Om  
Peter Kofod

DF finder afløser for Peter Kofod i Aabenraa

Dansk Folkeparti har udpeget Ida Smed som ny folketingskandidat i Aabenraa. Hun afløser spidskandidat Peter Kofod.

Benedicte Gjerding Dahlberg

Dansk Folkeparti har efter lang tids søgen fundet kandidaten, der ved det kommende folketingsvalg skal afløse Peter Kofod i Aabenraa. 

Valget er faldet på 52-årige Ida Smed, der til dagligt er medlem af byrådet for Dansk Folkeparti i Aabenraa Kommune. 

Det skriver TV Syd.

Valget kommer, efter at retsordfører for Dansk Folkeparti Peter Kofod i februar blev udpeget som spidskandidat for partiet ved europaparlaments-valget 26. maj.

Med sit nye kandidatur efterlader han sig en plads som folketingskandidat for Dansk Folkeparti i Aabenraa-kredsen, hvor han i 2015 fik hele 1.700 personlige stemmer.

Og det er den plads, som Ida Smed nu skal overtage som ny folketingskandidat for Dansk Folkeparti. 

Ida Smed har været medlem af byrådet i Aabenraa Kommune for Dansk Folkeparti siden 2017, hvor hun blev valgt ind med 322 personlige stemmer.

Men nu vil Ida Smed skifte byrådet ud med Folketinget og i den kommende valgkamp forsøge at indhente stemmer nok til en plads på Christiansborg for Dansk Folkeparti. 

"Jeg er utrolig glad og ydmyg for den store tillidserklæring, som partiet og den lokale forening har vist mig ved at gøre mig til kredsens kandidat. Jeg vil gøre mit absolut bedste, for at DF får så godt et resultat som muligt," siger Ida Smed i en pressemeddelelse.

Peter Kofod har også selv sat nogle ord på sin afløser. I et facebook-opslag skriver han:

"Ida er en rigtig god kandidat, som jeg tror vil falde i mange DF’ere smag. Hun er lokal, har bred erfaring, arbejder hårdt for sine ting og er samtidig utrolig sympatisk."

Ifølge professor Kasper Møller Hansens nyeste mandatprognose for Altinget står Dansk Folkeparti til at få fire mandater i Sydjyllands storkreds ved det kommende valg. Ved valget i 2015 fik Dansk Folkeparti seks mandater i kredsen.

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion

Omtalte personer

Peter Kofod

MF (DF)
lærer (UC Syddanmark 2015)

0:000:00