Aftale: Nyt center skal bekæmpe international skatteunddragelse

AFTALE: Alle Folketingets partier står bag oprettelsen af et nyt center, som skal bekæmpe international skatteunddragelse. Der afsættes 100 millioner over 4 år.   

Toke Gade Crone Kristiansen

Der bliver oprettet et nyt center, som skal bekæmpe skatteunddragelse.

Det står klart onsdag eftermiddag efter et pressemøde på Christiansborg. 

Det er et samlet Folketing, som står bag aftalen. 

"Det forarger mig og mange borgere dybt, når man betaler sin skat i Danmark, at andre så kan gemme millioner og milliarder i udlandet. Det får de væsentligt sværere ved med den aftale, der nu er lavet", siger skatteministeren.

Han peger på, at de øgede bevillinger og beslutningen om at samle indsatsen i et nyt center med hjemsted i Aalborg vil gøre det sværere at skjule penge i skattely. 

"Det nye center for bekæmpelse af international skatteunddragelse samler indsatsen, så det f.eks. bliver lettere at samkøre oplysninger og data og dermed identificere nye svindelmønstre. Centret vil samtidig fungere som samlet indgang og udgang for udveksling af oplysninger fra udlandet", skriver Skatteministeriet

Der afsættes endvidere nye midler i aftalen, som beløber sig til 100 millioner over 4 år.

"Med den nye aftale er det besluttet at afsætte 25 mio. kr. årligt til og med 2021. Det er penge, som kommer oven i de ressourcer, der allerede afsættes til området", skriver ministeriet.

Rettet torsdag formiddag: I den oprindelige artikel, fremgik det at det nye center placeres i Ålborg. Det oplyser Skatteministeriet nu var en fortalelse fra ministerens side, og at den endelige placering først offentliggøres senere, dog inden sommerferien.  

Læs hele pressemeddelelsen fra skatteministeriet her. 

Politik har aldrig været vigtigere

Få GRATIS nyheder fra Danmarks største politiske redaktion


0:000:00