler.

Det er i hvert fald det lobbyisten Mads Christian Esbensen forsøger i sin nye bog ”Den politiske bundlinje”, som er den sidste i en serie på tre fra hans hånd, og hvis mål har været at introducere læseren til forskellige sider af lobbyisme. 

Teoretisk har Esbensens ladet sig inspirere af John Elkingtons teorier fra midten af halvfemserne om den tredobbelte bundlinje - People, Profit og Planet. Esbensen argumenterer for at tilføje en fjerde bundlinje, politik. 

Denne fjerde bundlinje skal sandsynliggøre om man, på samme måde som ved en økonomisk bundlinje, er i plus, når det kommer til arbejdet med sine politiske relationer. Har man kortlagt sine interessenter? Har man lavet en påvirkningsstrategi? Har man de nødvendige kontakter på embedsmands niveau? Og så videre, og så videre. Alt det, der skal til for at sikre ens virksomhed eller organisation politisk.

Noget af det første, der springer i øjnene, er, at bogen kunne have haft god gavn af en mere hårdhændet redaktør

Benny Damsgaard
Selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver

Spørgsmålet om hvordan man bedst måler politisk indflydelse, er noget den videnskabelige forskning i lobbyisme har tumlet med i årtier og endnu ikke fundet det gode svar på. Desværre kommer vi heller ikke meget nærmere med Esbensens bog – tværtimod.

Store løfter til læseren
Noget af det første, der springer i øjnene, er, at bogen kunne have haft god gavn af en mere hårdhændet redaktør. Teksten er for lang, vævende og gentagende.

Det minder lidt om en universitetsopgave, hvor der var et bestemt sideantal, som skulle nås, før den kunne godkendes. Alene indledningen, hvor Esbensen skriver om, hvordan han i en ung alder blev inspireret af samfundets store forandringer til at skabe ”sin egen uddannelse” i lobbyisme (en kandidatgrad i statskundskab og en BA i politisk kommunikation på CBS), er en næsten ubærligt selvsmagende lidelse at komme igennem.

Og det bliver desværre ikke meget bedre, når man begynder at grave sig ned i, hvordan Esbensen konstruerer sin politiske bundline. 

Bogen markedsføres blandt andet på omslaget med, at den indeholder 100 "public affairs-redskaber, som en virksomhed, interesseorganisation eller offentlig myndighed kan anvende i arbejdet med at varetage sine politiske interesser."

Og man bliver lovet, at man får ”en how to-gennemgang af, hvordan man anvender dette værktøj, og en vejledning i at måle, om man udnytter værktøjet fuldt ud.”. Mindre kan ikke gøre det!

I realiteten er der dog tale om det, man burde kalde "100 korte målepunkter." For eksempel "værktøj 9," som kaldes "Relationer til nationale tænketanke." 

Heri kan man læse, at det er vigtigt som virksomhed at have relationer til tænketanke, da de kan være med til at præge den politiske debat. Men ikke noget om, hvordan man så skaber disse vigtige relationer til tænketanke.

Til sidst nævnes blandt andet CEPOS som en tænketank der i følge Esbensen "bliver set som uvildig og objektiv" (!), hvorimod CEVEA er "tydeligt funderet i en venstreorienteret og socialdemokratisk lejr."

Meningen er så, at man som virksomhed eller organisation skal vurdere, hvordan man selv mener man klarer sig i forhold til "værktøjet". Ingen eller få relationer giver en score på mellem "0-3". Sporadiske kontakter giver "4-7" og løbende dialog giver "8-10".

En af de ting, der undrer, når man kæmper sig igennem de 100 "værktøjer", er, at Esbensen ikke skelner mellem relevansen af dem.

Benny Damsgaard
Selvstændig public affairs- og kommunikationsrådgiver

Ikke meget mere instruktion end det. Esbensen er dog så venlig at understrege flere gange i løbet af bogen, at man bør overveje at hyre ekstern assistance (fra ham selv?), hvis man ikke selv mener, at man er i stand til at lave en kvalificeret vurdering.

Når man har vurderet sig selv på de 100 parametre/værktøj og givet sig selv en score på hver enkelt, lægger man disse sammen i en samlet score. En score, der repræsenterer ens politiske bundlinje. Er den samlede score over 750 er bundlinjen i sort. Er den under 349 er den i rød. 

Mangler prioritering
En af de ting, der undrer, når man kæmper sig igennem de 100 "værktøjer", er, at Esbensen ikke skelner mellem relevansen af dem.

Værktøj 8, som er "Relationer til internationale forskningsinstitutioner" tæller for eksempel lige så meget som værktøj 13, som er "Relationer til Folketinget og relevante ordfører."

Esbensen erkender, at ikke alle værktøj er lige vigtige, men siger så, at da der er 100 af dem, vil de mindre vigtige bliver balanceret ud af de vigtige.

Det argument virker noget konstrueret til lejligheden og primært være skabt til at dække over, at Esbensen ikke har gennemarbejdet sin model nok. Og hvorfor er det lige, at der skal være 100 værktøjer, når de ikke er lige vigtige alle 100? Det virker først og fremmest som et tal, der er besluttet af markedsføringsmæssige hensyn mere end faglige.

Esbensen skal have en stjerne for at forsøge at bidrage til den faglige udvikling af den danske lobbyisme. Det er der behov for.

Forskningen indenfor området er stadig meget sporadisk og ligger for de største værkers vedkommende år tilbage. På samme måde skal han have en stjerne for at have forsøgt at udvikle en model til, hvordan man måler politisk indflydelse. Længere rækker det dog ikke til denne gang. Forsøget er ganske enkelt ikke overbevisende.

For god orden skyld skal jeg understrege, at min hovedbeskæftigelse er at være lobbyist og politisk rådgiver for danske og internationale klienter. Herudover har jeg gennem en årrække været ansat som ekstern lektor på Institut for Statskundskab ved Københavns Universitet, hvor jeg underviser i et valgfag i udviklingen indenfor dansk lobbyisme.