
Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix

Hans Mogensen har begået en bog, der bør være fast pensum på forvaltningsuddannelserne og for kommunalpolitikere. Det er en bog, der med viden og omsorg (ja, omsorg) forklarer og analyserer, hvorfor nogle borgere udvikler sig til at være i kategorien ”markante borgere”. Det er et nyt – og tiltrængt sprog – for de besværlige, de krævende, de højtråbende, de insisterende og dem, der bare fylder meget i lokalsamfundene.
Hans Mogensens journalistiske og kommunikative baggrund fornægter sig ikke i hans insisteren på, at sproget skaber virkelighed, og det derfor ikke er lige meget, hvilke ord, begreber og omtaler, der er om borgere og den måde, vi mødes på. Han tilbyder i bogen nye begreber, arketyper og definitioner, der er kærkomne.
Særlig begejstret er jeg for bogens første del, der hedder 'Demokratiet i krise'. Det er velskrevet og giver et godt view ud over de forandringer, vi oplever i de vestlige demokratier i disse år. Hvorfor er folk så vrede, hvad er der blevet af tilliden og hvorfor bare stiger og stiger vores forventninger og krav til de offentlige myndigheder? Der er gode og velunderbyggede bud i bogens første afsnit.
Indsigt

Karina Adsbøl spørger Peter HummelgaardHvad er holdningen til, at advokater dropper børnesager efter drastisk nedskæring af honoraret?
Karina Lorentzen Dehnhardt spørger Peter HummelgaardVil ministeren oversende de retningslinjer, der eksisterer vedrørende anmeldelser af dødsfald til Arbejdsskadestyrelsen?
Aaja Chemnitz spørger Peter HummelgaardVil Politiet i Grønland se på, hvordan der kan skabes mere fleksible rammer for at passe på deres betjente?






































